I Pedro Almodóvars film »Tal til hende« er der en øm og foruroligende drøm. En mand er blevet formindsket, så han kan gå tur på en nøgen kvindes bløde former. Op og ned ad bryster, hen over maven og videre ned. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i biografsalen – det var i 2002 – smilede og tænkte »arj, dét gør han alligevel ikke,« men jo, det gjorde han alligevel.
Ned til kussen, der åbnede sig som en gotisk porthvælving omgivet af hår. Manden kravlede ind. Sygt nok. Men det er især de små hår, der bliver ved at fascinere mig – mystiske og symmetriske og ikke spor hår-agtige. Som gummiagtige håndtag.
Jeg kommer til at tænke på scenen fra »Tal til hende«, når talen falder på Pipilotti Rist, for hun kan på samme måde få en til at se på kroppens mystik med nye øjne – og omslutte en.
Den schweiziske video- og installationskunstner er blevet et af de hotteste navne på den internationale kunstscene med shows på bl.a. MoMA i New York og Hayward Gallery i London, og alle steder er det ultra-nærbilleder af kropsdele, der dominerer. En armhule under vandet, eller hår, der sjasker iltert ned over kameraet. Tæer på et par opadvendte ben. Disse fragmenter af anatomi kaster hun op på galleriernes vægge fra gulv til loft, så skalafornemmelsen går fløjten. Forinden ælter hun det sammen i klipperummet, så ethvert spor af fortælling eller personlighedsforankring bliver udvisket.
Pipilotti Rist er 100% sansning. Man kan godt prøve at analysere værkerne rationelt, men i deres form kalder de på, at man først og fremmest lader sig desorientere og opsluge.
"Den schweiziske video- og installationskunstner er blevet et af de hotteste navne på den internationale kunstscene med shows på bl.a. MoMA i New York og Hayward Gallery i London, og alle steder er det ultra-nærbilleder af kropsdele, der dominerer. En armhule under vandet, eller hår, der sjasker iltert ned over kameraet. Tæer på et par opadvendte ben. "Rasmus Brendstrup
Krible-krable-land
Som barn elskede jeg at ligge i græsset eller et blomsterbed og forestille mig et eventyr i skala 1:200. Hvor blomster blev til træer, og sten til klipper. Pipilotti minder mig om, hvor magisk den transformationen af verden, som kameralinsen kan lave, er. Nu hvor fantasien som voksen bliver brugt på alt mulig andet.
Pipilotti Rist hylder den barnlige fascination uden selvbeskyttende ironi, og det ser man alt for sjældent i kunstens verden i dag. Sit fornavn har hun meget sigende lånt fra en vis frk. Langstrømpe (hun gik under navnet Lotti, indtil hun startede på kunstskole i Basel. I en årrække optrådte hun kun i interviews iført strikhuer med kvaster, anarkistiske rober og lagde i det hele taget afstand til galleriernes pænhed.
Humor er der derimod masser af.
I hendes MoMA-installation »Pour Your Body Out (7354 Cubic Meters)« må publikum træde nogle skridt væk fra videovæggen for at orientere sig i en slagmark af hudfolder. Først da – da en sprække åbner sig, og et øje kommer til syne – kan de se, hvor på kroppen vi er. Et andet sted, i en gulvprojektion, klipper hun brat fra en sanselig mund til et numsehul i ultra-close-up, ganske kort. Bare så man lige kan nå at skabe sin egen syntese af de to billeder.
Et andet fremmedgørende greb, Pipilotti Rists videovægge bruger, er spejlingen. Enkelt, men ret så genialt.
For når to videovægge sat sammen i L-form bliver nøjagtige spejlinger af hinanden, og kameraet samtidig er i konstant bevægelse, opstår der i sprækken mellem lærrederne nye former. Disse symmetriske former suger blikket til sig som en tragt, og de genkendelige motiver i billedfladen bliver på én gang abstrakte og konkret mystiske. Som boblende rorschach-klatter.
I spejlingen bliver krops-fragmenter til nye kløfter af menneskefolder og lemmer. Pipilotti og min hjerne – skillelinjen her er flydende – skaber foruroligende kropsåbninger, som ikke findes. Igen går mine tanker til »Tal til hende«. Altså når hudflapper og kød ikke lige bliver til menneskefarvede fabeldyr på vild flugt i begge retninger. Samtidig.
