»Plakaterne med kun bogstaver er virkelig nedladende over for vælgerne«

Torben Weirup anmelder Det Konservative Folkepartis valgplakat. Han er ikke imponeret.

Konservative
Læs mere
Fold sammen

Dagens plakat er noget nær den mest ligegyldige type, der findes.

Nogle vil måske prise sig lykkelige over at slippe for de photoshoppede kandidatbilleder eller partiernes infantile reklame-slogan. Men alligevel. Et bogstav?

Det Konservative Folkeparti er ikke ene om at forurene byrummet med plakater, der blot viser et bogstav og så partifarven. Enhedslisten gør det, og Det Radikale Venstre benytter sig også af varianten med den minimalistiske valgplakat, der ikke engang kan siges at spille subtilt på en kunstretning i 1960erne, der reducerede alting til det mindst mulige.

Måske er det en service til os, der er lidt langsomme og tunge i det? En hjælp til selvhjælp, når vi står ensomme i valgboksen med en blyant og tænker: »Hmm, er det nu ved C eller Ø, jeg plejer at sætte mit kryds? Hvad skal jeg dog stille op?«

Og så er det måske, man tænker på, at man da så et bogstav på en plakat over for Hovedbanegården. Men hvad var det nu for et?

Plakaterne med kun bogstaver er virkelig nedladende over for vælgerne, og med mindre der ligefrem er videnskabelige undersøgelser, der kan påvise det modsatte, må det siges at være spild af pap og plads. Så meget desto mere, som det nok kan være sjovt og sammenholdsagtigt at hænge plakaterne op.

Mens det – hvis det går, som det plejer – godt nok tager laaaang tid at få dem fjernet.