Pletskud i Berlin

Op imod 300 danske kunstnere - heriblandt prominente navne som Jeppe Hein og Olafur Eliasson - har slået sig ned i Berlin. Det er kombinationen af billige huslejer, byens tænderskærende historie og en koloni på op imod 10.000 kunstnere fra hele verden, som trækker danskerne til.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Good vibrations. Billige huslejer.«

Isabelle du Moulin er en elegant, bestemt, men også venlig kvinde, og svaret på spørgsmålet om, hvorfor så mange danske kunstnere slår sig ned i Berlin, kommer hurtigt.

»Grundlæggende er det, kunstnerne finder her, billige huslejer og et internationalt miljø, hvor de kan finde inspiration,« siger Isabelle du Moulin, der sammen med den københavnske kobbertrykker Niels Borch Jensen driver et galleri i den tyrkisk-prægede berliner-bydel Kreutzberg.

Siden begyndelsen af 90erne er danske kunstnere strømmet til den tyske hovedstad. Den danske ambassade i Berlin anslår, at 300 - andre siger 400 - danske kunstnere og kunstformidlere har slået sig ned i den tyske hovedstad.

»Nogle af de største nulevende danske kunstnere bruger byen som centrum. Det siger meget om interessen, at Olafur Eliasson har sit atelier og Tal R sit hovedgalleri i Berlin,« siger den københavnske galleriejer Bo Bjerregaard.

Unge har råd til at bo her
En række kunstnere og gallerifolk, som Berlingske Tidende har talt med, angiver flere grunde til, at danskerne slår sig ned i byen. Først og fremmest ligger den tæt på Danmark, og huslejerne er billige, og det giver selv unge, der kommer direkte fra Kunstakademiet, råd til at slå sig ned i byen.

»Her kan kunstnere få råd til at købe lejlighed og Mercedes,« siger den københavnske galleriejer Nicolai Wallner.

Dernæst har Berlin et internationalt kunstnermiljø, som man ikke finder lignende andre steder. Både unge, uopdagede kunstnere og store etablerede navne fra hele verden arbejder i Berlin, og her kan alle kunstnere - uanset hvilke medier og temaer de arbejder med - altid finde kolleger, som de kan dele interesse med.

»I Berlin bliver de kunstnere, som beskæftiger sig med nye medier, taget alvorligt på en anden måde end i Danmark. Her behøver de ikke hver gang at starte forfra på kunsthistorien for at forklare, hvorfor de ikke arbejder med pensel og lærred eller skulptur. Her er en anden kulturel bagage, og her drejer diskussionerne sig ikke om placeringen af et springvand,« siger kunsthistorikeren Henriette Bretton-Meyer, som i ni år har boet i Berlin og bl.a. arbejdet som kurator på Berlin Biennalen.

»I Danmark har den konceptuelt prægede kunst haft trange vilkår. Her er der en større tillid til, at kunstnerne tænker sig om. Man tager deres udsagn mere alvorligt,« siger Henriette Betton-Meyer.

Verdenskrigene og Den Kolde Krig
En tredje væsentlig årsag til kunstneres lyst til at slå sig ned i Berlin er byens fortid med to verdenskrige og Den Kolde Krig, der blev afsluttet med Murens fald og den tyske genforening.

»Byens historie er så dramatisk, at man ikke finder noget lignende andre steder, og det præger atmosfæren. I klassiske, velbevarede byer som Wien, Paris og Rom finder man bygninger, som har stået i flere hundrede år, men sådan er det ikke i Berlin, som stort set blev jævnet med jorden under Anden Verdenskrig. Byen er ufærdig og i stadig opløsning og forandring, og det svarer til de unge kunstneres livsstil. Det betyder meget for dem, at tingene ikke er fastlåste,« siger Uffe Andreasen, kulturråd ved den danske ambassade i Berlin.

Kunstnerparret Lone Arendal og Peter Mandrup har netop afsluttet et halvt års ophold i Berlin, og de elsker byen. Her findes på én gang et meget aktivt kulturliv og arbejdsro. Også de synes, at byens historie er kunstnerisk inspirerende.

»Man behøver bare at grave en teske ned i jorden, så er historien der. Den ligger så tæt på overfladen. Vi har boet i det tidligere Østberlin, og der kan man mærke den østberlinske stemning, selv om det er over 10 år siden, Muren faldt. Man har hele tiden historien lige i nakken og er samtidig en del af nutiden. Berlin er både meget nutidig og meget gammeldags, og det er fascinerende. Som kunstner står man på skuldrene af tidligere generationer, samtidig med at man laver sit eget,« siger Lone Arendal.

Statistikken fortæller også, at kunstnerne og kunstformidlerne har taget byen til sig. Her er tre store operahuse, ca. 150 teatre og 170 museer og samlinger - her i blandt nogle af verdens fineste kunst- og kulturhistoriske museer. Det vurderes, at der er mellem 5.000 og 10.000 kunstnere i byen, og at der er op imod 400 gallerier.

