Pige træd varsomt

Det hører til et ungt dansk pigeliv at være forelsket, men hvad gør man, når ens kærlighed er forbudt. Tyrkiske Sibel på 21 år er en af de piger, der forsøger at finde balancen mellem stiletter og tørklæde, fortid og fremtid.

Modelfoto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Rundt i Danmark udspiller der sig hver morgen et forvandlingsnummer med unge muslimske piger i hovedrollen. Når de træder ud af deres hjem, er de iført tørklæde, og selv i den varmeste sommertid er deres hud tildækket, men næppe er de ude af familiens åsyn og inde på skolen eller arbejdspladsen, før de går ud foran spejlene på toiletterne for at smyge fortiden af sig og tage nutiden på.

Nogle lægger bare en diskret makeup og beholder tørklædet på, mens andre springer ud i fuld krigsmaling, stramme bukser og nedringede bluser for så om eftermiddagen at trylle sig tilbage til det, som deres familie forventer, at de skal være. En ung muslimsk kvinde, som ikke må tiltrække mændenes blikke, og hvis blottede hud vil være et banesår på familiens ære og et signal om løssluppenhed og dårlig opdragelse.

De unge kvinder er det danske samfunds linedansere. De balancerer mellem fortidens krav og fremtidens forventninger. Mellem landsbyens traditioner og storbyens fristelser, sandhed og løgn, kvindekamp og undertrykkelse. Mellem Sharia og den danske lov, modernitet og middelalder, tvang og frihed, ære og skam, stiletter og burka, koranen og cosmopolitan, tørklæde og g-streng. Mellem forældre, der siger, at de aldrig må gifte sig med en dansker og en regering, der vedtager love, der gør det vanskeligt at gifte sig med én fra familiens oprindelige land.

Ikke mindst det sidste gør til tider balanceakten umulig, for det hører med til et ungt dansk pigeliv at være forelsket, men hvad gør man så, når ens kærlighed er forbudt? Det er lige her på denne sytrådstynde line, at tyrkiske Sibel på 21 år for tiden træder varsomt.

På den ene side er hun samfundets drøm om en indvandrerpige. Charmerende, livlig, begavet, student, fast arbejde i en butik og rapkæftet i en grad, så man får trang til at lette på hatten for en pige, der i den grad er tøs for sit tørklæde. At hun dertil er smuk helt ud over det sædvanlige, kommer hende ikke til skade. Desværre kan vi ikke vise et billede af hende. Hun ønsker at være anonym. Sibel er ikke hendes rigtige navn, men hun er forelsket, og hvis hendes forældre vidste besked, ville deres verden bryde sammen. Ingen muslimske døtre må have kærester før ægteskabet. De, der har, kommer i den muslimske verdens selvforståelse fra et hjem, der er ude af stand til at opdrage deres datter.

»De ville blive dybt ulykkelige og føle, at jeg havde svigtet, og det vil jeg ikke. For jeg elsker dem meget højt, og jeg respekterer dem for det, de har gjort for mig.«

Sibel og hendes kæreste har været sammen i tre år. De mødtes til en fest på en skole. Også han er muslim. En gang forlod hun ham for sine forældres skyld, og fandt en mand, som hun vidste var hendes forældres drøm om en mand. Hun forsøgte at gøre det til sin egen drømmemand, men det lykkedes ikke.

»Det går ikke uden kærlighed, og det accepterede mine forældre. De vil jo heller ikke have, at jeg skal leve uden kærlighed i mit liv.«

Så nu tror forældrene, at hun er alene igen. Men det er hun ikke. Hun er forelsket og tilbage hos sin forbudte kærlighed. Da hun først forlod ham, var han ved at blive ædt op indefra af sorg, men da han mærkede, at hun virkelig ville ham, tog han hende tilbage.

»Du skal tænke en uge, så du er helt sikker,« sagde hun. Men han behøvede kun tre dage. Til sommer vil hun fortælle sine forældre om ham, så de kan blive gift. Han vil gerne vente lidt, så han kan komme til hendes forældre med en eksamen og penge på lommen.

