Parcelhusfolkets høvding

Erhard Jacobsen er død. Dermed har villaerne, Volvoen og vovserne mistet deres høvding, CD sin stifter, TV sin viltreste pandelok, og Danmark tager afsked med en stor politiker. Erhards liv i billederMindeord

Parcelhusfolkets høvding - 1
Erhard Jakobsen i 1994. Arkivfoto: Steen Jacobsen/Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Huset er hvidt, ruderne blyindfattede, tagstenene røde, og villavejen hviler i sig selv. Der er erantis og vintergækker i haven, på toppen af taget står en vejrhane, og i indkørslen vokser nogle lilla krokus. Ude fra Bagsværd Sø skriger mågerne, og med lidt god vilje er der forår i luften. Her er godt at bo. Her kan man uden risiko sende børnene ud og spille spille stikbold, mens man selv drikker aftenkaffe. Her er godt at vokse op. Det var her, Erhard Jacobsen levede, det var her parcelhusejernes høvding sov stille ind, og det var ikke mindst de værdier, der findes på denne og tusinder af andre små veje i Danmark, som han arbejdede for.

Retten til at leve det almindelige liv, retten til at passe sin have, sine blomsterbed og vaske sin bil uden at få dårlig samvittighed. Retten til at være småborgerlig.

Rygraden i ethvert samfund er den brede middelklasse. Dem, der står op klokken syv, får to børn, går på arbejde, betaler skat og falder i søvn foran TV-skærmen. Uden denne middelklasse bliver samfundet ustabilt, og det vidste Erhard Jacobsen. Han var ikke selv nogen metervare, men han brugte sit eget liv til at slå et slag for det almindelige liv. Ikke mindst fordi han vidste, hvor værdifuldt og efterstræbelsesværdigt det almindelige liv faktisk kan være. I modsætning til det meste af den nulevende danske befolkning vidste han nemlig også, hvad fattigdom er.

Den hårde skole

Han blev født i 1917 og voksede op i Egtved i Jylland. Hans mor var altid ude at tjene, og derfor blev hans bedstemor hans mor, og for bedstemoren var der to holdepunkter i tilværelsen. Det ene var Jesus. Det andet var Erhard. Menneskeligt var det en rig og kærlig barndom, men materielt var det omvendt. Hvor fattigt det var, fortalte han til Politiken i et interview i 1994:

»Vi var så fattige, at man tror, det er løgn. Når jeg tænker på, hvad min bedstemor og jeg skulle leve for, og hvordan vi boede, og når jeg tænker på min tante, som mistede tre børn på fjorten dage, de fik mæslinger, ganske almindelige mæslinger, og så stødte der lungebetændelse til, fordi de boede i nogle usle hummere, og man bragte jo ikke fattige børn på hospital, det var ukendt, og derfor døde de hjemme i løbet af fjorten dage. Hele landsbyen stod på den anden ende af sorg og alle fulgte med i det dér. Min tante havde ti børn, men derfor er der ikke tre for meget, så det var en katastrofe. Det var fattigdom. Børn døde. De døde simpelt hen af manglende pleje under sygdom, så alt det har - navnlig senere - gjort meget, meget stærkt indtryk på mig, og det er derfor jeg bliver fuldstændig desperat, når nogen kommer og fortæller, at jeg med min store indtægt ikke ved, hvad det vil sige at være fattig. Jo, siger jeg, men det ved du ikke. Hvis du er født inden for de sidste tyve-tredive år, så kender du ikke fattigdom. Det gør vedkommende ikke. Fattigdom er i dag noget andet.«

Han var kun 10 år, da han meldte sig ind i Socialdemokratiet, og Thorvald Staunings og Socialdemokratiets store sejr i 1929 gjorde ham for alvor til socialdemokrat. Han drømte om at blive radiomekaniker, men han var alt for dygtig. Hans bedsteforældre og lærere insisterede på Lyngby Statsskole, hvortil han ankom ræverød og parat til klassekamp.

