Per Fly: Der er meget angst på en filmoptagelse

Per Fly har overvundet hashmisbrug, panikangst og et meget omtalt filmflop. »Jeg har lært at klare problemer ved at stille mig med ryggen mod muren,« siger den 54-årige filminstruktør, der er premiereaktuel med »Monica Z«.

»Vi behandler Monica Zetterlund som en karakter i en fiktionsfilm, der er baseret på et virkeligt liv,« fortæller Per Fly om filmen »Monica Z«. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stadig en jysk tilbageholdenhed i den 54-årige filminstruktør Per Fly, når det handler om at fremhæve sig selv. Det har de mange år i den københavnske filmbranche ikke lavet om på.

Så når Per Fly siger til Berlingskes interviewer, at han betragter sig selv som en god fortæller, er det næsten som om, at det er noget, han også vil overbevise sig selv om.

»De fleste filminstruktører har en kulturel baggrund. Jeg har selv en arbejderbaggrund, og det har ført til, at jeg i mange møder med kulturfolk har følt, at jeg ikke hørte hjemme og ikke slog til. Men jeg ved, at jeg kan lide at fortælle historier. Det er en rolle, jeg gladeligt påtager mig, og derfor tror jeg, at mine film er blevet set af mange mennesker,« siger Per Fly.

Det gælder i særlig grad Per Flys nyeste film »Monica Z«, der har dansk premiere på torsdag. Filmen er en klassisk biografisk filmfortælling om den svenske jazz-sangerinde Monica Zetterlund, der i slutningen af 1950erne rejste fra små kår i Värmland med drømmen om en musikkarriere i Stockholm i bagagen. Her slog hun igennem med sine blide svenske fortolkninger af jazz-standarder, så det kunne høres helt til New York, hvor hun senere spillede med Bill Evans og hang ud med Miles Davis.

Fly har skildret den tidlige fase af Zetterlunds karriere med omhu for periodens detaljer, fra rutebiler til strutskørter og solbriller med vinger, altsammen kærligt fanget i bløde lyssætninger af filmfotograf Eric Kress. Monica Zetterlund bliver spillet (og sunget) af den musikalske Edda Magnason, der har en usædvanlig lighed med den afdøde sanger – lys og nordisk som vintersol.

»Jeg ville gerne lave en tilgængelig film, en film som føltes attraktiv. Det var det, jeg sagde ja til, da jeg tog imod opgaven – jeg sagde selv ja til det attraktive,« siger Per Fly.

Indfaldsvinklen er mere kontroversiel, end man skulle tro ved første øjekast. Det er alment kendt i afholdslandet Sverige, at Monica Zetterlund blev svært alkoholiseret i løbet af sin karriere, der også var præget af et stormfuldt forhold til medierne og til mændene. Sangerinden brød med sine forældre og fik ikke skabt et lykkeligt forhold til sin egen datter, som hun konstant led af dårlig samvittighed over for. Sangerindens lange deroute endte i en dødsbrand, der formentlig var forårsaget af rygning i sengen.

Den uhyggelige brand er ikke med i filmen, der i stedet slutter med en symbolsk flyvetur henover Stockholm-kvarteret Söder. Zetterlunds alkoholisme er med, men da filmen er koncentreret omkring de tidligste karriereår, har den endnu ikke nået sin mest destruktive fase.

»Jeg vil ikke kalde det et skønmaleri, men jeg har gjort hendes liv skønnere end det sorte, sorte sted, det endte med at blive. Jeg har villet ære hendes virkelige liv, men jeg har også villet ære hendes myte. Jeg har villet mindes hendes skaberkraft og hendes sexethed. Jeg ville gerne vise de omkostninger, hendes succes havde, men jeg ville ikke have, at filmens skulle slutte med branden. Det havde i mine øjne været at vise disrespekt for det musikalske værk, hun efterlod,« siger Per Fly.

