»Pat betalte for spisendes plopopproppede flaske«

Nyoversættelsen af »Ulysses« er brillant. Men er de knap 800 svært læselige sider al besværet værd? Litteraturredaktøren tilstår, at det synes han ikke.

Jeg læste i den første gang kort tid efter gymnnasiet. Jeg forstod ikke så meget. James Joyces »Ulysses« var mere mærkelig end nogen anden roman, jeg nogensinde havde haft fingre i, og efter nogle kapitler gav jeg op.

Nogle år senere læste jeg den igen. Denne gang hele bogen. På dansk. I Mogens Boisens 1970-oversættelse. I et sommerhus. Ét kapitel om dagen. Så gik der igen nogle år, og så læste jeg Boisens version igen, og på et tidspunkt købte jeg en paperback-udgave på engelsk og læste også den, og nu har jeg læst Karsten Sand Iversens oversættelse, som lige er udkommet, og nu kan jeg med rimelig stor sikkerhed konkludere følgende: Hvis man læser »Ulysses« med noget, der bare minder om de forventninger, man normalt har til en roman, får man lyst til at kaste den fra sig i vrede og irritation. »Ulysses« er fyldt med uafsluttede sætninger, tankespring og digressioner, og den er også proppet med så mange indforståede henvisninger, at der - som James Joyce selv bemærkede - er arbejde nok til litteraturforskere 100 år frem. Hvis man ikke kan leve med dét, kan man lige så godt lade være med at gå i gang. Her er et tilfældigt valgt eksempel fra nyoversættelsen:

»Man skal have en vis fascination: Parnell. Arthur Griffith er en retlinet mand men han har ikke gnisten til den gemene hob. Eller skvaldrer om vort yndige land. Pølsesnak. Dublin Bakery Companys tesalon. Diskussionsklubber. At republikanisme er den bedste form for regering. At sprogspørgsmålet bør gå forud for det økonomiske problem. Få ens døtre til at lokke dem til ens hus. Proppe dem med mad og drikke.«

Det netop citerede er, ligesom så meget andet i romanen, noget, der foregår i hovedet på dens hovedperson, Leopold Bloom. Sådan går det side op og side ned, og hvis det virkelig er sådan, vi mennesker tænker, er »Ulysses« en af de mest realistiske romaner, der findes. Der er så bare tale om en realisme, der er så realistisk, at almindelig klarhed og sammenhæng forsvinder, hvilket fører til følgende spørgsmål: Er »Ulysses« overhovedet besværet værd? Det - og kvaliteten af nyoversættelsen - vender vi tilbage til om lidt.

Først noget om romanen. I store træk.

Det hele foregår i Dublin. Datoen er 16. juni 1904. Den dag, der i dag er kendt som Blooms-day. Den centrale skikkelse i de første tre kapitler er Stephen Dedalus, der var hovedperson i James Joyces foregående roman, »Portræt af kunstneren som ungt menneske«. Han bor i et gammel tårn ved havet sammen med den medicinstuderende Buck Mulligan. Han underviser på en skole. Han har dårlig samvittig over måden, hvorpå han behandlede sin gamle mor på på dennes dødsleje. Og så videre. Og så er vi hos hr. og fru Bloom, det er morgen, Leopold Bloom køber en nyre til sig selv (han elsker indmad, også til morgenmad) og han kigger på en ung kvindes brede hofter, da han går hjem igen fra slagteren, og han laver te til konen, Molly hedder hun, og Leopold ved, at Molly er ham utro. Han går detaljeret på lokum. Han går til vennen Paddy Dignams begravelse, han tænker på sin søn, Ruby, der døde som spæd, han møder Stephen Dedalus et par gange. Om aftenen går de begge på bordel, Stephen bliver fuld. Romanen slutter med Mollys berømte og indimellem tindrende smukke indre monolog, der slutter sådan her, med et lige så tindrende »Ja«:

»... og så bad jeg ham med øjnene og spørge igen ja og så bad han mig ville jeg ja sige ja til min bjergblomst og først lagde jeg armene om ham ja og trak ham ned til mig så han kunne mærke mine bryster duftende ja og hans hjerte hamrede helt vanvittigt og ja sagde jeg ja jeg vil Ja.«