»Men selv om jeg havde femogtyve forskellige socialistiske emblemer på, fik jeg ikke brug for klassekamp. For mine skolekammerater - og det var baronesser og grevesønner og alle mulige KUere fra Bagsværd - de blev alle mine bedste venner. Og lærerne var bestemt ikke præget af, at der var mange rige folks børn dér. På den skole følte man ikke, at man gik et sted, hvor der var rige og fattige. Og det har altså været de to glædelige erfaringer, jeg har haft. I hele min store fattigdom i Egtved, har jeg faktisk været et rigt barn. Og i gymnasiet i Lyngby - må jeg be' om de lærere, vi dengang havde. De var meget tæt på at være professorer. Meget tæt på at være videnskabsmænd...«

Erhards cocktail

I 1946 blev Erhard Jacobsen cand. polit. med et gennemsnit, der bestemt ikke var noget at prale af. Men politisk stod der flammer ud, når han åbnede munden i store forsamlinger, og i 1953 blev han valgt som folketingsmedlem for Socialdemokratiet. I 1958 blev han borgmester i Gladsaxe og fik sit landspolitiske gennembrud som Danmarks svar på Robin Hood. Han skrev skatteprocenten op, tog fra de rige og gav svømmehaller, teater, rideskole og idrætsanlæg til arbejderbefolkningen.

»All right. Det var rødt, det jeg lavede i Gladsaxe. Jeg så bare sådan på det, at når de riges børn kunne ride, så skulle børnene i Gladsaxe have de samme muligheder,« sagde Erhard Jacobsen til Politiken, da han gik på pension fra Folketinget i 1995. Han var borgmester til 1974 og nåede toppen af sin politiske popularitet i 1970 med over 20.000 personlige stemmer. Redaktør Svend Carstensen gav efter valget følgende karakteristik af Erhard Jacobsen:

»En cocktail af talegaver, politisk instinkt, initiativ og ambition, kynisme, sentimentalitet, idealisme, ægte begavelse, selvtillid og flair for publicity....«

Allerede dengang kunne han kunsten at gå i selvsving, før der overhovedet var noget, der hed selvsving. Han kunne begynde en tale helt roligt, men på en eller anden måde endte han altid meget højt oppe, og han blev parodieret i en grad, som aldrig før eller siden er overgået nogen dansk politiker.

Han kunne sige »Det er rigtigt« med de skarpeste i'er, bagtungen kan præstere, han kunne bruge sin pegefinger mere insisterende end nogen anden, og han havde TV-historiens vildeste pandelok, som han konstant fejede til side. Han var en gave for satiretegnere og revykunstnere, og skuespilleren Buster Larsen leverede en klassiker i dansk TV-kunst, da han var Erhard i satireprogrammet »Uha-uha.«

Røde lejesvende

»Jeg har ikke anfægtet Anker Jørgensens ret til at udnævne to venstreorienterede ministre. Jeg har sagt, at det er hans ret, men så må han fanden galemig også tage ansvaret. Jeg gør det ikke,« sagde Erhard Jacobsen ifølge Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarkskrønike i september 1973 ved et møde på Marielyst Skole i Høje Gladsaxe.

De to ministre var Ritt Bjerregaard, der blev undervisningsminister, og Karl Hjortnæs, der blev justitsminister. Erhard var oprørt over, at Socialdemokratiet drejede mere og mere til venstre, uden at Anker Jørgensen magtede at hindre det. Den USA-begejstrede Erhard rasede over de venstreorienterede, som han mente havde frit spil i Danmarks Radio, han rasede over Anker Jørgensen, der proklamerede »USA ud af Vietnam,« han rasede over de marxistiske skolelærere, og han rasede over, at børnehavepædagoger og skolelærere var ved at overtage Socialdemokratiet fra arbejdsmænd, typografer, snedkere og tømrere.

Hvad han måske var mest vred over var, at danske arbejdere, der havde knoklet for at opnå alle de værdier, som hører et almindeligt liv til, skulle flås i skat og skamme sig over deres parcelhus. Nu havde småkårsfolk omsider, takket være Socialdemokratiet, fået sig ordentlige huse at bo i, og dem skulle man ikke genere.

Benzin-krisen

I november 1973 lagde regeringen op til en værdistigning på lejeværdien af egen bolig. Erhard Jacobsens var vred, og mandag den 5. november var han til et grundjermøde på Amager. De fleste deltagere var ældre, der var blevet halvmillionærer, fordi de sad i et gældfrit hus. Blandt andre sad der to gamle socialdemokrater på 82 og 83 år og talte om, hvor urimeligt lejeværdistigningen virkede på folk, som havde været flittige og sparsommelige og nu kun havde folkepensionen at leve af.