»Så håber han, at de vil acceptere ham, og at de ikke vil gøre oprør. Men så let bliver det ikke. Der bliver oprør under alle omstændigheder, så vi kan lige så godt tage slaget til sommer.«

Sibel insisterer. For hun vil have lov til at bo med ham, elske med ham og kunne gå i biografen med ham uden frygt for at blive opdaget.

»Mine forældre bliver ulykkelige, men de vil acceptere det med tiden. Det bliver de nødt til.«

Sibel bryder sig ikke om at være anonym som her. Hun vil gerne stå frem, kæmpe for sin kærlighed og retten til offentligt at stå ved den. Men forældrenes liv, og deres lykke skal ikke ofres for et princips skyld.

»Det er der ingen grund til. For jeg tror, jeg kan få min vilje ved at forberede dem og gøre det nænsomt. Det vil gøre livet bedre for os alle.«

Dobbelt bogholderi
Sibel balancerer ikke alene på linen mellem egne drømme og loyaliteten overfor forældrene. Hun går hånd i hånd med Fatima, Demeth, Jara og tusinder af andre unge kvinder. Deres verden er fyldt med forbudte følelser og ung kærlighed, og at bevæge sig ind deres univers er på en og samme tid en stærkt opløftende, dybt nedslående og helt igennem forvirrende oplevelse.

Opløftende fordi pigerne, som Berlingske Søndag har talt med, er børn af den danske selvstændighedsskole. De skal ikke have skolepengene tilbage. Deres udstråling dementerer gang på gang alle de stemmer, der over en kam skærer den unge muslimske kvinde ned til en undertrykt, tørklædepåtvunget, sagtmodig størrelse, der går tre skridt bag sin mand. Den mand, der forlanger, at de skal tage tørklæde på, gå tre skridt bag ham og tie, når han taler, må længere ud på den anatolske højslette for at finde sin kone.

Nedslående fordi det viser sig, at en lang række piger mentalt lever med et dobbelt bogholderi, hvor løgne, fortielser og angsten for at blive opdaget af en storebroder eller en fætter, når man kommer ud af biografen med sin hemmelige kæreste, gør dagene til et helvede af sort samvittighed og nætterne til et langt mareridt. Nedslående fordi det langt fra er alle piger, der er så stærke som Sibel.

Forvirrende fordi undertrykthed og selvstændighed går hånd i hånd med hinanden. Det kan godt være, at deres forældre er forankret i en fortid, der er fremtidens fjende, men pigerne ved godt, at forældrene brød op fra deres eget land for at give deres børn et bedre liv end det, de selv havde haft. Respekten for den opofrelse sidder dybt i pigerne, men samtidig er det også denne smukke loyalitet, der kvæler deres eget liv.

Forkerte forventninger
Ved første øjekast er der ingen tvivl om, hvad pigerne har gjort ved Danmark. De har gjort det smukkere, rigere, mere varmblodet, mere uforudsigeligt. Med deres brune øjne, deres viltre mørke hår, deres mørke lød, deres dramatiske udseende har den danske kvinde fået en ny og større dimension. Den danske sang er ikke længere kun en ung blond pige, og således kunne man tro, at den danske mand havde fået nye jagtmarker, de danske digtere nye drømmekvinder og det danske samfund nyt blod.

Men sådan forholder det sig ikke. Vi troede, at når de voksede op, så ville de frigøre sig fra religionen og landsbyen, hvor forældrene kom fra, og vi troede, at Fatima og Sibel med tiden ville blande blod med Jens og Lars, og at navne som Selda Olsen og Zeynap Hansen ville blive almindelige i telefonbogen.

