Paradokset Kina

Bøger: »Supermagten Kina – mirakel eller mareridt« Landet er gået hele vejen fra »absurd totalitært samfund« til »dynamisk markedsøkonomi« fremgår det af Flemming Ytzens læseværdige bog.

Kina skyder op. Her et det et konferencecenter, som vokser rem tæt ved to af de olympiske areaner i Beijing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters

Næste år er det 30 år siden, at de mest doktrinære kommunistiske paroler blev fejet af banen af Kinas leder Deng Xiaoping, som liberaliserede den tilbagestående økonomi, hvor landbruget var dominerende erhverv. Den historie fortæller dagbladet Politikens Østasien-medarbejder Flemming Ytzen i den journalistiske bog »Supermagten Kina – Mirakel eller mareridt«.

Titlen hentyder til det paradoks, at Kina slår beskueren med lige dele beundring og rædsel. Beundring når det gælder evnen til at producere velstand for en middelklasse, der nu tæller ca. 200 millioner kinsere. Ytzen gør opmærksom på, at de kinesiske magthaveres fokus er på økonomisk udvikling, altså at det frie marked giver den gas:

»Kinas regerende neoliberale elite har indgået en social kontrakt med befolkningen. Vi i partiet giver jer, befolkningen, historiens største stigning i velstand, hvis I lader os blive ved magten«. Så længe der ikke er demokratiske kontrolmekanismer, er det dog tvivlsomt, om økonomien kommer fuldt til udfoldelse, da der bestandigt tages politiske hensyn i en diktaturstat.

Og her kommer rædslen ind i billedet, Rædsel når det gælder diktaturstatens terror over for afvigere, dissidenter. Markedsorienteringen er således ikke blevet fulgt af et politisk opbrud. Der er fortsat massiv undertrykkelse af systemkritikere og andre uafhængige kræfter, ligesom der stadig findes et frygteligt fængselssystem, og dødsstraf eksekveres ud fra aldeles tvivlsomme retsprincipper. Der er heller ingen tvivl om, at Kinas massive undertrykkelse af Tibet, og dets delvise magtovertagelse af den indtil 1997 britiske kronkoloni Hong Kong gør et indtryk på omverdenen. Dog, i så stort et rige er det svært at kontrollere alt, og ikke mindst journalister på TV-mediet prøver ustandseligt grænser af.

Stolthed over OL
En diskussion af disse forhold har uvægerligt fået fart, eftersom De Olympiske Lege begynder i Kina om få måneder. Det er Ytzens vurdering, at kineserne føler umådelig stolthed over OL og virkelig ønsker at vise verden, hvad man ubestrideligt har nået.

Kina, der har en kæmpe arbejdskraftreserve i landbefolkningen, gennmgår en buldrende vækst, der særligt finder sted i regioner som Shanghai. Det er sket på bekostning af miljøet, produktionen finder sted med et betydeligt højere energiforbrug end Indien, endsige USA, der er en energimæssig engel i sammenligning. Kina har endnu ikke så stærke centrale miljø- og energimyndigheder, men magthaverne i Beijing har indset, at der skal gøres noget ved miljøet, og en vending er i gang fornemmer man. Et af problemerne i den forbindelse er, at omverdenens forestilling om at den teknokratiske elite i kommunistpartiet – primært ingeniører – styrer alt per dekret ikke holder vand. Der er et betydeligt selvstyre, spredte magtcentre, og derfor ser vi også løbende sager om korruption og skatteunddragelse – her er det faktisk muligt at idømme dødsstraf!

Kommunistpartiet har 75 millioner medlemmer, og organiseringen af samfundet betyder, at det er attraktivt at være medlem. Det lyder korrupt, men rekrutteringen til statens ledende lag bygger på benhårde udvælgelsesprocedurer, meritokrati, hvor de dygtigste kommer med. Tænkningen synes ikke længere at være doktrinær kommunisme, men snarere lån fra Kinas klassiske statslære, der stammer fra filosoffen Kongfutse (ca. 551-479 f.Kr.). Pointen er her, at det enkelte indvidid skylder disciplin, flid, korrekthed, pålidelighed over for andre, læs: staten. Disse principper var undertrykt i kommunisttiden, der søgte at udslette fortiden, særligt under Kulturrevolutionen fra 1960erne og frem. Men nu er Kina en kongfutseansk koncern, ifølge Ytzen.

Verden vil ryste
Når Kina vågner, vil verden ryste, skal Napoleon have sagt, og internationalt har Kina da også en voksende betydning. Eksperter har betegnet Kina som en »uundgåelig stormagt«, hvor USA mest er kendt, med tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights ord, som den »uundværlige stormagt«. Den arbejdsdeling er meget sand. Det er kun USA, som sikrer freden i Fjernøsten med dets massive troppe- og flådetilstedeværelse. Blandt andet over Taiwan-strædet, hvorigennem en stor del af verdens skibstrafik passerer.

Siden 1949, da Maos kommunister fordrev den nationalistiske regering til Taiwan, har der været to stater, der påkaldte sig navnet Kina. Indtil 1971 var det Taiwan, der sad i FN og repræsenterede kineserne. Men USAs præsident Richard Nixon ændrede denne situation og etablerede en ny status quo, hvor Folkerepublikken repræsenterede et Kina, mens Taiwan blev frosset ude af de internationale organisationer. Til gengæld har USA siden sikret Taiwans selvstændighed gennem sine militære garantier.

Det autoritære system på Taiwan ændrede sig fra 1987 til et fuldt moderne demokrati med frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og en igennem mange år buldrende markedsøkonomi, der gør den lille østat til verdens 16. største økonomi. Det er Flemming Ytzens forhåbning, »at det kinesiske fastland en skønne dag får den samme grad af frihed og åbenhed, som det er lykkedes at skabe i Taiwan gennem den seneste snes år. Sker det, burde en genforening – eller noget, der ligner – være en overkommelig opgave«. Hans pointe er endvidere, at de principper som tidligere gjaldt på Taiwan, en slags autoritær kongfutseansk kapitalisme, er de principper, der guider Folkerepublikken Kina i dag. En slags teknokratisk, autoritær kapitalisme.

Økonomien er således medvirkende til en vis afspænding. Taiwan investerer til gengæld massivt i Kina, og mange venter færre begrænsninger på direkte investeringer samt flyruter til fastlandet, efter der er kommet ny administration i Taiwan.

Danmarks forhold til Kina er også i udvikling i disse år. Her bliver Ytzen lidt lang i spyttet, men pointen er, at de politiske ledere i dag i høj grad vurderer Kina efter de økonomiske muligheder i globaliseringen. »Supermagten Kina« er både velskrevet og nuanceret. Flemming Ytzen er en ægte folkeoplyser, der kan sit kram, både når det gælder dramatisering og de lange linjer, der følger af en menneskealders studier af dette mægtige land, Kina. Ytzens store kærlighed til kinesisk kultur er tydelig, og det løfter hans skildring, at han så tydeligt rummer den dobbelthed af beundring og rædsel, der slår så mange ved mødet med Kina.

: .