Næste dag meldte Erhard Jacobsen sig ud af Socialdemokratiet. Efter 40 års medlemskab. Den 7. november stiftede han Centrum Demokraterne, og så kom 8. november. Den dag, da der var afstemning om boliglovene. Erhard var uenig, men havde lovet at stemme med regeringen, fordi den ellers ville falde.

Men Erhard kom for sent til afstemningen. Selv har han altid fastholdt, at han vitterlig løb tør for benzin, men de færreste troede ham. Det gjorde hans partifæller heller ikke. I Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarkskrønike beskrives stemningen således, da »forræderen« Erhard ankom til Christiansborg:

»Borgen lignede en myretur, nogen havde pirket i, da han ankom. Fløjdørene til folketingssalen stod på vid gab, og i Vandrehallen udenfor rendte Jacobsen ind i et mylder af medlemmer, der straks kastede sig over ham. Den ellers så stilfærdige miljøminister, Helge Nielsen modtog ham med et »Dit dumme svin,« og budgetminister Knud Heinesen glemte 20 års træning i diplomatiske formuleringer og sagde: »Det er sørgeligt at se en mand i den grad gå i opløsning!« SFs folkesyngende Per Dich (Sådan er kapitalismen) nåede ikke engang at få munden op, før Erhard Jacobsen brølede til ham:

»Hvad fanden blander du dig i det for! Du tilhører et andet parti!««

Men det gjorde Erhard også. Der blev udskrevet valg, og det var jordskredsvalget, hvor Glistrup kom ind med 28 mandater og Erhard ind med 14. Siden har dansk politik aldrig været det samme. Erhard splittede Socialdemokratiet. Selv har han altid sagt, at det var Socialdemokratiet, der splittede sig selv, fordi man overlod det til de venstreorienterede.

Schlüters begmand

Centrum-Demokraterne blev et uideologisk parti med mærkesagerne hus og bil til alle og vidtåbne døre til Europa og NATO. Hvis partiet har haft noget program, så har det været at holde yderfløjene væk fra at få indflydelse på dansk politik.

Størst succes havde han under firkløverregeringen fra 1982 til 1988. Det var Erhard Jacobsen, der pegede på Poul Schlüter som statsminister i 1982 efter, at Schlüter havde besøgt ham i hans sofa for at få et godt råd. De første år i firkløveret var en stor succes, og hverken Erhard Jacobsen eller hans datter Mimi Jakobsen har nogensinde glemt, hvordan partiet reelt blev kasseret i 1988, da Schlüter dannede regering med Venstre og de radikale.

Gang på gang lykkedes det dog Erhard Jacobsen at redde partiet. Han var som partiejer altid god for dagens historie og befæstede sit ry med begrebet om altid at kunne trylle en hvid kanin op af hatten, når det så sortest ud.

»Jeg har aldrig lovet noget, og det holder vi til punkt og prikke,« sagde Erhard Jacobsen under en valgkamp for CD. Partiet kom ind.

Siden overtog Mimi Jakobsen partiets formandspost, og også hun viste sig at være en oratorisk begavelse med rød tråd til den sunde fornuft.

Stor politiker

Ved sidste valg gik den ikke længere. Partiet røg ud. 29 år efter at Erhard Jacobsen grundlagde det. På valgaftenen var han ikke til stede. Helbredet var for svagt. For en måned siden udkom så hans erindringer. »Erhards sofa«, hed de. Men der var ingen offentlig optræden i den anledning. Gennem sit forlag lod han forstå, at han ikke længere havde kræfter til at sige noget fornuftigt.

I går døde Erhard Jacobsen så. Samtlige betydningsfulde politikere har skrevet mindeord. Forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen kalder ham »en stor politiker«, »med sine meningers mod«. Statsminister Anders Fogh Rasmussen skriver, at »dansk politik er blevet lidt fattigere i dag,« og den radikale partileder Marianne Jelved skriver, at »Erhard Jacobsen har sat sig historiske spor i det danske folkestyre«.

Og om kort tid skal græsslåmaskinerne hives frem af redskabsskuret, de nye blomster skal plantes, og ligusterhækken skal trimmes. Det småborgerlige Danmark lever i bedste velgående. Man kan blive rasende på det, man kan blive harm over al den forstokkethed, det til tider rummer, men det har sine værdier, og man kan ikke undvære det.

Det vidste Erhard Jacobsen mere end nogen anden politiker.