Men det skete ikke. Pigerne bliver stadig hjemme, de holder sig væk fra den offentlige forlystelsesscene, de må ikke have kærester før ægteskabet, ikke have kærester som ikke er muslimer, og slet ikke kærester, som hedder Jens eller Lars eller som Selda på 17 år siger til Berlingske Søndag:

»Man må vælge mellem sin familie eller et dansk liv. Kombinationen er umulig. Jeg kan ikke gå på diskotek, drikke mig stiv eller få mig en kæreste. Går jeg ud og får en kæreste, så mister jeg min familie. Det er min baggrund, og det har jeg accepteret. Jeg har det faktisk fint med det, og hvis det ikke er et problem for mig, hvorfor er det så et problem for dig?«

Sådan siger de alle. Vi møder Selda sammen med en række veninder på Ishøj Handelskole. Det gør afgjort indtryk på dem, når man siger, at det mere er dem, der vender de danske drenge ryggen, end det er samfundet, der vender dem ryggen. Men deres svar er umuligt at argumentere imod.

»Den første skal være den sidste, og så skal han være muslim. Det siger vi allesammen om de mænd, vi skal have i vores liv. Sådan er det bare,« siger Selda.

Men i lighed med tusinder af andre unge muslimske kvinder, siger Selda også noget andet. Hun siger, at det ikke generer hende. At hun føler sig fri og ikke det mindste undertrykt. At hun har fuld frihed til at vælge, hvem hun skal gifte sig med, hvis han altså bare er muslim. At hun aldrig ville vælge en mand fra Tyrkiet, »fordi det ville være som at få et barn.«

Derfor generer den nye lovgivning, som er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, og som reelt forhindrer hende i at hente en mand i Tyrkiet, før hun er 28 år, overhovedet ikke.

»På en måde er lovene gode, fordi de hindrer at nogen tvinges, og på en måde er de dårlige, fordi de rammer helt tilfældige, som bare bliver forelskede på en ferie måske. Det svarer til, at en dansker ikke længere kan blive gift med en svensker. Hvad ville I sige til det? Men for mig har det ingen betydning. Jeg har det godt med det, for jeg ville aldrig gifte mig med en fra Tyrkiet. Han kender ikke Danmark og det danske samfund og det danske sprog. Han ville ikke engang kunne gå i banken.«

Sådan siger langt de fleste, som vi har talt med. Reel betydning har lovene ikke. Da Berlingske Tidende for tre år siden skrev artikelserien, »Det bliver i familien,« om tvangsægteskaber, kendte næsten alle pigerne til eksempler på tvangsægteskaber i familien eller blandt venner. Men uden at det videnskabeligt kan dokumenteres, så synes tvangsægteskaberne på vej ud af de unge kvinders liv. I nogle tilfælde har tvangen dog blot fået et nyt og lidt mildere ansigt. Eller som Sibel udtrykker det.

»Før i tiden kunne de tvinge en til at gifte sig med en bestemt. Det gør de ikke mere. Nu siger de bare 'nej', indtil man kommer med en, som de finder passende. Det har de gjort ved mig, og det er jo også en form for tvang.«

Tørklæder
Sibel ved det godt. Hendes tørklæde er under pres. Debattører og forfattere vil forbyde det, Dansk Folkeparti ser et forbud som en ny landvinding i partiets kamp mod islam, de konservative støtter dem, og ved en dansk domstol har supermarkedskæden Føtex netop vundet retten til at afskedige kvinder, der bærer tørklæde. I Frankrig har præsident Chirac anbefalet et forbud mod tørklæder, i Tyskland taler de også om et forbud, og hver dag bringer aviserne nye historier fra Europa, hvor tørklædet er genstand for konflikter.

I 13 år har Shazia fra Afghanistan på 25 år boet i Danmark. Engang imellem er der nogen, der kalder hende »sorte svin« og kigger ondt til hende og hendes tørklæde, men hun kan lide at være her. Vi møder hende iført makeup, neglelak og tørklæde.

»Det er fordi, jeg på en og samme tid vil være en del af det danske samfund og gerne passe min religion. Når vi nu er i Danmark, så er der nogle leveregler, som vi skal opfylde, og jeg vil også gerne se pæn ud. Men selvfølgelig skal jeg også passe min kultur og min religion.«

Hun er under uddannelse, så hun en gang kan få arbejde, men hvad nu hvis arbejdsgiveren ikke vil have hende, fordi hun tager tørklæde på?

