Pøj pøj, Kirkskov

Berlingskes teaterredaktør byder velkommen til Det Kongelige Teater.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godt, jeg ikke er Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov. Eller rettere: Det ville jeg jo egentlig gerne have været. Der er så meget at misunde, hvis man er sådan anlagt. Han er vittig, begavet, levende, interesseret. Ser godt ud, er fit for fight. En mand i sin bedste alder, som kan så meget og på alle måder hviler i sig selv. Når man taler med Morten Kirkskov bliver man altid en lillebitte smule chokeret over, hvad han kan finde på at sige, over den åbenhed, han lægger for dagen. Det må tilskrives hans insisteren på at forblive den, han er. Han er en moderne mand, og det er ikke så dårligt, når man skal stå i spidsen for en vital del af en meget gammel instiutution som Det Kongelige Teater, der i disse år er ude i en åbenlys identitetskamp for at være noget for nogen, mere for flere.

Når jeg alligevel er taknemmelig for ikke at være Morten Kirkskov, så handler det om den svære opgave, der påhviler ham. Og ikke mindst om alle de forventninger, der er til ham om, at tingene skal lykkes. Indtil videre aner vi ikke meget om, hvem Morten Kirksov er som skuespilchef. Det repertoire, Det Kongelige Teater spiller sæsonen ud, forvalter han for sin forgænger, Emmet Feigenberg, som er den, der har bestemt, hvad der skal spilles.

Hvis man er i tvivl om forventningspresset, behøver man blot at bladre lidt i den årsberetning, som nationalscenen for et par uger siden sendte ud sammen med regnskabet. Efter en beklagende passus om svigtende billetsalg til efterårets store forestillinger kommer så – omtrent ud af det blå – disse ord i teaterchef Morten Hesseldahls og den nytiltrådte betyrelsesformand, Lisbeth Knudsens, indledende passus: »1. april 1015 tiltrådte Morten Kirkskov som skuespilchef på Det Kongelige Teater. Som led i det øvrige strategiarbejde arbejder han på at forny skuespillet og gøre skuespil relevant og vedkommende for såvel det eksisterende publikum som for ny publikumsgrupper.«

Med andre ord: Det går ikke så godt, men nu kommer Morten Kirkskov, så skal I bare se løjer.

Og løjer, det er formentlig, hvad vi kommer til at se. Ikke sådan at forstå, at Det Kongelige Teater kaster alt over bord for at forsøge at tækkes publikum. Morten Kirkskov skal nok holde den kusntneriske fane højt, hvis man skal dømme ud fra det repertoire, han har spillet på Aalborg Teater, hvor han kommer fra. Men han er pinedød nød til at skaffe sig de publikumssucceser, der skal til, for at Det Kongelige Teater kan udvide sin medlemsskare. For eksempel kan han lade være med at lægge relativt ukendte klassikere som Bertolt Brechts »Puntila« og Tennesee Wiliams’ »Omstigning til paradis« på Skuespilhusets Store Scene massivt hen over efteråret – for nu at nævne et par af de forestillinger, publikum ikke har villet se. Nogle af de staver, nationalscenen render sig i livet, har den altså selv ansvaret for. Meget mere ved vi om nøjagtig en måned. Så har Morten Kirkskov nemlig fortalt omverdenen, hvad han spiller næste sæson. Så er det hans ansvar. Pøj pøj, som de siger på teatret.