Pokémons rykker nu også på film

Nintendos optur fortsætter: Detektiv-spil med Pokemon-figur skal laves som film.

Foto: KAZUHIRO NOGI. Pikachu - her i en japansk gadeparade - får nu sin egen film.
Læs mere
Fold sammen

Mens folk verden over tramper gaderne tynde og trodser diverse forhindringer med deres smartphones for at fange små kulørte monstre i spillet Pokémon Go, fortsætter Nintendo opturen. Selskabet bag succesen har nu landet en filmaftale, hvor en af Pokémon'erne har hovedrollen.

Rammen om filmen er her et andet Pokémon-spil, som Nintendo lancerede i Japan tidligere på året. »Detektiv Pikachu«, hvor den mest kendte Pokémon, den runde, gule og elektriske Pikachu, har fået en detektivhat på og løser mysterier sammen med en dreng ved navn Tim.

Efter den verdensomspændende succes med Pokémon Go har der ifølge flere film-sites været rift om at få fingre i film-franchisen med de små lommemonstre, og det er ifølge magasinet Deadline selskabet »Legendary Pictures«, der er rendt med rettighederne. De har tidligere lavet film som »Inception«, »Jurassic World« og »Interstellar,« og blev tidligere i år opkøbt af kinesiske Wanda Group. Udenfor Japan bliver filmen distribueret af Universal, og produktionen starter i 2017.

Pokémon-universet havde sin første storhedstid for omkring 15 år siden, og resulterede også dengang i et par film - den sidste, »Pokemon Heroes«, kom i 2003 og havde begrænset succes.

I de oprindelige Pokémon-tegnefilm var Pikachu den faste følgesvend til hovedpersonen, Ash, som så i den nye version er skiftet ud med drengen Tim. Og den elektriske muse-agtige Pikachu er da også vokset noget i sin nye rolle som detektiv, skriver filmsitet The Verge. Ud over at have fået hat på er musen mere modent skildret end drengen, han drikker kaffe og flirter med piger. Som The Verge skriver:

»Det bliver godt nok underligt«.

Se den japanske trailer til Pikachu-spillet her: