Personlig lykke er ikke en ret

Kvinder (og mænd) burde bruge knap så mange kræfter på at jagte deres personlige lykke. Der er problemer, som skal løses. Børnene har brug for deres forældre. De muslimske kvinder har brug for ligestilling, mener Fay Weldon.

Fay Weldons nye roman »Kvinder på kur« handler om en gruppe kvinder, der mødes på et kursted. En af dem (Phoebe) er Fay Weldons yndling. Hun er nemlig forfatterens alter ego. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Fay Weldon er et lattermildt menneske. Selv har hun udtalt, at hvis hun var en mandlig præst, så ville hun være den fede, joviale type, der drikker for meget altervin og går i seng med husholdersken. Beskrivelsen er måske ikke den mest flatterende, men den virker ikke helt skæv. Fay Weldon er venlig, meget venlig og imødekommende – og hun afslutter hver en sætning med en indforstået latter. Det er lige før, man forventer, at den 77-årige brite vil banke i bordet, som var hun på en pub, når den næste lille latterbølge skyller ud af hendes mund.

Men mild er hun ikke. Hun har lagt sig ud med lidt af hvert, og hendes stil har altid været ligefrem. Patriarkatet er blevet hudflettet i hendes bøger og mændene latterliggjort. Hun har kritiseret islam og Vestens eftergivenhed over for fundamentalistiske religioner. Kvinder har fået besked på at være sødere mod mænd og tænke lidt mindre på sig selv.

»Jeg fastholder retten til at sige min mening,« klukker Fay Weldon velfornøjet.

Hendes nye bog »Kvinder på kur« handler selvfølgelig om kvinder. En hel gruppe af dem. Kvinderne mødes under et ophold på et eksklusivt spa-hotel, hvor de udvikler et venskabeligt forhold og betror deres personlige historier til hinanden. Blandt dem er en anerkendt forsker, der må udgive sig for at være sygeplejerske for at få en mand på krogen. Trofæ-hustruen, der er lige er sluppet ud af et græsk fængsel efter et dramatisk opgør med sin mand nummer fire, en ejendomsmægler med et neurotisk forhold til fast ejendom og en manicuredame, der skal giftes med en saudiarabisk prins, som har holdt hende indespærret i sit palads. Fælles for dem er, at de er kvinder.

Mental hovedrengøring
Bogen er i bogstaveligste forstand en form for hovedrengøring.

»Mit hoved er stoppet med livshistorier. At skrive denne roman har været en god måde at få dem ud af hovedet på, så der bliver plads til noget andet,« griner Fay Weldon, som har kaldt sine bøger for en perverteret form for dagbog, fordi personerne i hendes romaner låner deres karaktertræk og historier fra forfatteren selv og fra mennesker i hendes omgangskreds.

Fælles for kvinderne i den nye roman er også, at de fleste af dem på klassisk Fay Weldon-vis har et hyr med at leve i harmoni med sig selv og det modsatte køn. Men i modsætning til tidligere tider kan ansvaret ikke placeres på mændenes skuldre – hverken af kvinderne i bogen eller af kvinder i det virkelige liv.

»Kvinderne vandt kønskampen. De kan ikke længere bebrejde mænd, at de utilfredse med deres liv. Det er et stort tab, for vi kvinder bliver aldrig tilfredse,« griner Fay Weldon.

Den britiske forfatter er godt tilfreds med, at kvinder har fået magten over deres eget liv. Men når man løser et problem, opstår der et nyt.

»Engang var mænd lykkelige på bekostning af kvinder. I dag er kvinderne også frie til at jagte deres egen lykke, men der er ingen, der bekymrer sig om børnene. I dag gifter folk sig igen og igen i jagten på personlig lykke, og det falder dem ikke ind at tænke på, at deres børn måske ikke er så glade. Kvinder, der går ind i et nyt forhold er tilbøjelige til at tro, at deres børn er en del af dem og deler deres følelser, men det er langt fra altid tilfældet,« mener Fay Weldon, der heller ikke er imponeret over de forhold som to fuldtidsarbejdende karriereforældre byder deres børn.

Kibbutzbørn
Fay Weldon kalder fænomenet for kibbutzbørn, fordi der i kibbutz-kollektiverne tidligere var tradition for, at børnene boede sammen i børnehuse, mens fællesskabet sørgede for deres opvækst.

