Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Manden bag mandebladet Playboy, Hugh Hefner, er død. Det bekræfter Playboy i et tweet torsdag morgen dansk tid.
Hugh Hefner blev 91 år gammel.
Hans liv bød på adskillige kvindelige bekendtskaber - akkurat som siderne i hans livsværk, det amerikanske mandeblad Playboy, der har en kanin iført butterfly som letgenkendeligt logo.
Hugh Marston Hefner blev født i Chicago i 1926 i et middelklassehjem som første barn af to lærerforældre, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Han nåede at aftjene værnepligt under Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede som skribent for militærets avis.
Og det blev jobbet som journalist, der fik ham på sporet af den enestående karriere, han endte med at forfølge.
I et interview med New York Times fra 2008, fortalte Hefner, hvordan han lånte penge af blandt andet sin mor, for at få råd til at grundlægge det siden så verdenskendte Playboy-blad, der kom på gaden for første gang i december 1953.
Med Marilyn Monroe som lokkedue blev der dengang solgt over 50.000 eksemplarer.
»Det næste blad solgte endnu flere eksemplarer. Grunden til, at bladet var så populært, er mere end hvad vi var i stand til at kreere, det var mere idéen bag det,« sagde Hefner til New York Times.
»Bladet voksede fra de 50.000 eksemplarer til mere end en million eksemplarer, da der var gået fem år.«
Siden har flere millioner amerikanske mænd og teenagedrenge stået med røde ører i bladkiosken og bedt om det nyeste nummer af Playboy, der ifølge Hugh Hefner selv har kæmpet en vigtig kamp for frigørelse og kvindernes ligestilling i USA.
Playboy har i hvert fald formået at få den afklædte kvindekrop frem i det amerikanske mediebillede, og grundlæggeren og chefredaktøren selv har sideløbende været kendt som en stor fan af damer, ofte i pluralis.
Hugh Hefner har selv udtalt, at han har været i seng med over 1000 kvinder i sit liv som playboy, og samtidig har han været gift tre gange, datet op til syv kærester ad gangen og fået fire børn undervejs.