»Pasta, parfume og golf er homo«: Må man bruge »homo« som skældsord i børnefilm?

I både Kim Fupz Aakesons børnebog »Jeg er William« fra 2013 og filmatise­ringen af denne optræder ordet »homo.« Mange gange. Men ikke til at beskrive seksuel iden­titet. Ordet bliver brugt om alt, den karikerede onkel finder negativt, irriterende eller frastødende.

»Jeg har et princip om, at jeg ikke vil lancere bandeord, som børn ikke kender til i forvejen. Og jeg ved, at det her er derude i forvejen. »Homo« er et solidt og neutralt ord efterhånden, som Morbror Nils har fået galt i halsen engang i 70erne. Det udstiller karakteren og ikke homoseksualitet,« siger Kim Fupz Aakeson, som i 2013 skrev bogen »Jeg er William.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er homo at bruge penge på bussen. Golf, pasta og parfume er homo. Det er homo at hænge sig i sin mors skørter, når man er en stor dreng. Og det samme er lommepenge.

Der er meget, der er »homo« i Kim Fupz Aakesons børnebog »Jeg er William,« som er aktuel som spillefilm i landets biografer. Men det er ikke det gode, det positive eller det dejlige, der er homo. Det er i stedet det, man helst vil undvære, og det vækker harme.

Lars Henriksen, forperson for Copenhagen Pride, kritiserer i et Facebook-opslag filmen og bogen for at bidrage til mobning og hverdagshomofobi.

Filmen er rettet mod børn, og Lars Henriksen mener, at det bidrager til at opretholde et krænkende sprogbrug i stedet for at underbygge en inklusionskultur. Man griner af homoerne og bruger deres identitet som skældsord.

»Jeg er William« har premiere i dag, fredag den 21. december, og er instrueret af Jonas Elmer. Fold sammen
Læs mere

Det er vigtigt at understrege, at bogen og filmen udstiller karakteren Morbror Nils for sin måde at tale og handle på, siger forfatter til bogen, Kim Fupz Aakeson. Mod slutningen bliver opførslen påtalt og stoppet af karakteren William. For det er ikke sådan, han mener, at man skal opføre sig og tale til hinanden. Moren er heller ikke længere en »kolbøtte,« som Morbror Nils yndede at kalde hende. Hun er psykisk syg.

»Jeg har virkelig skrevet mange upassende karakterer i årenes løb. Voldelige ægtemænd, gangstere, lejemordere og what not. Og jeg sikker på, at der ikke er nogen, der ser filmen og tænker, at man gerne vil have Morbror Nils som onkel. Han er jo ikke nogen Mads Mikkelsen med lyssværd,« siger Kim Fupz Aakeson:

»Jeg har et princip om, at jeg ikke vil lancere bandeord, som børn ikke kender til i forvejen. Og jeg ved, at det her er derude i forvejen. »Homo« er et solidt og neutralt ord efterhånden, som Morbror Nils har fået galt i halsen engang i 70erne. Det udstiller karakteren og ikke homoseksualitet.«

Kim Fupz Aakeson mener, at »det er en gråspurv, der bliver stillet foran kanonen.« For virkeligheden i skolegården er anderledes barsk, ufiltreret og ufriseret. Han har også til gode at få henvendelser fra forargede folkeskolelærere og forældre, der mener, at »Jeg er William« opfordrer til krænkende sprogbrug.

»Der er ikke nogen, der har sagt: »Hvad fanden har du gang i?« Enten er det fordi, de ved, at der eksisterer et værre sprogbrug, eller fordi de bruger bogen til at tale om, hvordan man taler til hinanden,« siger han.

Diskussionen er mere principiel end som så, mener han. Spørgsmålet er, om vi skal fortælle om den verden, vi drømmer om, eller fortælle om verden med de problemer, den har.

»Vi skal ikke være så håndsky, at vi ikke tør røre ved noget, som er upassende og forkert. Det er den håndskyhed, der gør, at noget børnekultur simpelthen er så fladt. Der opstår en afgrund mellem, hvad børn oplever, og hvad de ser i film,« siger Kim Fupz Aakeson:

»Børn har rigeligt med »våben« i forvejen.«

Marianne Rathje, sprogforsker ved Syddansk Universitet, har forsket i bandeord og deres plads i danske TV-serier. Hun er sikker på, at brugen af ordet kommer til at præge publikums sprog, selv om hun nævner, at der allerede findes mange varianter af selvsamme ord i skolegården.

»Min 11-årige datter er tidligere kommet hjem og spurgt, hvad »faggot« betyder. I hendes klasse bruger de faggot, gay og bøsse, men det har intet at gøre med, at man er homoseksuel,« siger Marianne Rathje.

Hun ser flere steder, at man bruger den slags ord til at tale nedsættende om ting eller andre mennesker. »Din fucking faggot« og »din fucking homo« er udtryk, der både bruges til at tilkendegive, at man synes, at nogle er dumme, men ordet bruges også som skældsord i sin oprindelige betydning, siger hun.

»Der er et input fra medierne. YouTube er i dag også et sted, hvor unge henter nye udtryk. Det samme med Facebook-grupper og i skolen. Da min datter så TV-serier som Pendlerkids og Panisk Påske, blev skældsordene noget, man tog til sig og sagde i skolen, fordi det var sjovt,« siger hun:

»Jeg tror ikke, de mener det særlig hårdt. Det svarer bare til »dum.« På den anden side lavede jeg en undersøgelse fra 2012, hvor 13 til 14-årige skulle nævne de værste ord, de kendte. »Bøsse« kom ind på en tredjeplads. Kun overgået af »luder« og »kælling.«