Paul Simon: 70 år og still going strong

I dag fylder den amerikanske sanger- og sangskriver Paul Simon rundt.

Den berømte sanger/sangskriver Paul Simon fylder 70 den 13. oktober 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: JON LEVY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan man tænke sig en sangskriver og sanger, der har præget den amerikanske sjæl så rent, så enkelt og begavet som Paul Simon?
Næppe, end ikke Elvis eller Bob Dylan kan på det område måle sig med Paul Frederick Simon, eller bare Paul Simon, som i dag fylder 70 år. Stadig lige så levende og i vigør som nogensinde, senest demonstreret på dette års strålende »So Beautiful Or So What«, der har bragt ham på landevejene (desværre ikke på de danske).

Kikker man forbi de amerikanske TV-stationer med mellemrum, kan man stadig være heldig at høre Simon begejstret fortælle om sit forhold til musikken, se og høre ham spille et Elvis-cover, bare lige for at demonstrere en pointe. Men Paul Simon er selvfølgelig meget mere end amerikansk, simpelthen fordi han har skrevet en nogle af alle tiders smukkeste sange.
Har Paul Simon som oftest syntes klejn bag sine store guitarer, er det intet tilfælde. Der skal store, smukke instrumenter med klangbund til, når sangskrivningens kunst udfoldes på hans niveau.

Det er umuligt at liste alle de mange fabelagtige sange, han har på sin samvittighed på denne plads. Fra sin tid sammen med skolekammeraten Art Garfunkel, som Paul Simon mødte som elleve-årig og begyndte at synge- og lave musik med to år senere, fremhæver fødselaren selv »Bridge Over Troubled Water«, »The Boxer« og »Mrs. Roobinson« som sine hovedværker.

Men at han er mest stolt over sit virke i eget navn, har han aldrig lagt skjul på. Ganske naturligt, Simon & Garfunkel skete i grove træk fra Paul Simon var 21-28 år. Naturligvis plus en lang række genforeninger, ikke mindst ved den historiske koncert i New Yorks Central Park den 19. sept. 1981, hvor en halv million bysbørn nynnede med.

Paul Simon er søn af jødiske immigranter fra Ungarn. Faren var musiker, moren underviste i musik. Som barn elskede han sport, især baseball som han har bevaret en livslang kærlighed til, men reelt ville han aldrig andet end følge i forældrenes musikalske fodspor. Da Paul Simon var teenager arbejde han en overgang i en skobutik, det er det eneste andet job, han nogensinde har haft. Et kort ophold på jurastudiet, var netop ikke andet end det.

Musikkens tiltrækning var dengang (som nu) simpelthen så stærk, at Paul Simon med den største selvfølgelighed lærte sit publikum at kende med hatten i hånden på gaderne i Paris og på beskedne pubber i England inden »Sound Of Silence« vendte op og ned på hans liv. Og på musikhistorien.

På sin store dag kan Paul Simon, der tillige har været involveret i alt fra film- og teaterproduktion til diverse velgørenhed, se tilbage på imponerende 12 Grammy-statuetter, et utal af andre, ærefulde priser og et albumsalg på omkring 150 millioner eksemplarer (»Graceland« er med ca. 15 mill. eks. Simons mest solgte soloalbum).

Boks:
Simon & Garfunkels tidlige idoler var the Everly Brothers. Derudover var Simon interesseret i Woody Guthrie og Lead Belly.
Har været gift tre gange, deriblandt med skuespillerinden Carrie Fisher. Med sin nuværende kone, sangerinden Edie Brickell (1992-), har Paul Simon tre børn. Derudover en søn fra sit første ægteskab med Peggy Harper.
Paul Simon er indlemmet i Rock’n’roll Hall Of Fame både som solist og som medlem af Simon & Garfunkel.

Simon overvejede længe at kalde klassikeren og signatursangen til filmen »The Graduate« med Anne Bancroft og Dustin Hoffman for »Mrs. Roosevelt« i stedet for »Mrs. Robinson«.