Pokemon Go har fået mig til at springe ud som gamer

Pokemon Go har fået mig og millioner af andre »gamere« til at springe ud af spilskabet. Det føles løjerligt, pludselig at dyrke sin hobby i det åbne rum blandt folk, der finder spil sært.

Thomas Conradsen, redaktør på B Sommer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Få minutter før jeg skrev disse ord, fór jeg op fra kontorstolen på redaktionen, stormede ud på opgangen, ned ad trappen og landede sekunder senere i solrige Pilestræde. En gade proppet med lige dele turister og moderigtige københavnere.

Grunden til min hast var, at en Pikachu - den mest berømte af alle Pokemons - var dukket op nær Illum. Denne ikoniske, gyldne fyr havde jeg ikke i min samling i spil-app’en Pokemon Go. Resolut begyndte jeg at marchere op og ned ad gaderne i kvarteret for at finde den lille elektriske kærling. Men den dukkede aldrig op på min smarttelefons skærm. Måske finder jeg aldrig Pikachu, før jeg bliver træt af spillet. Belastende.

Mange mener sikkert, at en granvoksen redaktør og familiefar som jeg ikke har tid til den slags pjat, som Pokemon Go helt og aldeles er. Faktisk kan jeg også selv undre mig over, at jeg gennem hele sommeren har fundet utallige ledige (og uledige) stunder til at fange digitale monstre og virtuelle nuttetheder.

Men jeg undskylder mig med, at det er min pligt. For det første er jeg redaktør på en avis, der - ved siden af alle de alvorligere emner - også dækker popkultur, underholdning og spil. Et fænomen som dette skal jeg stifte bekendtskab med. For det andet, tredje og fjerde har det givet gode gåture, spændende snakke med andre spillere og viden om Danmark (da man rent faktisk lærer en del historiske lokationer og kunstværker i byerne at kende). For det femte har det moret min seksårige datter kosteligt at vandre landet tyndt med sin far og tage del i sommerens ultimative skattejagt.

For et par uger siden dukkede en særlig kattepokemon, Meowth, op i min fødeby. Også den havde jeg ledt efter i dagevis. Min datter hjalp mig med at finde den. Da hun så, hvor lykkelig jeg blev over fangsten, fortalte hun mig efter et kram og en high-five:

»Jeg føler mit hjerte hopper af glæde, fordi du blev så glad, far!«

Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg kastede mig over Pokemon Go. Ethvert spil - selv et sløjt et som dette - der bringer befolkninger og familier tættere sammen, er en gave til vores kultur.

Men på trods af de gode oplevelser med spillet, kan jeg ikke lade være med at skjule skærmen lidt, når jeg på vej hjem fra arbejde i det hippe, indre København, fanger en lille Pokemon eller ti. Det er ikke fordi, jeg skammer mig over at spille - jeg har været gamer i 30 år og skriver jævnligt om de små og store spil her i Berlingske.

Det er ej heller nej-sigernes modvilje mod fænomenet, der gør mig ængstelig. Det er fordi, at jeg - sammen med millioner af øvrige spillere verden over - pludselig udstiller min private hobby i fuld offentlighed.

Spil har altid været noget, jeg har dyrket hjemme på sofaen eller i mit huleagtige pc-rum. Det er noget, jeg kun har delt med venner og ligesindede. Nu er vi ude i det åbne, blandt folk, der synes, vi er sære. Og det kræver tilvænning. Selv om Pokemon Go langtfra er et godt spil i klassisk forstand, så er det sommerens helt store gamechanger.