Paul McCartney kommer til København

Beatles-stjernen vender tilbage til Danmark og giver koncert i Royal Arena.

Foto: Diego Vara

Paul McCartney kommer til Royal Arena i København fredag 30. november på sin "Freshen Up" tour, oplyser koncertarrangør Livenation.

Den britiske verdensstjerne udkommer med sit nye album ‘Egypt Station’ 7. september, og det er i den anledning, at den tidligere The Beatles-sanger, bassist og sangskriver kommer til København.

Billetsalget til den formentlige eftertragtede begivenhed starter fredag 31. august klokken 10.00, oplyser livenation. Der bliver et begrænsning på seks billetter pr. køb.

Dog oplyses det, at der vil være presale for Jyske Bank kunder allerede fra torsdag 30. august klokken 10.00 og 23 timer frem.

Priserne for at se legenden i Royal Arena vil svinge fra 650 kroner puls gebyr til 1.850 kroner plus gebyr.

Paul McCartney siger selv i en pressemeddelelse, at han glæder sig til at komme til den danske hovedstad.

»Jeg turnerede først i København med The Beatles, senere med 'Wings' og igen som soloartist, men min sidste koncert var for ufattelige 15 år siden. Vi har været tilbage til Danmark flere gange siden, og vi har altid haft så sjove oplevelser. Vi har opdateret showet siden vores sidste besøg, og vi er spændte på at spille nogle af vores nye sange fra det nye album samt de sange, vi altid elsker at spille. Så kom ned, vi vil gerne se dig, og vi vil rocke og feste med dig igen!,« siger han.

Paul McCartney offentliggjorde i sidste uge at han vender tilbage til landevejen med sin nye Freshen Up tour, der begynder i Canada til september.