Sprogligt sker der altså overdrevent meget, men på overfladen sker der , som antydet, kun lidt. Det, vi læser om, er alt i alt en ikke særligt bemærkelsesværdig dag med en ikke særligt bemærkelsesværdig hovedperson, og det er just pointen, for hvad enten man elsker »Ulysses« eller ej, så er det almindeligheden, romanen handler om: Det almindelige liv, skildret i 18 kapitler og struktureret efter det store klassiske helteepos »Odysseus«, med Leopold Bloom som den omkringvandrende (anti)helt og med alskens henvisninger til handlingsgangen hos Homer. En hverdags-odyssé, kunne man sige. Med en ganske almindelig mand i hovedrollen. En mand, som man, hvis man ellers får læst sig igennem hele romanen, når at være mere inde i hovedet på end i stort set alle andre romanfigurer til alle tider. En mand (og hans hustru), hvis mest intime behov og kropsfunktioner lægges blot på en måde, der for sin tid var så grænseoverskridende at James Joyce måtte til Paris for at få romanen udgivet. Hans frelsende engel var Sylvia Beach, der ejede den stadig eksisterende boghandel »Shakespeare and Company«. Hun udgav bogen i 1922.

Glæden ved at arbejde med ord

Men som allerede antydet: Det kræver hårdt arbejde at nå frem til de »frække« steder i »Ulysses«, og hvis den indimellem er obskøn - eller var obskøn - er det obskønitet for folk, der virkelig kan læse indenad. Her er nogle linjer, hvor Leopold Bloom sidder på stranden, han har flirtet på afstand med en ung kvinde, han har onaneret, mens han flirtede. Han tænker: »Det her våde er meget ubehageligt. Klæbet fast. Godt forhuden ikke er trukket tilbage. Hellere løsne.

Av!«

Nyoversættelsen? Den er lydhør, brillant. Karsten Sand Iversen deler åbenlyst Joyces glæde ved at arbejde med ord. Som i 11. kapitel, hvor Mogens Boisen skriver »Pat betalte for gæstens flaske med knaldproppen: og over bakken med glas og flaske med knaldprop hviskede han, før han gik, skaldet og plaget, med Miss Douce,« mens det hos Karsten Sand Iversen bliver til det mere legende og bogstavrimende »Pat betalte for spisendes plopopproppede flaske: og over ølglas, bakke og plopopproppet flaske før han gik hviskede han, skaldet og stokdøv, med miss Douce«. Og hvor Mogens Boisen lader James Joyce skrive om »det pungstrammende hav«, vælger Karsten Sand Iversen - som han selv gjorde opmærksom på i et interview i Berlingske forleden - at oversætte ordene til »det skrotum-skrumpende hav.« Hvorfor? Fordi det er bedre, sjovere, mere præcist. Den slags er der talrige eksempler på.

Om Karsten Sand Iversens oversættelse generelt er mere præcis end Boisens 44 år gamle bud vil jeg helst ikke gøre mig klog på. Den er i hvert fald mere musikalsk, den rammer bedre ånden i værket, uanset hvad, for musikalsk og legesyg er »Ulysses« også. Al dens sværttilgængelighed til trods.

Men igen: Er den al besværet værd?

Jeg må tilstå, at det synes jeg ikke. Jeg elsker James Joyces novellesamling »Dubliners«, og jeg er vild med hans »Portræt af kunstneren som ungt menneske«, der også er modernistisk, tankestrømmende, men som på en helt anden måde end »Ulysses« kommer læserne i møde. Uden på nogen måde at lefle for dem.

Med »Ulysses« forholder det sig anderledes. Lige så meget man kan beundre Joyces stilistiske kunnen, hans vid, hans obskøne mod, hans lærdom, lige så meget ligner »Ulysses« en blindgyde: Et overdådigt, men langt hen ad vejen også hovedpinefremkaldende stykke modernisme på henved 800 sider, hvorfra der kun fører to veje. Én, der går tilbage til en højere grad af tilgængelighed, og én, der går endnu mere til yderligheder. James Joyce gjorde det sidste, da han 17 år efter »Ulysses« udgav romanen »Finnegans Wake«. Han gik til yderligere yderligheder. Hvis »Ulysses« er svært læselig, er »Finnegans Wake« ganske og aldeles u-læselig. Ja, den er. Ja.

Karsten Sand Iversens oversættelse af James Joyces »Ulysses« er udkommet på Rosinante og er på 796 sider, inklusive oversætterens note. Pris: 449,95.

Læs et uddrag her