Det er en ganske afslappet udgave af statsminister Mette Frederiksen (S), man oplever, hvis man vælger af se snigpremieren på programmet »Kurs mod danske kyster«.
Her tropper statsministeren op på kajen på Bornholm for at springe ombord på det skib, som familien Beha Erichsen har sejlet rundt på under tilblivelsen af programmet, der er en mere lokal udgave af seersuccesen »Kurs mod fjerne kyster«.
Og planen i programmet er klar.
Mette Frederiksen skal vises rundt på Christiansø, den østligste del af Danmark. Og desuden skal hun – iført våddragt og svømmebrille – ud og svømme med sæler på det allerøstligste punkt sammen med Mikkel Beha Erichsen og hans kone, journalisten Marian Midé Andersen.
I programmet fortæller statsministeren anekdoter fra arbejdet som statsminister. Hun bekendtgør, at hun drømte om at blive havbiolog, før hun blev politiker, ligesom hun også når at fortælle, at hun og familien har en plan om at flytte på landet på et tidspunkt. Allerhelst i Jylland, hvis det står til statsministeren selv.
I programmet understreger Mikkel Beha Erichsen, at han synes, det er »friskt«.
»Hej, lille ven«
»Efter en uge med genforeningshøltideligheder, et NATO-topmøde, begyndende sygeplejerskekonflikt, russiske krænkelser af dansk luftrum, corona-restriktionslempelser og et folkemøde, så kunne det godt være, at det ikke lige var svømning i Østersøen, der står øverst på programmet,« siger han:
»Men begejstringen fejler ikke noget. Slet ikke da den første sæl kigger op«, siger Mikkel Beha Erichsen.
Herefter klippes der til Mette Frederiksen, som i våddragt smiler efter en sæl.
»Hej, lille ven,« siger statsministeren.
Mette Frederiksen er ikke alene om at have aflagt besøg på båden. Tidligere har også kronprins Frederik været på besøg.
Ingen særbehandling til Kronprinsen
Han sejlede med på skibet Wallenberg fra Strandby til Skagen i et program, der blev sendt sidste år.
Dog har Mikkel Beha Erichsen understreget overfor Billed Bladet, at der ikke var nogen særbehandling til Kronprinsen.
»Kronprinsen havde ingen forventning om, at der skulle gøres noget særligt ud af, at han nu var dér. Man kunne mærke, at han godt vil være der på lige fod med resten af besætningen,« har Mikkel Beha Erichsen sagt til Billed-Bladet.
Programmet med Mette Frederiksen kan indtil videre ses som snigpremiere på TV 2 Play.