Peder Madsens Gang

Selv om man uden problemer kunne spadsere gennem attenhundredtallets København på en halv times tid, var der skarpe skel mellem de forskellige kvarterer, man passerede.

Det gamle København

Der var naturligvis de såkaldt pæne gader, og der var også de mindre pæne. Og så var der endelig de helt slemme. Det var de gader, alle kendte, men som man ikke talte om. Simpelt hen fordi selv navnet kunne virke anstødeligt. Og så kaldte man dem »smågaderne«. Den dybere betydning, var kendt af enhver.

Til denne kategori hørte Peder Madsens Gang. I mere end 125 år har den ikke eksisteret, og dog vedbliver den at trænge sig på med sit eget kapitel i byhistorien.

Før der overhovedet blev formuleret regler for husenes placering i bybilledet og for deres indretning som bolig for mennesker, var der ingen grænser for, hvor tæt der blev bygget. Det var problematisk nok for dem, som boede ud til de snævre gader og stræder, men det var langt værre for alle dem, der måtte tage til takke med baghusene. Herinde bag de pæne facader strakte de såkaldte gange sig - smalle gyder på tre meters bredde. Dem var der mange af, og som regel havde de fantasifulde navne: Diderich Fyhrens Gang, Didrik Badskjærs Gang, David Skolemesters Gang, Prammandens Gang, Smedens Gang og Fiurens Gang.

Og så var der altså Peder Madsens Gang, som strakte sig fra Østergade til Grønnegade, der hvor vi nu finder Ny Østergades fornemme forretningsstrøg. Ikke meget ved vi om manden, men det står dog klart, at Peder Madsen var en velhavende og tro undersåt i Christian IVs hovedstad, og at det er ham, der har lagt navn til lokaliteten. Det er ikke noget smukt eftermæle, og allerede i 1675 søgte den adelige frue Else Parsberg om ret til at lukke Peder Madsens Gang med den begrundelse, at »der kun bor skarns folk, og at gaden ikke gør nytte til andet end at skjule så mange skarns folk, som, når de gør klammeri på gaderne, da retirerer derind«.

Der skulle imidlertid gå 200 år, før den ønskede sanering blev gennemført. I guldalderens København var der præcis fem skridt ind gennem porten fra den fornemme Østergade nr. 20, hvor Svaneapoteket havde adresse, til denne lastens hule. Her havde byens aller fattigste klumpet sig sammen med tyve og røverpak og naturligvis et uoverskueligt kontingent prostituerede. I det mindste indtil bordellerne officielt blev lukket i 1869.

Hvor meget dette løftede moralen eller den almindelige sociale standard, kan ingen vide. Utugten trivedes nemlig glimrende under dække af mange påfund, som Hans Edvard Nørregaard-Nielsen har gjort opmærksom på: »Pæne folk sagde ikke bordel, men »Contoir«. I guldalderens København var der mange piger, der sad på kontor.«

I anden halvdel af attenhundredtallet, efter at byen havde lagt chokket over koleraepidemien bag sig, stod det klart for de mest oplyste, at der var en nøje sammenhæng mellem boligstandarden og den almindelige sundhedstilstand. Og hvis nogen tvivlede, kunne man pege på en undersøgelse fra Peder Madsens Gang, som viste, at ud af 80 børn, der var blevet født i gaden i perioden 1866-70, nåede kun de 19 at fylde fem år.

Ud over at være rammen om en ufattelig social elendighed, udgjorde stedet også en tikkende bombe under byens almene sundhedstilstand. Tyfus og andre smittefarlige sygdomme kunne herfra sprede sig, og nogle af byens læger begyndte at slå til lyd for, at kommunen greb ind. Det var der imidlertid ingen tegn på. Initiativet kom fra det private erhvervsliv med industribaronen C.F. Tietgen i spidsen. Han havde i 1872 været medstifter af Det kjøbenhavnske Byggeselskab, som i en håndevending købte stort set alle de gamle ejendomme mellem Peder Madsens Gang og Kongens Nytorv med henblik på nedrivning. På fire år blev hele området forvandlet til det moderne citykvarter, vi ser i dag. Ny Østergade og Hovedvagtsgade opstod som brede forretningsstrøg, og på torvet blev d´Angleterre hovedstadens internationale hotel.

Et par ejendomme fik konsortiet imidlertid ikke fat i. De lå langt inde i Peder Madsens Gang, hvor der var en lille lysning mellem murene. Smøgen hed Pistolstræde, og den har af uransagelige årsager overlevet helt til vore dage. De gamle huse i strædet er nu istandsat, så de lever op til moderne standard, men stedet har stadig en atmosfære af svunden tid. Det eneste sted i byen, hvor man kan ane, hvordan de gamle gange har set ud.