»Det er formentlig den største tæthed af gallerier i Europa,« siger Isabelle du Moulin.

Mitte, Prenzlauer Berg, Kreutzberg
Kunstnerne og gallerierne har særligt slået sig ned i tre centrale bydele. Det rå, men charmerende Mitte og Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin og det tyrkisk dominerede Kreutzberg. Senest er de også begyndt at rykke ind i Friederichshain i byens østlige del.

Går man en tur i Mitte, ser man straks, at kunsten har slået rod i området. I Linienstrasse er der otte gallerier, og i Zimmerstrasse er der syv. Der er 43 privateejede gallerier i området. Dertil kommer andre udstillingssteder. Både de institutionelle og græsrodsstederne. Kunst Werk i Auguststrasse 69 er et af de mest kendte. Her vises nutidskunst, og stedet, der i begyndelsen af 90erne opstod som et undergrundssted i ruinerne af en gammel margarinefabrik, er i dag en etableret udstillingsscene med en hip restaurant i stål og glas. Mitte var for få år siden det område, hvor de unge eksperimenterende kunstnere slog sig ned i billige, faldefærdige bygninger, men efterhånden som området er blevet kendt, er tjekkede restauranter, butikker og gallerier også kommet til.

»I Berlin forandrer tingene sig hurtigt. Når et sted er in hos kunstnerne, så følger smarte restauratører og gallerier efter, og så bevæger kunstnerne sig videre,« siger Uffe Andreasen, som mener, at kunstscenen med hele sit kredsløb af kunstnere, kuratorer, gallerier og museumsfolk har betydet meget for byen, som økonomisk set er på fallittens rand og derfor ikke har haft penge at investere i kunsten. Kunstmiljøet har i store træk bygget sig selv op uden det store statslige sikkerhedsnet. »Kunstscenen giver ikke penge til byen, men den er med til at give den et stærkt image,« siger Uffe Andreasen.

Et image og et miljø, som man godt kunne savne i København, mener Olafur Eliasson, som er en af de mest succesrige danske samtidskunstnere. Han har siden 1993 haft atelier i byen og mener, at årsagerne til, at danske kunstnere flytter til Berlin, også skal søges i Danmark. Han siger, at man i Danmark ikke giver tilstrækkelig plads til den unge, eksperimenterende kunst. I stedet satser man fra statslig side på den kanoniserede kunst, design, arkitektur og formgivning.

»Spørgsmålet er, om man skal lade B&O og Lego brande Danmark internationalt, eller om man skal satse på den mere udforskende og eksperimenterende kunst og formning - den slags som mange af de danske kunstnere, der slår sig ned i Berlin, beskæftiger sig med,« siger Olafur Eliasson.

Kunstkoler for formalistiske
Han kritiserer den danske kulturpolitik i forhold til udlandet og kunstskolerne for at være for formalistiske. Man beskæftiger sig mere med form end med indhold.

»Kunsten handler om indhold, men i Danmark lader man kun som om, man beskæftiger sig med indhold. Det er en af grundene til, at de unge tager til bl.a. Tyskland. Dér er man fokuseret på, hvad der ligger bag designet, formen og kunstværket,« siger Olafur Eliasson.

Flere siger, at kunstnerne også kommer til Berlin, fordi man dér - selv om man befinder sig i en by med 3,5 mio. indbyggere - paradoksalt nok lettere kan finde arbejdsro.

»Byen er vanvittig inspirerende. For det første, fordi der er så mange forskellige kulturer. Berlin er en emigrantby og har været det lige siden forrige århundredskifte. Den er meget åben og tolerant. Byen har sit eget tempo. Den er lidt langsommere end København, selv om den er meget, meget større. Her er ikke så stresset,« siger Lone Arendal.

Nicolai Wallner, som på sit galleri i København repræsenterer flere kunstnere, som er bosiddende i Berlin, siger, at byens kunstnere ikke adskiller sig ved at arbejde med medier og temaer, som kunstnere andre steder ikke også beskæftiger sig med.

»Når man kan tale om en særlig puls i Berlin, så er det fordi der er mange kunstnere der. Det skaber en dynamik, og de unge kunstnere er ikke nødt til at tage alle mulige job, som ikke har noget med deres fag at gøre. Hvis man som kunstner bor i New York, så er man nødt til at vaske tallerkener om natten og gøre rent om dagen for at kunne opretholde en levestandard, og det samme gør sig gældende i Paris og London. I Berlin er huslejen en tiendedel af, hvad den er i New York. Man kan som kunstner tage til Berlin og købe en lejlighed og en Mercedes for utroligt få midler,« siger Nicolai Wallner.