Pippi, Plys og priser

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag er det Nobeldag, Alfred Nobels dødsdag, 10. december, dagen, hvor nobelpriserne i det ene og det andet (bortset fra fredsprisen, som nordmændene tager sig af) bliver overrakt i Stockholm af hans svenske majestæt, med efterfølgende storslået middag og fest og det hele.

Denne lørdag i december vil blandt andet udmærke sig ved, at det er dagen, hvor Bob Dylan ikke møder op for at modtage sin nobelpris i litteratur, og det kunne godt friste mig til at gentage min tidligere påstande om, at 1, det var en misforståelse at pege på netop ham frem for alle mulige fantastiske rigtige forfattere, og 2, at han sikkert selv ville føle sig utilpas med på den måde at blive hædret for noget, han ikke er.

»Hvad sagde jeg?«, kunne jeg finde på at sige, men det vil jeg ikke. Ikke nu. I stedet for det sædvanlige brok, herunder mit brok  over alle de geniale voksenforfattere, der gennem tiden er blevet skammeligt forbigået til nobelprisen i litteratur, vil jeg bruge (det meste af) spaltepladsen i dag på det forhold, at ingen børne- ungdomsforfattere nogensinde har modtaget verdens største litterære hæder.

Det er bare ikke i orden synes jeg, og det hjælper ikke rigtig på det, at de kære svenskere siden 2003 har uddelt en endog meget stor børne- og ungdomslitteraturpris, der meget passende hedder Astrid Lindgren Memorial Award.

Tværtimod, vil jeg næsten sige. Initiativet er velment, men det er jo indlysende nok også med til at cementere en opfattelse af børne- og ungdomslitteraturen som værende noget helt for sig. Som noget, der skal puttes i reservat i stedet for bare at være en genre blandt andre, en genre, der ligesom alle andre genrer kan give sig udtryk i alt fra det jammerligste til det  mest geniale, og som regel er hverken det ene eller det andet.

Astrid Lindgren Memorial Award er, sagt på en anden måde, Det Svenske Akademis alibi for aldrig nogensinde at råde bod på nogle af deres største forsømmelser. De forsømmelser, nemlig, der ligger i, at  man aldrig fik hædret nogle af verdenslitteraturens fineste forfattere, herunder britiske A.A. Milne (Peter Plys) og den allerede nævnte Astrid Lindgren, mens de endnu var så meget i live, at de kunne være rejst til prisoverrækkelsen i Stockholm (eller for Astrid Lindgrens vedkommende have nøjedes med at tage bussen).

Nå, men Peter Plys lever (også i en forvansket, kommerciel og rædsom Disney-version, men det er en anden historie), og Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter lever, og de vil leve, så længe der er nogen, der læser rigtig litteratur. Det kan hverken den ene eller den anden pris eller mangel på samme lave om på, og det er så det opbyggelige i alt det her: At priser trods alt ikke betyder alt.

Bob Dylan vil stadig være Bob Dylan, selv efter sin uklædelige nobelpris, og James Joyce vil stadig være det 20. århundredes største modernistiske forfatter, selv om han var for sær og uartig til at være kandidat, mens tid var. Mod kunsten kæmper selv nobelpriser forgæves.