Svenskerne har kunnet lide Per Flys balancegang mellem virkelighed og myte. Det er halv million solgte billetter i Sverige et håndfast bevis for, og Svenska Dagbladets anmelder Karoline Eriksson brast i gråd, da hun så filmen, som hun fandt trykkede på alle de ømme punkter.

Filmens færdige manuskript blev til i et samarbejde mellem Per Fly og svenske Peter Birro, der havde skrevet et første udkast, inden den danske instruktør kom til projektet.

»Vi behandler Monica Zetterlund som en karakter i en fiktionsfilm, der er baseret på et virkeligt liv,« siger Per Fly.

Det betyder, at nogle af de berømte episoder fra den virkelige Monicas liv er blevet redigeret ud. En af fornøjelserne ved »Monica Z« er dens tjekliste-galleri af svenske og udenlandske berømtheder som Beppe Wolgers, Hasse Alfredson og Tage Danielsson, Bill Evans og Miles Davis. Sidstnævnte dukker op i et kortvarigt glimt i en scene fra New Yorks jazzklubber, og Per Fly optog også en scene der skildrede det første berømte møde mellem den barske baggårdskat Miles Davis og den milde svenske sangfugl. Monica Zetterlund overværede en af Davis-kvartettens berømte klubkoncerter og fik sendt en strøm af drinks til sit bord af trompetisten. Bagefter mødtes de backstage, og der falmede Miles Davis’ charme betydeligt ved hans første ord til Zetterlund: »I wanna fuck you!«.

»Da jeg senere så scenen i filmens sammenhæng kunne jeg se, at den først og fremmest var en anekdote, der ikke føjede noget til helheden. Og så røg den ud,« siger Per Fly.

I instruktørens egen livsfortælling er »Monica Z« et vendepunkt. Det er første gang, at Per Fly arbejder uden for Danmark (men ikke den sidste, da en af hans førstkommende film bliver produceret i USA som det første projekt fra den nystiftede danske instruktørsammenslutning Creative Alliance). Det er hans første film, efter at han afsluttede sit mangeårige samarbejde med filmselskabet Zentropa og produceren Ib Tardini. Samtidig er »Monica Z« hans første succes efter, at hans karriere tog et overraskende dyk med den svært tilgængelige film »Kvinden der drømte om en mand« fra 2010. Men først og fremmest kommer »Monica Z« som et nyt kapitel efter nogle år med alvorlig krise i instruktørens eget liv. Undervejs med optagelserne og klipningen af »Kvinden der drømte om en mand« var Per Fly på hospice i Odder for at besøge sin storebror, der blev stedse mere svækket af en kræftsygdom – en bror der havde betydet meget for instruktørens egen kunstneriske udvikling.

Dagen efter brorens begravelse, skulle Fly lukke klipningen på »Kvinden der drømte om en mand«, og fornylig døde Per Flys forældre, der trods deres arbejderbaggrund havde sporet deres børn ind i kulturens verden med deres egen interesse for litteratur og læsning.

»Det har været en hård og mærkelig proces at komme igennem. Midt i klippearbejdet følte jeg, at alt var under kontrol. Det gav fuldstændig mening for mig at fordele tiden mellem at være sammen min bror og at sidde ved klippebordet. Det var først bagefter, at jeg indså, at jeg stod midt i et psykisk kollaps,« siger Per Fly.

Krisen blev understreget af, at »Kvinden der drømte om en mand« blev Per Flys første fiasko. Hvor hans tidligere film »Bænken«, »Arven« og »Drabet« samt hans TV-serie »Forestillinger« ramte en næsten bergmansk kombination af folkelighed og finkultur og trak et stort dansk publikum til, brød hverken anmeldere eller publikum sig om »Kvinden der drømte om en mand«.

»Min kone (skuespilleren Charlotte Fich, red.) siger, at min krise er kommet med i filmen, men jeg kan ikke selv se det. Jeg har faktisk ikke set filmen siden premieren,« siger Per Fly.

