Pink Floyd udsender det første album i 20 år

På mandag udsender Pink Floyd »The Endless River«, der er det første album fra den kant i 20 år. Men hvad siger bandets meget forskellige album om de, der lytter til dem? Og hører du mon selv til i gruppen med angste teenagere eller B&O-sælgere?

Foto: REUTERS/Stephen Hird
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste bands kommer og går. Udgivelser, turneer, måske nogle hits. Så et brud eller en mere gradvis bevægelse ud i glemslen. Helt naturligt i en rockverden, hvor der hele tiden skal gøres plads til de nye navne og den nye lyd, som lyttere og musikselskaber er besat af.

Men der er få bands, der lever uden for denne cyklus. Næsten naturstridigt. Som gik en dinosaur gennem vores postpostpostmoderne verden. Og en af dem hedder Pink Floyd: Et levende levn fra en fjern fortid, hvor »psykedelisk« og »teatralsk« var plusord i rockbogen, og hvor plader ikke var plader, men »værker«. Præcis som i den klassiske musik, hvis aura af kunst og seriøsitet, de gerne ville låne.

På mandag er Pink Floyd så klar med deres første værk i 20 år. Hvem der egentlig venter på »The Endless River, ved jeg ikke helt. Tiden er en anden, og i vores accelererende kultur – som Douglas Coupland har kaldt det – hvor bøger, plader og film bliver gamle på et par måneder, ja, der virker det håbløst med endnu et udspil af den ekspansive, udsyrede og alligevel melodiske og bredt appellerende slags, som insisterer på fordybelse og på at blive set som et kunstværk. Sådan forestiller jeg mig i hvert fald, at »The Endless River« er.

De 30 sekunder med Dave Gilmours slikkede guitarguirlander, der er frigivet, lægger også op til det, ligesom coveret med sit billede af en båd og en rygvendt mand, der stager sig frem over et hav af skyer. Og numrene, naturligvis fordelt over hele fire pladesider, bærer suggestive titler som »Allons-y (2)« og »The Lost Art Of Conversation«.

Man aner sikkert sarkasmen i mine ord. Det er sådan set med vilje. Der er noget irriterende ved Pink Floyd. Noget prætentiøst, oppustet. Kunst med stort K. Og U og N og S og T, for den sags skyld. Men Pink Floyd har ikke desto mindre haft stor betydning for mig og alle andre, der har lyttet til rock i den moderne æra. Også for dem der hader dem, for Pink Floyd har nemlig farvet andre bands i så uendelig mange retninger – fra Radiohead over Daniel Lanois, Kate Bush og Queen til Spiritualized.

Det mest interessante ved Pink Floyd er nu ikke, hvem de har inspireret, at de har eksisteret siden Metusalems dage, kampen mellem avantgardisten Roger Waters og mainstreameren Dave Gilmour, eller at de så inderligt insisterer på at være mere end et rockband med megalomaniske aspirationer. Nej, meget mere fascinerende er de signalværdier, der synes knyttet til dét at lytte til Pink Floyd. At man bliver regnet for noget forskelligt alt efter, hvilket af deres værker, man lytter til. At man, med den franske sociolog Pierre Bourdieus term, indtjener eller taber »kulturel kapital«. Det er nemlig ikke sådan, at du per automatik – som hvis du lytter til Morrissey, Scott Walker eller Ramones – bliver cool i rockverdenen, hvis du siger, du lytter til Pink Floyd. Det synes langt mere nuanceret i deres tilfælde.

Er dit favoritalbum eksempelvis »Dark Side Of The Moon« fra 1973 er din troværdighed høj. Med »Time«, »Breathe, »Us And Them« og de øvrige kompositioner skabte Pink Floyd et album, der stadig emmer af integritet, og trods sine svimlende 50 millioner solgte eksemplarer stadig er et album, der signalerer alternativ kultur og et kritisk forhold til mainstream og bevidstløst forbrug. »Money« er således ikke en hyldest til mammon, men til den frie tanke og kunsten, og albummet er desuden, som skribenten Stephen Erlewine har gjort opmærksom på, blevet en »overgangsrite« for unge: Når popmusikken bliver for overfladisk, og voksenrocken venter, er »Dark Side Of The Moon« et af de album, forældrene giver deres drenge eller piger. En måde at invitere dem ind i deres rækker på. Som en art konfirmation.

