»Paris bliver atter Kunstens Hovedstad«

I 1945 blev Henri Matisse interviewet til Berlingske Tidende. Militært og politisk var Frankrig en knækket stormagt, men kulturelt var der almindelig enighed om, at nationen gik en strålende fremtid i møde - en sag som Henri Matisse ikke var et sekund i tvivl om. Vi bringer her et uddrag af artiklen, der blev bragt den 8. november 1945.

Fra arkiverne

»Jeg kan ikke se nogen Grund til, at ikke Paris, naar Forbindelserne mellem Landene igen kommer i Orden, atter skulde blive Kunstens Hovedstad. Hvilken anden By skulde der ellers kunne være Tale om?«

Det er den verdensberømte Maler Henri Matisse, som udtaler dette. Han er med sine 75 Aar den franske Malerkunsts grand old man, men samtidig som Kunstner i Besiddelse af sin fulde Kraft. Hans Billeder betales med svimlende Priser i mangecifrede Tal. Som Æresgæst paa Efteraarsudstillingen i Aar stiller han de 1000 øvrige Udstillere i Skygge. Somme Tider kan man møde ham paa Boulevard Montparnasse sammen med hans gode Ven Picasso. Da gaar der et Sus gennem de Spadserende paa Boulevarden: Matisse og Picasso! Det er en Sensation at møde Landets to største Kunstner-Berømtheder.

Af Udseende overrasker Matisse. Skaberen af de dristige Billeder er højst borgerlig at se til. Korrekt paaklædt, og med det velplejede, hvide Skæg minder han om en Embedsmand.

»Jeg har gode Grunde til at mene« - fortsætter Henri Matisse - »at Paris atter vil blive Kunstens Hovedstad. Tænk paa, hvad det egentlig var, som trak Kunstnere fra alle Verdens Kanter til denne By. En af Aarsagerne hertil var, at det var saa let at være Udlænding i Frankrig. Paris har aldrig lagt Vanskeligheder i Vejen for en ung Kunstner, fordi han var Udlænding. Tværtimod - at man var Udlænding har mange Gange vist sig at lette Karrieren. For den fremmede Kunstner staar akkurat de samme Muligheder aabne som for hans franske Kolleger, han har samme Chance for at opnaa Prisbelønninger, og der vises ham den samme - om ikke større - Opmærksomhed af Kritikken. Vi Franskemænd har den Fejl, at vi rejser for lidt. Men vi kompenserer maaske i nogen Grad dette gennem vor Iver efter at faa Udlændinge hertil og faa dem i Kontakt med fransk Kultur, og gennem den Frihed, vi giver dem til at leve og arbejde, som de vil.«En anden og tungt vejende Grund til, at Paris som en Magnet tiltrak Kunstnere fra hele Verden var Atmosfæren. Her herskede altid en elektrisk, i Ordets bedste Betydning revolutionær Atmosfære. Her mødte Kunstneren en levende, ideligt sig selv fornyende Esprit, generøst indstillet over for alt nyt, dristig og banebrydende.«

(...)

»Saa vil jeg fremhæve en anden Aarsag til den parisiske Tiltrækningskraft. Det er de Motiver, som Paris byder paa, først og fremmest for Malere. Jeg har i de fem sidste Aar været bosat i Sydfrankrig. For nogle Uger siden kom jeg tilbage hertil. Jeg saa paa Paris med omtrent samme Øjen som en nyankommen, udenlandsk Kunstner. Her var saa vidunderligt, at jeg blev stum og følte mig ydmyg. Tænk bare paa det herlige Forhold imellem Husenes Højde og Gadens Bredde paa Avenuerne og Boulevarderne. Dette gør dem rolige og fredfulde. Ja, Stemmingen præges næsten af Ømhed. Tænk paa Scener og Situationer i Smaagaderne og paa det pragtfulde Farvespil i Træernes Løv og paa Himlen.

Hvad byder Paris ikke den, som kan se med en Kunstners Øje i herlige Morgener, en Skumringstime saa mystisk blaa, at det endnu ikke er lykkedes nogen Maler rigtigt at gengive dette blaa. Og hvilke Mennesker at male for dem; der søger disse Motiver: smukke, Mennesker, aparte Mennesker, stærke, levende Ansigter, Typer.

Naar jeg tænker paa alt dette, saa gentager jeg endnu en Gang: Hvad Grund skulde der være til, at Paris ikke skulde genopstaa som Kunstens Hovedstad? Vi vil modtage vore udenlandske Venner ganske som før.

Den æggende, revolutionære Esprit findes stadig som Inspirationskilde - maaske nu mere interessant end nogen Sinde efter de Lidelser, vi har gennemgået. Det haarde, men udbyttegivende Arbejdstempo vil være det samme. Skolerne er parat til at aabne deres Døre for udenlandske Elever. Den kollektive Støtte venter den unge Kunstner - nu som før. Og Paris' Skønhed - ja, den er lige berusende, lige ufattelig. Paris' Genfødelse som Kunstens Hovedstad er næppe noget, vi selv bestemmer over her i Paris. Det afhænger af, at det igen bliver muligt at rejse nogenlunde billigt med Tog og Skib, at Visumbesværlighederne lempes, at man igen begynder at omgaas hinanden i Verden. Naar dette sker, vil der opstaa et genfødt Paris.«