Paul McCartney var en hyggeonkel på slingrekurs

Paul McCartney har skrevet flere gode sange på syv år i The Beatles end i sin 48-årige solokarriere. Det understregede hans ujævne fredagskoncert i Royal Arena.

Det var ret tydeligt, at hovedparten af de fremmødte helst ville høre de velkendte Beatles-numre og derfor virkede lidt forvildede i mødet med det brogede bagkatalog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag aften var der lagt op til moden rockfest i Royal Arena med populærmusikkens store hyggeonkel, Paul McCartney. Først blev salen varmet op med kitschede remix af 60’er-sange og über-nostalgiske, pangfarvede udklip fra The Beatles-fotoalbummet på storskærm, og så kom han pludselig slentrende ind fra højre.

76 år gammel og med grånende manke, afslappet hvid skjorte og denim, masser af musikalsk gåpåmod og en noget blandet pose musikalske bolsjer.

Det er et tungt åg, McCartney bærer rundt på, for uanset hvor godt han leverer numrene fra solokarrieren, der siden 1970 immervæk har budt på 17 studiealbum, så funkler Beatles-sangene, skabt i syv umenneskeligt produktive år fra 1963-70, næsten altid stærkere.

Denne aften var setlisten nogenlunde jævnt fordelt mellem disse to kategorier, og uagtet hvor sympatisk den gemytlige og joviale brite fremstod på scenen med sin blanding af tillært dansk og engelsk og anekdoter fra et langt liv i showbusiness, så var det også lidt af en rodebutik, hvor man som publikum kæmpede med at opretholde gejsten gennem de to timer og 45 minutter, det varede.

Meget sigende kom størstedelen af publikum først op at stå, da »Hey Jude« blev spillet som sidste nummer i den ordinære del af koncerten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen.

Det var ret tydeligt, at hovedparten af de fremmødte helst ville høre de velkendte Beatles-numre og derfor virkede lidt forvildede i mødet med det brogede bagkatalog.

Udlægget med »A Hard Day’s Night« lovede ellers godt. Ingen sniksnak, bare gas på røret og ild i den ikoniske melodi, der blev sparket ud over startrampen med solid bund fra hans fire backingmusikere.

Her var vi inde at pille ved grundstenene for moderne guitarrock, og de strålede ligeså klart, som første gang de blev sat sammen i 1964. Til gengæld gik der bulder, rabalder og udvendig guitarsololir i den på det efterfølgende »Junior’s Farm« – og dermed var slingrekursen for aftenens koncert lagt.

»Black Bird« blev præsenteret i ensom majestæt på et forhøjet podie, »Being for the Benefit of Mr. Kite!« var aftenens psykedeliske indslag og et herligt rundtosset karusseltrip, og på »Maybe I’m Amazed« blev de episke rockfaner foldet ud med pomp og pragt og McCartneys velkendte, hæse knæk på de høje toner.

Rockarkæologiske tørvetriller
Men for hver af disse stjernestunder fik man også den rock-arkæologiske tørvetriller »In Spite of All the Danger« (det første nummer McCartney og George Harrison skrev sammen i 1958 – der er en grund til, at det ikke er blevet en evergreen), den klæge ballade »My Valentine« (dedikeret til konen Nancy) og en skøjtende overfladisk udgave af »Love Me Do«.

Meget sigende kom størstedelen af publikum først op at stå, da »Hey Jude« blev spillet som sidste nummer i den ordinære del af koncerten. I et euforisk moment blotlagde det den kollektive musikbevidsthed i den enorme arena – det nummer har ligeså mange betydninger og følelser knyttet til sig, som der var mennesker tilstede.

»Meget sigende kom størstedelen af publikum først op at stå, da »Hey Jude« blev spillet som sidste nummer i den ordinære del af koncerten.«


Til gengæld kunne vi beholde armene over hovedet til ekstranumrene, hvor især en infernalsk udgave af mesterstykket »Helter Skelter« efterlod én groggy og med blodsmag i munden, og den afsluttende tretrinsraket med »Golden Slumber«, »Carry That Weight« og »The End«, placeret i samme rækkefølge som på albummilepælen »Abbey Road«, var en frydefuld kompositorisk rutsjebanetur, der understregede hvilket musikalsk geni McCartney er i sine bedste stunder.

Der var desværre bare lidt for langt imellem dem denne aften.

Paul McCartney, Royal Arena