Hvor »Dark Side Of The Moon« både er en overgangsplade og en album, der signalerer kvalitetssans, så er »The Wall« også det første, men bestemt ikke det andet. Det er godt at begynde med, som angstfuld teenager, men at være fan som voksen er lidt som at sige, man stadig læser Pixi-bøger. Det er en rockopera, hvor armbevægelserne og symbolerne er så store og let afkodelige, at alle kan være med. Og når det er sådan, og så mange ER med, mister et album sin troværdighed og anseelse blandt dem, der betragter sig som kendere. Simpel gruppelogik i det 21. århundredes populærkultur.

Prøv eksempelvis at sige til, at du æ-æ-ælsker »The Wall« til en fan af Pink Floyds debutalbum, »Piper At The Gates Of Dawn« fra 1967. Så skal du se et misbilligende ansigtsudtryk. For dem er Pink Floyd de tidlige år, hvor både Roger Waters og Syd Barrett stadig var en del af bandet, og Dave Gilmour endnu ikke den trojanske hest i deres midte. Uden ham var de i stand til at skabe et psykedelisk hovedværk i ikke bare 1960erne, men i hele musikhistorien.

»Piper At The Gates Of Dawn« signalerer, sammen med det et år yngre album, »A Saucerful Of Secrets«, den mest kvalitetetsbevidste Pink Floyd-lytter. Dem, man som fan af »The Wall« skal tage sig i agt for. Men hvor de vil sende nedladende blikke her, vil de ikke engang tage dig alvorligt, eller komme med et alenlangt, docerende foredrag om bandets tidlige, helt uvurderlige indflydelse på krautrocken og så videre, hvis du siger, at du holder af »A Momentary Lapse Of Reason« fra 1987. Eller af den ti år ældre »The Division Bell«. Det er sådan noget musik, B&O spiller i deres butikker og fra den indeværende æra, hvor David Gilmour – djævelen selv – styrer bandets rundt i en mere poleret og konventionel sound.

Men det er let at glemme, at nogle af Pink Floyds smukkeste øjeblikke faktisk er rundet af det konventionelle og af netop Dave Gilmour. Ja, hele »Wish You Were Here« fra 1975 var faktisk så fremragende, fordi Roger Water Waters og Dave Gilmour samarbejdede og bidrog med hver deres force, hvert deres mesterskab. Derfor er det mit favoritalbum. Men fordi de begge spiller ind og med, er det også et album med en blandet signalværdi. Med det brillante eksperimantalstykke »Shine On You Crazy Diamond« i ni akter, OG den underskønne, konventionelle »Wish You Were Here«.

Hvad det gør mig til, ved jeg ikke. Men noget er man altid, når man lytter til Pink Floyd. Det viser de fleste Pink Floyd-samtaler, man indlader sig på, og det viser meget af det, der er skrevet om bandet også. Det er en af de helt usædvanlige forhold omkring dem. At deres album har så forskellig signalværdi.Nu må vi så se, hvad »The Endless River« er for et størrelse. Og hvilken signalværdi, det får. Jeg gætter på, at de gamle »Piper At The Gates Of Dawn«-aficionadoer vil fnyse. Og B&O-sælgerne juble. Det er også sådan stemningen er på de sociale medier lige nu. Men som en Ken DaVinci skrev for et par dage siden i en alenlang kommentartråd på musiksitet stereogum.com: »Sælg ikke skindet, før bjørnen er skudt, det kunne også være deres bedste album nogensinde (usansynligt). Men hvad kan slå »Dark Side Of The Moon.«