Pennalhuset på Vesterbro

Hovedbanegården med Panoptikonbygningen til venstre, den berygtede baraklandsby på det gamle jernbaneterræn i forgrunden til venstre og på den modsatte side af Vesterbrogade det nyåbnede Hotel Astroria mellem Reventlowsgade og den åbne jernbanegrav. Foto 1935, København før og nu, bd. IV. Fold sammen
Læs mere

Der må aldrig anlægges togskinner tværs over Vesterbrogade! Så kontant var meldingen fra Magistraten til DSB, og det var et forbud, der gav anledning til uoverstigelige vanskeligheder, da det i slutningen af 1800-tallet stod klart, at byen havde behov for en ny og større hovedbanegård. Men en løsning blev alligevel fundet, og den var i al sin enkelhed genial: Man lagde jernbaneterrænet i en grav, således at alle tog til og fra Nordsjælland kørte under gaden, og på den måde undgik jernbanen at komme i konflikt med den øvrige trafik. Indvielsen af den nye banegård fandt sted med pomp og pragt i 1911, og på den modsatte side af Vesterbrogade fik den gamle banegårdshal et nyt liv som biografteater.

Det var ikke fordi, der manglede hotelsenge på Vesterbro, men det var indlysende, at et fornemt turisthotel i international klasse ville være en passende nabo til den nye hovedbanegård. Men hvor? Ud mod Bernstorffsgade lå den gamle Panoptikonbygning, og mellem Reventlowsgade og den åbne banegrav var der så lidt plads, at det umuligt kunne lade sig gøre at opføre et stort hotel på denne smalle grund. Restauratør Viltoft, der forpagtede Hovedbanegårdens restaurant, mente nu, at det alligevel var værd at prøve, og arkitekt Ole Falkentorp påtog sig den umulige opgave at lave tegninger til et moderne luksushotel på den kun fire meter brede grund. Så begyndte balladen. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse sendte harmdirrende protester til de ansvarlige myndigheder, men efter heftige og langvarige debatter på rådhuset blev der trods alt givet tilladelse til at opføre en bygning på dette sted. Og aldrig havde man set noget lignende. Ingen plads var der så at sige i stueetagen, men det problem blev løst ved hjælp af jernbeton og arkitektonisk fantasi: Tre meter oppe over fortovet foldede huset vingerne ud i hele sin længde, og på den måde blev der alligevel skabt rigelig plads inden døre.

Det krævede ekstraordinære tilladelser fra byggemyndighederne, men også det fandt sin løsning. Københavnerne fulgte vantro med, mens arbejdet stod på, og allerede inden Hotel Astoria stod klar til at tage imod de første gæster i april 1935, var bygningen i folkemunde blevet udstyret med adskillige øgenavne: »Sovevognen« og »Strygejernet« gik dog hurtigt i glemmebogen, men »Pennalhuset« overlevede i adskillige tiår. Astoria blev med det samme et af byens fine hoteller, og »Den Gyldne Sal« blev mødested for den del af Københavns forretningsverden, som ikke bare tålte, men ligefrem yndede at blive set i dagens klare lys. En anden og mere lyssky del af forretningslivet udfoldede sig i de år på den modsatte side af Vesterbrogade. Her havde DSB haft rangerterræn, men det var blevet opgivet i forbindelse med opførelsen af den nye hovedbanegård, og i årene efter første verdenskrig var der lidt efter lidt opstået en baraklandsby, hvor det var almindelig kendt, at man døgnet rundt kunne købe alt mellem himmel og jord, og hvor hverken politiet eller toldvæsenet skulle lede længe for at finde noget at beskæftige sig med.

I forbindelse med hotellets tiårs jubilæum blev det i 1945 afsløret for offentligheden, at der meget snart skulle graves en tunnel under Vesterbrogade i forlængelse af Reventlowsgade, således at man undgik det farlige gadekryds. En rigtig nyhed var det nu alligevel ikke, fortalte arkitekt Falkentorp. For det projekt havde han personlig kendt til i årevis, og på hotellet så man med begejstring på planerne. Så manglede man bare at få lagt et låg over det grimme hul foran Hovedbanegården på den anden side af huset, men det ville nok også snart blive en realitet. For det havde man allerede længe talt om. Ingenting skete imidlertid, bortset fra at baraklandsbyen i midten af 1950erne blev afløst af mere eksklusive forretningsejendomme. Men i foråret 1986 hændte der endelig noget. Hotel Astoria var blevet renoveret for ikke mindre end syv mio. kroner, og da trafikminister Arne Melchior var blevet indbudt til at holde åbningstalen, benyttede han lejligheden til at komme med en sensationel nyhed: Det åbne hul mellem Frihedsstøtten og Hovedbanegården ville være overdækket i løbet af et par år. »Vi skal skaffe det beløb, en sådan overdækning koster, inden vi skal fejre 200-året for Stavnsbåndets ophævelse i 1988,« sagde han til de mange tilstedeværende.

Det er snart 30 år siden. Ting tager tid.