»I dag bliver børn opfostret af staten, fordi forældrene har travlt med deres arbejde. Det er ikke holdbart, men vi vil ikke se det i øjnene, fordi der ikke findes en let løsning. Meget få mennesker har lyst til at være hjemmegående, fordi det er så kedeligt,« siger Fay Weldon, som ikke drømmer om at skrue tiden tilbage. Hun mener bare, at det kan blive bedre – og at vi bør gøre noget ved det.

Det kan blive bedre, mener Fay Weldon. For eksempel hvis både mænds og kvinders arbejdsuge blev kortere.

Neofeminist
Fay Weldon har aldrig betragtet sig selv som en helt rigtig feminist. I løbet af årene er hun også begyndt at lange hårdere ud efter kvinder. Blandt andet i selvhjælpsbogen »Sådan bliver kvinder lykkelige«, hvor hun i grove træk opfordrer kvinder til at stoppe klagestrømmen, være rarere mod mænd og lade være med at brokke sig over, at de ikke får nok orgasmer. I dag betragter hun sig selv som en neofeminist, der ikke kun kæmper for kvinder, men også for mænds og børns lykke og værdighed.

»Jeg ser ikke længere mænd som en undertrykkende kraft i forhold til vestlige kvinder. I dag skal feminismen rettes mod Mellemøstens kulturer. Feministerne skal ikke bekymre sig alt for meget om ligeløn, for det slag er næsten vundet. I stedet skulle de rette opmærksomheden mod kvinder fra andre kulturer, så vi alle sammen kan leve sammen under ordentlige forhold. Muslimske kvinder skal tjene deres egne penge, så de ikke længere er afhængige af mændene,« mener Fay Weldon.

Stemplet som islamofob
Fay Weldon figurerer på Muslim Public Affairs Committees liste over islamofobiske skribenter og er også blevet udråbt til islamofob i den britiske debat. Det begyndte i 1988, hvor Salman Rushdie fik en fatwa på halsen efter udgivelsen af »De sataniske vers«. Fay Weldon bakkede ham op og udtalte, at koranen ikke er et fornuftigt digt at basere et ordentligt samfund på. Samtidig kritiserede hun det britiske samfund for at behandle indvandrere som andenrangsborgere. Det skabte en masse ballade. Hun mener, at Vesten lider af en berøringsangst overfor islam i en sådan grad, at det kan sammenlignes med eftergivenheden overfor Hitler i 1930erne. Selv er hun kristen. Hun mener, at kristendommen opmuntrer til tvivl og udfordrer folk til at tro, mens islam ikke tillader tvivl og stener folk til døde, hvis de ikke tror nok.

Fay Weldon er godt tilfreds med kritikken.

»Det er blevet moderne at være enormt tolerant og forstående, men alt er ikke lige godt. Jeg vil fastholde retten til at sige, at kristendom er bedre end islam. Men det er ildeset. Selv den kristne kirke har svigtet os og fører en fredelig dialog med en religion, der har et verdenssyn, som vi bør kæmpe imod og angribe. Vi skal stå op for vores værdier og principper,« siger Fay Weldon, som mener, at kvindefrigørelsen indirekte er delvist ansvarlig for den »slatne holdning«:

»Samfundet er i dag præget af kvindelige værdier som fred, tolerance og forsoning. Men måske kan tingene ikke løses på den måde. Samfundet savner testosteron til at angribe islam med masser af attitude, handlekraft og beslutsomhed. Jeg kan ikke se, at man skal være tolerant overfor islam. Islam tillader ikke frihed. Islam tillader ikke, at man sætter spørgsmålstegn ved noget,« mener Fay Weldon.

Imens »Kvinder på kur« er blevet oversat til dansk, har Fay Weldon skrevet en ny roman, der udkommer i Storbritannien i starten af september. Den handler om ondskabsfulde steddøtre.

»Alle steder hørte jeg kvinder beklage sig over deres ondskabsfulde steddøtre. Det er et nyt sociologisk fænomen, som er vores tid har skabt. Folk gifter sig igen og igen, og stedfamilier bliver født. Fordi mændene i modsætning til tidligere har nære forhold til deres børn, opstår der en konflikt, når døtrene konkurrerer med deres stedmødre om farens opmærksomhed. Og mændene er blevet tilbøjelige til at tænke på deres døtre, før de tænker på den person, som de deler seng med for tiden,« mener Fay Weldon.

Efter Fay Weldon har fået steddøtrene ud af sit hoved, synes hendes hoved tomt.

»Der er noget deroppe. Jeg ved bare ikke hvad. Det skal nok komme.«