Parmiddagen fra helvede

Det unge par Benedicte og Alain begår en fatal fejl, da de inviterer Alains chef og hans kone til middag i "Lemming", der er en satirisk thriller over moderne middelklasseidyl.

Bénédicte og Alain Getty er lige flyttet ind i et elegant forstadskvarter uden for Toulouse. Han er ingeniør i et succesrigt computerfirma, hvor han arbejder med prototypen på et flyvende webcam. Hun har for tiden ikke noget job, men hans indtægter rækker til det gode liv i den moderne villa. En aften inviterer de Alains chef, Richard Pollock, og hans kone Alice på middag, og det skulle de ikke have gjort.

Richard er den joviale type, men Alice er for længst holdt på med at se charmen i sin ægtemand, som hun under middagen hadefuldt beskylder for at købe ludere. Hun sætter alt ind på at ødelægge stemningen, og da det unge par tackler situationen med overskud og omsorg, vender hun sin vrede mod dem. Deres lykke er en rød klud i ansigtet på den desillusionerede kvinde. Et patetisk postulat, siger hun til dem og når lige at spytte på Bénédicte, inden hun bliver trukket ud af døren af den bedrøvede, men mistænkeligt fattede, Richard.

Inden han går i seng, giver Alain sig til at fikse det tilstoppede afløb i kælderen, hvor han finder en hårdt medtaget gnaver. Gnaveren viser sig at være en lemming, en art, der kun findes i Skandinavien. De siges at være kendetegnet ved at begå kollektivt selvmord, når de flokvis begiver sig ud på alt for lange svømmeture - nærmest pr. instinkt, fortæller en forsker fra et nærliggende dyrehospital.

Hvordan lemmingen dog er havnet i Frankrig ved vi ikke endnu, men vi får til gengæld et spor til at forstå, at instruktøren Dominik Moll fører os i retning af en fabel om den moderne middelklasse som potentielt offer for selvdestruktive tilbøjeligheder.

Man får derfor tidligt en fornemmelse af, at Bénédicte og Alain Getty er figurer på et bræt, hvor Alice Pollock er udfordringen, som Moll placerer i feltet foran dem.

En aften efter parmiddagen dukker Alice op i sin mands firma, hvor Alain arbejder over alene. Hun tilbyder sig selv til fri afbenyttelse for ingeniøren, der er overrumplet, men pirret og næsten lader sig rive med. Dette næsten bliver Alices stærke kort, da hun dagen efter opsøger Bénédicte, tilsyneladende for at undskylde sin opførsel forleden. Men kun tilsyneladende.

Alice står på afgrundens rand, og hun har ikke tænkt sig at tage faldet alene. Vi er stadig i begyndelsen af filmen, da hun ringer på hos ægteparret Getty med en ladt pistol i håndtasken, og begivenhederne følger heftigt på hinanden.

"Lemming" er uhyre velspillet, og man får især lyst til at fremhæve Charlotte Rampling. Hun spiller påén gang skrøbelig og ondskabsfuld med så fine nuancer, at hun får Glenn Closes Alex i genre-hittet "Farligt begær" til at ligne en vranten søndagsskolelærerinde.

Også Charlotte Gainsbourg som Bénédicte og Laurent Lucas som hendes pressede mand er overbevisende.

Det er uhyggeligt at følge parret i kampen for at bevare fornuften og forblive normale, da deres verden trues af ulykke. Samtidig er det overraskende morsomt, for Moll har en sort humoristisk sans, der med jævne mellemrum sikrer et comic relief.

Men fordi filmen virker så hæmningsløst konstrueret, kan det være svært at engagere sig med både hjerte og hjerne i personerne. "Lemming" er en overraskende skæv og satirisk, men også lang og lidt kunstig thriller.