»Ingen tvinger mig til det, men det er en del af min identitet, og jeg vil aldrig nogensinde tage det af. Det er min tro, og det betyder alt for mig. Det er racistisk, hvis man forsøger at tage det af os. Det er jo ikke mit tørklæde, jeg skal bruge til at arbejde. Det er mine hænder og mit hoved,« siger hun. Den opfattelse deler hun stort set med alle de andre unge muslimske kvinder.

»Min mor går med tørklæde, men jeg gør ikke. Jeg kan ikke være 17 år, og så slet ikke må være tiltrækkende,« siger Mehtap. Hun vil vente med at tage det på til senere i livet.

»Jeg vil tage det på, fordi en gift pige ikke må tiltrække andre. Men jeg vil ikke gøre det endnu. Så længe du ikke har et rent hjerte, så kan du ikke have dit tørklæde på, for du vil ikke kunne leve op til det.«

Hverken Mehtap eller andre fatter, hvorfor diskussionen i Danmark er blevet så omfattende, og det gør hende vred.

»Hvorfor pisker I det sådan op? Hvis I lod os være i fred, så ville folk slet ikke blive så ophidsede, og slet ikke gå med i alle de der muslimske klaner. Der fokuseres så meget på os muslimer, og man bliver truet med, at hvis man tager tørklæde på, så kan man ikke få job, og så kan folk ikke lide dig. Det eneste man får lyst til, når man hører sådan noget er, at tage tørklædet på.«

For pigerne er det ikke bare et spørgsmål om at tage tørklædet på. Mange af dem drømmer om at gå med det, men fraviger, fordi de ikke er i stand til at leve op til det. Det værste, de ved, er piger, der bærer tørklæde, men vanærer det, fordi de har for megen bar hud eller på anden måde er udfordrende klædt.

»De piger er falske. De svigter tørklædet. Hvis man tager tørklædet på, så skal man leve op til det. Man skal ikke være noget, man ikke er,« som pigerne udtrykker det.

Farlig kærlighed
»Hej,« lyder det stille i butikken, hvor Sibel arbejder. Det er hendes kæreste. Han har frokostpause og er taget over for at se til hende. Han er i midten af tyverne. En ung mand med et varmt og genert smil. Da han opdager, at hun står og taler med en journalist, skal han lige til at gå. Men hun insisterer på, at han bliver.

»Henter du mig ikke i eftermiddag,« siger hun, og han nikker genert. Det er Sibel, der fører an, og ham der følger med. Men når hun ser på ham, så man har indtryk af, at han kan gøre nogenlunde, hvad han vil, og hun vil alligevel tilbede ham. Hvis han altså gør, som enhver ung mand skal gøre, når han har en kæreste.

»Inviterer du mig så ikke ud at spise,« siger hun skælmsk, lidt kælent og ret insisterende, og da han tøver et sekund siger hun til Deres udsendte.

»Altså! Synes du ikke, han skal invitere mig ud? Han er blevet alt for sløv. Han inviterer mig aldrig ud mere,« griner hun nøjagtig lige så skælmsk og kælent, som før.

Det er vist nu, det er på tide at gå. Vi siger farvel.

De har endnu ikke rørt hinanden. For i forhold til offentligheden er deres kærlighed forbudt. Men de står i en butik, hvor man kan se ind. Et minut senere og set fra cirka 50 meters afstand ligner han en mand, der vil invitere hende ud i aften.

Men han ligner ikke blot det. De ligner et par, som har tænkt sig at spise sammen resten af deres liv.

Ikke fordi nogen har arrangeret det. Ikke fordi nogen har tvunget dem. Men fordi de sammen er på vej til at tage et skridt længere ud på linen. Derud, hvor de selv bestemmer.Næste artikel i serien

Linedanserne 2. juledag