Valby Hallen Hallen er et af de mere mystiske steder i København. En prunkløs, grå betonklods fra 1984, trukket tilbage fra den meget trafikerede Ellebjergvej i et område af København, der virker som om, det altid har været overladt til sig selv.
Hallen er nabo til en Bauhaus og en svømmehal, den har parkeringspladser uden for døren, S-tog tæt på, busser på ringvejen, en benzintank overfor, den ikoniske Valby Hallen I foran sig og hele Valby Idrætspark i baghaven. Den »ny« Valby Hallen har aldrig været kendt for sin skønhed, men hvor meget af Valby har nogensinde det? Til gengæld har den været vært for musik, messer, badminton og en uendelig stribe af Kim Larsen-koncerter.
Samtidskunst på facaden
Nu skal Valby imidlertid ikke længere være en kulturløs udørk. Valby Hallen er blevet »street« og er i sidste uge genopstået som udendørs galleri med værker af syv danske samtidskunstnere.
Det er samleren og kuratoren Jens-Peter Brask, der har fået ideen, og det er også ham, der har stået for fundraising og for at finde de syv hurtigtarbejdende kunstnere, så Valby Hallen på tre af sine fire sider nu fremstår spraglet og udsmykket. I stor kontrast til den klassiske grå storbybeton på facaden.
Brask har tidligere bevæget sig i streetart-feltet. Han står også bag det knap et år gamle gavlgalleri i Københavns Nordvestkvarter, hvor A/B Mønten har stillet samtlige sine 16 gavle til rådighed for lokale og internationale udendørskunstnere.
Gavlgalleriet har fordel af at folde sig ud på et givet format, en gavl, og i en bymæssig kontekst, der trods alt er lidt mere overskuelig end O2 og Valbys trafikale overload. Det er da også tydeligt, at både Brask og de udvalgte kunstnere har haft det meget sværere her end i Nordvest.
De fleste af de valgte kunstnere har svært ved at klare skalaspringet fra papirskitse til kæmpestore betonelementer, og værkerne virker derfor ikke som streetart, men mere bare som om nogen har hængt nogle billeder op på Valby Hallens ydermure.
Covid-19 og andre begrænsninger
Oprindeligt var ideen, at Valby Hallen som gavlene i Nordvest skulle udsmykkes af et blandet hold danske og internationale stjerner, men covid-19 og alle dens gerninger satte en stopper for den leg, og i stedet er det nu udelukkende (ret unge) danske kunstnere, der har været ude med malerspandene i Valby.
Brask fortæller, at kunstnerne først har udarbejdet en skitse på papir. Skitsen er så blevet projiceret op på hallens riflede betonfelter, hvor kunstnerne har tegnet den af og senere hen over en række travle dage og nætter i maj og blandt andet med hjælp fra en lejet lift har fået malet værkerne op.
Desværre må man sige, at processen nok ikke har været ideel. De fleste af de valgte kunstnere har svært ved at klare skalaspringet fra papirskitse til kæmpestore betonelementer, og værkerne virker derfor ikke som streetart, men mere bare som om nogen har hængt nogle billeder op på Valby Hallens ydermure.
Kernen i streetart er jo, at værkerne indtager byrummet ved at gå i dialog med arkitekturen og med byens bevægelser. De bedste gadekunstværker – som i gamle dage ofte bare var reklamer – formår at blive ikoner, der er lige så vigtige for byen, som den bygning værkerne folder sig ud på: Tag bare diskussionen om Poul Gernes’ Paladsbygning, hvor kunsten mangedobler bygningens arkitektoniske værdi.
At nogen en dag skulle finde på at frede den nye udsmykning af Valby Hallen er der ingen fare for: Dertil virker samtlige syv værker for tilfældigt henkastede og for kraftløst afhængige af deres nutid.
Dialog med arkitekturen
Af de syv kunstnere er det faktisk kun Henrik Soten, det lykkes at skabe et værk, der trods alt formår at gå i dialog med bygningen. Et værk med en dynamik og en skala, der faktisk tilføjer noget til hallens grå klods på en måde, der virker organisk sammenhængende og meningsfuldt kontrasterende på samme tid.
Soten formår at arbejde videre med hallens forskellige små knastbebyggelser i en skalaforståelse, der virker nødvendig og opstået på stedet, mens de fleste af de øvrige værker har svært ved at slippe papirforlæggets ekko.
I det hele taget er det sydmuren, der vender ned mod Valby Idrætspark, der er mest vellykket. Ud over Soten finder vi her den minimalistiske Mathias Malling Mortensen og den tegneserieagtige Anders Scrmn Meisner.
De tre maleres værker taler godt sammen, fordi de er ret forskellige i deres tilgang; de formår hver især at bruge både skalaen og bygningens eget udstyr, og som helhed tilføjer de en god oplevelse til hele bydelen. Især naturligvis for brugerne af boldbanerne, der nu har fået noget sjovt at kigge på, mens de tackler og skyder frispark.
Mere trægt på siderne
På øst- og vestsiderne af bygningen går det igen lidt mere trægt for de udstillende kunstnere: Kinga Bartis får noget sjovt ud af farvemæssigt at arbejde mod hallens vedbend, mens de tre billeder i »Bauhaus-Smøgen« har mere end svært ved at finde en mening i tilværelsen.
Anton Munars grønne felt klarer det bedst, fordi hans billede – måske ubevidst – også integrerer facadens åbninger og skygger, mens Martin Paaskesens ubehjælpsomt tegnede hest og Anna Blume Stahns boldpiger mest ligner skitser, der er blevet forstørret langt ud over deres potentiale.
Det er i det hele taget ikke så nemt det dér med at placere kunst ude i verden. Den tyske kunstner Joseph Beuys (1921-1986) sagde engang noget om, at det kræver mod at ville belemre hele verden med sine æstetiske overvejelser – og det er nok en tanke, enhver streetartist in spe bør holde sig for øje.
Idé er et, eksekvering er alt
En dekoration af en kedelig betonhal kan synes som en oplagt idé, men eksekveringen kunne have været tænkt bedre igennem. Hele vejen rundt om bygningen er der et eller flere blanke betonelementer mellem de enkelte værker. Den mekaniske repetition af værker og betonfelter virker som en lidt slap løsning. Man kunne måske have opnået en langt større dynamik ved at lade værkerne kollidere og bestøve hinanden. Der er noget selvmodsigende ved »respektafstanden« holdt op mod gadekunstens – tilfældigt – smadrevorne »in your face«-attitude.
Kommunen har støttet projektet, og kunst er principielt altid godt, men irriterende og utaknemmelig må jeg nøjes med at være halvbegejstret denne gang, og jeg håber, at både kurator, kunstnere og kommune vil sparke lidt hårdere til løgsovsen næste gang, de får eller tager chancen.