Det er ikke krop det hele. Pipilotti Rist elsker også at svømme rundt blandt alger, lade kameraet danse rundt blandt tulipaner, finde regnorme og udefinerbare væsker. Fællesnævneren er det organiske, flydende og farverige. Pink, blå, orange, grøn. I besnærende grad ligner det børnekalejdoskoper eller lavalamper i voksenstørrelse.
Besnærende er et vigtigt ord her. For Pipilotti har det med at kaste kulørt madding ud for så at sætte en krog i beskueren – og rykke til.
Drik mit hav, kys min lysning
Mit eget første møde med Pipilotti Rists kunst var »Sip My Ocean« (1996), og jeg kan stadig mærke arret efter krogen. Det startede lækkert og vægtløst, på eksotisk undervands-safari med koralspejlinger (gæt selv, hvad de minder om). På lydsiden smyger en feminin version af Chris Isaaks »Wicked Game« og ordene »I Don’t Wanna Fall in Love« sig ind i øret.
Men midtvejs i sangen kom der en andenstemme til, vistnok Pipilotti selv, nu uren og skinger. Mod slutningen skreg hun. Det tog hele opmærksomheden og gav lykkeøjeblikket et skær af desperation, virkelighedsflugt og uforløst sorg.
Når Louisiana den 1.marts blænder op for den første store Pipilotti Rist-udstilling på dansk grund i ti år, antydes det, at der skal sluttes en cirkel.
»Sip My Ocean« blev forudseende købt af Louisiana i 1996, og med udstillingstitlen »Kys min lysning« slås samme tone af femininitet, sensualitet og seksualitet an. Forvent projektioner på væg, gulv og loft, og forvent Pippilotti-farveladevægge, der lukker dig ind i en verden af væsker, dryp og materie. Kravl ind i mors mave, gå i frø, slæng dig på kunstnerens hjemmedesignede flydemøbler, mærk safterne stige. Slå sanserne til.
Bedre end Beyoncé
Et andet tilbagevendende træk i værkerne – og et som jeg personligt er mindre vild med – er den gnidrede video-æstetik. Siden debutværket »I’m Not a Girl who Misses Much« (1986), hvor Pipilotti danser semi-topløs, men uidentificerbar, bag slørende linjer af visuel støj, har hendes værk skrevet sig ind i en tid, hvor mediet var en del af budskabet.
Man kan sige, at disse maskinelle spor af 80’erne er med til at legitimere de uperfekte håndholdte makrooptagelser, og at det hele giver værkerne personlighed. En signatur. Men ligefrem a sovse en hel spillefilm ind i de billige farvemiks, vi kender fra MTVs tidlige år, er alligevel tæt på at være en æstetisk forbrydelse. Det er ikke desto mindre, hvad Pipilotti Rist gjorde i »Pepperminta« fra 2009.
Til gengæld ville jeg give meget for at se »Ever is Over All« (1997) i højopløsning, for det er en konceptuelt genial og kønspolitisk installation, som ikke ville tabe på at blive oplevet som smuk også.
I videoens venstre side går en kvinde iført kjole og høje hæle på fortovet med en langstilket blomst i hånden. I højre side ser vi samme blomstertype på en mark i karakteristisk ultranærbilleder. Wham! Kvinden smadrer et bilvindue med blomsten, valser videre og gør det samme med de næste biler.
Blomsten som våben er en kliché, men ikke når den er en camoufleret jernstang. Det amerikanske pop-ikon Beyoncé kopierede scenen til »Hold Up« i 2016, men brugte et aldeles ucamoufleret baseballbat, og så blev det egentlig bare et badass pseudo-maskulint statement, der tabte Pipilotti Rists elegance på gulvet.
Som få kunstnere bringer Pipilotti kvindeligheden frem i lyset – engang sågar bogstaveligt i form af en gigantisk lysekrone lavet af trusser. I hendes værk er der hængepatter og menstruationsblod, nydelse, afmagt og ensomhed, køkkenregioner og nedre regioner. Meget sjældent ser vi så meget som skyggen af en mand. Og det en væsentlig forskel mellem Pipilotti og Pedro Almodóvar: Det kønnede blik er og bliver kvindens eget. Det er hende, der fører kameraet nedad.
»Pipilotti Rist«
1.3. - 23.6.19
Louisiana
Gammel Strandvej 13, Humlebæk