Det var imidlertid ikke den første krise, instruktøren havde befundet sig i. I 1980erne var han del af det århusianske musikmiljø og fik der tillagt sig et hashmisbrug, der pludselig løb fra ham, og som resulterede i en mangeårig kamp med tilbagevendende panikangstanfald.

»Det kom til at styre meget. jeg kunne i perioder ikke køre i bus eller sidde i en biograf. Jeg var så bange for, at folk skulle gennemskue mig. Jeg forstod ikke, hvad det var, og var bange for at søge hjælp. Havde bare en følelse af, at jeg skulle dø,« siger Per Fly.

Ikke desto mindre lykkedes det ham at fordybe sig i en række ambitiøse kunstneriske projekter ved siden af sit rockband, blandt andet en teaterforestilling på Gellerup scenen, som han selv skrev manuskript og musik til. Det var efter denne forestilling, at hans kone kom hjem med ansøgningspapirerne til Den Danske Filmskole, hvilket blev endnu et vendepunkt i Per Flys liv. Undervejs lykkedes det Per Fly at finde sin egen måde at tackle angsten.

»Jeg oplevede, at jeg kunne få ro ved at lade angsten komme i stedet for at undgå den. Jeg fandt ud af, at jeg kunne hjælpe mig selv ved at stille mig midt i angsten,« siger Per Fly.

Arbejdet med panikangsten hjalp ham tillige i det ofte komplicerede arbejde med skuespillere. Her fandt han ud af, at det bedst kunne betale sig at konfrontere de løbende problemer, der opstår på optagestedet, upfront.

»Der er meget angst på en filmoptagelse. Jeg er angst for at have overset kritiske momenter i optagelserne, og skuespillerne er angste for at ikke at slå til, når vi ruller. Men for mig handler det om ikke at havne i et spil, hvor man styrer uden om at italesætte problematiske punkter i manuskriptet eller i skuespillet,« siger Per Fly.

I øjeblikket har instruktøren flere projekter i støbeskeen end nogensinde før. Han skriver i øjeblikket på en TV-serie for DR sammen med »Borgen«-forfatteren, Jeppe Gram, hvor det er målet at åbne den finansielle verden op for publikum på samme måde, som »Borgen« blev et kig ind bag Folketingets kulisser.

Og længere ude i fremtiden venter det helt store filmprojekt, som på sin vis fuldender den cirkel, som Per Fly påbegyndte, da han forlod sin barndoms arbejderkvarter uden for Skive. Produceren Meta Louise Foldager har overtalt ham til at stå for filmatiseringen af »Den store kamp«, der er Martin Andersen Nexøs fortsættelse på »Pelle Erobreren«. Denne historie er tredie del i Nexøs bøger om Pelle, hvor Bille Augusts film var første. I tredje bog er Pelle blevet etableret som funktionær på en fabrik, men da de store arbejdskonflikter bryder ud i hovedstaden, bliver han tvunget til at vælge side.

»Med min baggrund forstår jeg godt, hvorfor jeg er blevet valgt til at instruere netop den historie,« siger Per Fly, der beskriver den kommende film som en universel historie om solidaritet.

Som de fleste film, der beskriver forgangne afsnit af historien, bliver det en stort anlagt film, der skal finansieres i ren række lande, heriblandt (Øst)Tyskland, hvor Martin Andersen Nexø også boede og havde en stor stjerne. Som ved alle foregående af Per Flys film, vil problemerne komme og gå, men instruktøren ved i dag, at det er en del af processen. Så når problemerne kommer, vil han ikke vende sig bort, men gå dem imøde.

»Jeg har lært ikke at være bange for at stille mig selv midt ud i problemerne. Og nogle gange skal man bare have ryggen mod muren for at komme videre,« siger Per Fly.

»Monica Z« har dansk premiere den 20. marts.