Passionen kommer før døden

Thomas Conradsen, redaktør på B Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Måske har du ikke tænkt på det for nyligt, men du, kære læser, skal dø. Bliver alderdom eller pludselig sygdom dit endeligt? Hvis du er ung og sund og rask kan det sågar være, du lever længe nok, til at tænkende robotter overtager verdensherredømmet og udsletter dig og resten af menneskeheden. Alt er tænkeligt. Eller lige utænkeligt, om du vil. For døden er en følgesvend, som vi hele tiden skubber foran os, fordi den kræver så meget af os. Fordi den kræver det hele. Døden er den simpleste selvfølgelighed og samtidig den sværeste omstændighed at forholde sig til.

For min knapt 70-årige far er det simplere. Ikke nok med at han ved, at han skal dø, han ved også, hvad der med al sandsynlighed kommer til at tage livet af ham. Kræften. Lige netop denne fredag morgen er han sammen med min mor på vej til Aarhus for at få svar på sine scanninger efter fire måneders opslidende kemobehandling. Medmindre der er sket et mindre mirakel i min fars krop de senere uger, handler behandlingerne ikke længere om helbredelse, men om at forlænge livet. Eller som han selv sagde, da han fortalte, at helbredelse ikke længere er noget, vi skal regne med:

»Om det er et, fem eller ti år kan de ikke sige.«

Så noget uvished er der stadig tilbage. Heldigvis. For så er der stadig plads til at drømme og – endnu vigtigere – at leve videre. På trods af trætheden fra behandlingen lever min far faktisk, som han har gjort, lige siden han blev pensioneret. Hyggeligt. Roligt. Udramatisk. Små projekter. Gåture med hunden. Restaurantbesøg med min mor. Jeg har ikke fornemmelsen af, at han føler, han skal nå noget særligt, på trods af at hullet i timeglasset har udvidet sig for tidligt. Jeg sporer ingen rastløshed. Ingen bitterhed. Men han har jo også nået så meget. Han har bygget snesevis af sommerhuse med hammer, sav og velduftende træ ud til Vesterhavet. Det var også lige dér, han blev født i 1947, og boede til han fyldte 14 og blev sendt i mesterlære. Har været gift med den samme kvinde i 44 år og fået tre sønner. Os har han set vokse op, blive lykkelige, blive til noget, få vores egne børn. Men jeg bruger for mange ord. Skal man beskrive min fars vestjyske forhold til livet og sygdommen, der nægter at gå væk, sagde han således til mig:

»Kræften kom i den rigtige ende af livet.«

Jeg er helt enig

Netop fordi vi dør, ser jeg passionen for livet som det vigtigste. Overhovedet. Passionen kan komme til udtryk på mange måder. Mange af os bliver vores bedste selv, når vi er med familien. Og har tid til det som her i julen. Andre realiserer sig selv gennem deres karrierer og hobbyer og kunst eller ved at gøre noget for andre. I fredagens avis skriver Ulrik Andersen en artikel om de ekstraordinære sportsfolk, der gennem passion og viljestyrke trodser alder og kropslige normer og forbliver topatleter selv i en sen alder. De flytter vores forståelse af livet, og de er forbilleder for millioner af mennesker verden over. Ligesom min far er et forbillede for mig.