I en ny bog »Forbrydelsens ansigt« fremgår det, at Thorvald Stauning i 1903 blev taget af politiet efter besøg hos en luder Pipita. Hun fik 90 dages tvangsarbejde, mens Stauning gik fri. Sagen kom aldrig frem og har ikke været kendt før nu. Historikere mener, at sagen, hvis den var kommet frem, meget vel kunne have fået betydning for Staunings karriere.

Thorvald Stauning blev taget på fersk gerning i 1903. Han havde været inde en halv time hos Ane Johanne Petersen, der var luder og gik under navnet Pipita. Politiet tog Stauning med til forhør, hvor han identificerede sig som folketingskandidat og formand for cigarsorterernes fagforening. Han var i Aarhus for at deltage i Socialdemokratiets 10. kongres. Sagen endte brutalt. Pipita blev fængslet og hendes benægtelser nyttede ikke noget. Hun fik i sidste ende 90 dages tvangsarbejde og skulle selv betale for sagens omkostninger. Stauning gik fri.

Meget alvorlig sag

Bogens ene forfatter, historikeren Poul Duedahl, siger: »Sagen var meget alvorlig, og hvis den var kommet frem, så mener jeg, at den ville have fået betydning for hans karriere.«

Hvordan det?

»Prostitution var et meget betændt emne netop i de år. I 1901 var tilladelsen til at holde bordel blevet ophævet. Straffen var fængsel eller forbedringsarbejde indtil 2 år, og i 1906 blev den lovbeskyttede prostitution ophævet, hvorved prostitution og bordelvirksomhed blev kriminaliseret,« siger Poul Duedahl.

Så Stauning begik intet ulovligt i 1903?

Poul Duedahl: »Nej, men var sagen kommet frem, så havde Stauning stået moralsk svagt, og man skal huske på, at han var gift og derfor endnu mere sårbar.«

Så man ikke lidt stort på bordelbesøg dengang?

»Nej, det gjorde man faktisk ikke. Politikeren Jacob Scavenius måtte i 1891 gå af som kirkeminister, fordi det kom frem, at han besøgte ludere og under Alberti-sagen blev det også nævnt som belastende, at han besøgte løse fruentimmere,« siger Poul Duedahl.

Den moralske lobby

Lars Andersen er historiker ved Aarhus Universitet, og han har bl.a. skrevet om politikeren Jacob Scavenius. Han bekræfter, at en af hovedårsagerne til, at Jacob Scavenius gik af, var rygterne og en retssag om Scavenius brug af ludere: »En lobby bestående af moralister på højrefløjen og biskopper pressede regeringslederen Estrup til at fyre Scavenius i 1891. Man mente, at man kunne kræve en højere moral af kirkeministeren end af andre.«

Ville det krav om højere moral også kunne ramme en socialdemokrat?

»Det tvivler jeg noget på, og det seksuelle aspekt ville næppe have fået betydning for Staunings placering i partiet. Men alvorligere mener jeg, at det sociale aspekt af sagen var. Socialdemokratiet havde også behandlet spørgsmålet om prostitution, fordi den ramte de fattige piger. En sag, hvor den prostituerede fik 90 dages tvangsarbejde, var meget alvorlig, og hvis det var kommet frem, at hun blev dømt på Staunings tilståelse, og at han intet gjorde for at hjælpe hende, så tror jeg, at det ville have belastes ham.«

Politiet havde foruden Stauning også observeret formanden for de danske fagforeninger og folketingsmedlem Martin Olsen hos Pipita. Martin Olsen var dengang et betydelig større navn end Stauning. Af politiets arkiv fremgår det, at de to havde nøgle til Pipitas lejlighed, så Poul Duedahl formoder, at de var faste kunder hos Pipita. Netop i 1903 udgav Georg Brandes skriften »Sædelighedsfejden«, hvor han samlede op på års debatter om fri kærlighed, ægteskab og prostitution. Emnet var hedt, men det var Staunings kærlighedsliv også.