Pelle erobrer ikke rigtigt Østre Gasværk Teater

Halvhjertet musikteater: Hvorfor skal de overhovedet synge i det nyrenoverede Østre Gasværk Teaters store åbningsforestilling, dramatiseringen af første del af historien om Pelle Erobreren?

Slavenatur: Thomas Bo Larsen er et lyspunkt som den ynkelige Lassefar, der ikke evner at gøre oprør - det må sønnen Pelle efterhånden tage sig af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Natasch Thiara Rydvald

Har instruktøren Katrine Wiedemann egentlig haft lyst – sådan rigtig lyst – til at sætte sceneversionen af Martin Andersen Nexøs første roman om Pelle Erobreren op på Østre Gasværk Teater? Ligger stoffet egentlig overhovedet synderligt godt for hendes sceniske fantasi, der oftest trives bedst, hvis hun kan bevæge sig i grænselandet mellem drøm og virkelighed, stræbe efter at nå op til de store klassikeres tankeudfordrende, halvt mystiske himmelrum i dragende billedfortællinger? Den socialt indignerede, folkeligt brede proletarfortælling fra det stenede Bornholm i slutningen af 1800-tallet er en enkel, grum fortælling om små, jordbundne mennesker, der kæmper en ulige tilværelse mod udbytternes undertrykkelse, indtil hovedpersonen har mod og styrke til at sige fra og tage sin skæbne i egne hænder – det er jo lige før, det er det moderne velfærdssamfund, alt det, der siden kom til, som den nykonfirmerede landarbejdersøn og indvandrerdreng Pelle Karlsson vandrer ud til, når han endelig forlader den slavegård, han og hans far, den vege, alkoholiserede Lassefar, ellers har haft et usselt udkomme på.

»Behøver de overhovedet at synge, tænker man.«


En historie, hvis socialrealistiske tone tilsyneladende ikke rigtig har kunnet fyre op under Katrine Wiedemann, som også virker noget famlende over for det åg, man på Østre Gasværk Teater har valgt at presse ned over fortællingens klare scener og simple dialog: musicalsange. Dem vender vi tilbage til.

Hjertevarm Thomas Bo Larsen

I hvert fald er den stort anlagte indsats  på det i øvrigt flot og smagfuldt nyrenoverede Østre Gasværk Teater blevet en forestilling, der har svært ved for alvor at overbevise i det krævende rum. Ikke fordi handlingen – også kendt fra Bille Augusts filmatisering – ikke fungerer på scenen med sin enkle, men stærke fortælling. Heller ikke fordi Thomas Bo Larsen ikke er en glimrende, hjertevarm og vittigt givet Lassefar, som puster sig op med svulmende brystkasse og knyttede næver i forlængelse af de strakte arme, for så hurtigt at tabe pusten og kravle tilbage i sin kurv. Ensemblet fordeler sig også fint på Maja Ravns jordbunke-scenografi med det enkelte beckettske træ, der stikker op af den utaknemmelige jord, i skabelonagtige roller som fæle udbyttere og sadistiske medløbere eller fattige, men utilfredse ofre for feudalsamfundet.

Nogle lykkes endda med at få det til at se ud, som kæmpede de for en bedre sag: Stine Prætorius lægger for eksempel en masse neurotisk lidenskabelighed i den forpinte gårdejerfrue, der går rundt som et andet spøgelse oppe på øverste svalgegang. Både Signe Egholm og Kaya Brüel får sat lidt krudt i deres roller som landlige fattiglemmer. Og ved premieren var Julian Horta Meier Clausen en køn, men også noget dresseret Pelle.

Behøver de synge

Alligevel samler forestillingen sig aldrig rigtig til det, den skal være: en stor forestilling, der indtager hele gasværket. Der er noget klemt, halvhjertet og sært stivebenet over den. Og som musikforestilling er »Pelle Erobreren« ærligt talt ikke meget bevendt i sin ikke helt færdige blanding af folkemusik og moderne musicaltoner leveret med skiftende stemmekvalitet. Behøver de overhovedet at synge, tænker man, eller er det efterhånden blevet et krav for at få masserne ind? Ikke alene sætter sangene handlingen i stå, de bidrager også til at sentimentalisere den historie, der i forvejen balancerer på kanten af tåreperseren, hvor barsk beretningen end også er. Og sangteksternes en-til-en-udlægning af det, der foregår, er ikke lige lykken. Har instruktøren vidst, at musikken var i vejen? Er det derfor, sangene nu er tonet så meget ned, at de nu næsten bliver væk? Det virker sådan. Så fik man set det med: det modvillige musikteater.

»Pelle Erobreren« efter Martin Andersen Nexøs roman. Dramatisering: Annika Kofoed. Musik: P-O Nilsson og Dreamers' Circus. Oversættelse. Karen-Maria Bille og Karen Hoffmann. Instruktion: Katrine Wiedemann, Scenografi: Maja Ravn. Østre Gasværk Teater til 9. december.