»På Vesterbro en neger gik«

I Norge må man ikke sige neger. I Danmark må man godt, så længe det bare er i gamle børnebøger, det sker. Danske forlag afviser at ændre på klassikerne i den politiske korrektheds navn, og de får opbakning af professor i børnelitteratur Torben Weinreich: »Det er en falsk måde at beskytte sig over for virkeligheden på,« siger han.

»På Vesterbro en neger gik« - 1
Fra bogen "Rasmus får besøg" tegning af Jørgen Clevin. Fold sammen
Læs mere

»Sort er en Neger al sin Tid,

Ham kan man ikke vaske hvid.«

Sådan skriver H.C. Andersen i eventyret »ABC-Bogen« fra 1858, og faktuelt fejler udsagnet jo ikke noget. Negre kan man ikke vaske hvide. Sorte er sorte, og hvide og hvide. Det er der ikke noget at gøre ved. Men er der ikke grænser for, hvad nutidens børn skal konfronteres med af udsagn som ovenstående, der i moderne øren lyder mere eller mindre racistiske? Skal vi acceptere fortidens stereotyper og servere dem råt for usødet for ungerne?

Spørgsmålet er blevet aktualiseret af to sager i vores naboland Norge. Først var det norsk TV, som i en hørespiludgave af Astrid Lindgrens »Pippi i Sydhavet«ændrede på ordlyden, så verdens stærkeste piges far ikke længere var »negerkonge«, men »Sydhavskonge«. Så kom arvingerne til Norges bedste børnebogsforfatter, Thorbjørn Egner, på banen og bestemte, at en ny udgave af hans visebog med egne tegninger ikke må indeholde visen om lille Hoa fra slutningen 1940erne. Første vers lyder sådan her:

»Det var en liten negergutt som hette Vesle Hoa

Han hadde fjær på hodet sitt og ring på tommeltoa

Han hadde bare bukse på, og buksa den var gjort av strå

Men Hoa likte buksa godt, for han var en ekte hottentott«

Selv om de fleste vist nok er enige om, at verset ikke - målt med nutidens alene - er et skoleeksempel på god tone, var det ikke alle, der syntes, at det var en god idé sådan at gå ind og tvangfjerne hottentotten. Men familien Egner stod fast på sit, og forklarede det drastiske skridt i en efterfølgende pressemeddelelse, hvor der stod:

»Når nogen i dag opfatter visen som sårende, er det ikke vanskeligt for os at sløjfe den i visesamlingen.«

I Danmark er der ikke mange lignende eksempler på, at tekster for børn forsvinder fra deres oprindelige sammenhæng, bare fordi de er gået hen og blevet sprogligt mindre fine i kanten. Men de findes. Da en af de utallige nye udgaver af klassikeren »De små synger« kom på gaden midt i 1990erne, var Harald H. Lunds velmenende, men nedladende »I niggerland bananer gror,« røget ud og erstattet af sanglegen »Bjørnen sover.«

»Vi fik henvendelse fra adoptivforældre, der ikke brød sig om sangen,« fortæller redaktør Christel Amundsen fra Høst & Søn.

»Derfor valgte vi at trække den ud.«

Bortset fra det er Christel Amundsen ikke tilhænger af, at man for enhver pris tilslører, hvordan man skrev, dengang verdens syn på sorte og hvide var mere sort-hvidt, end det er i dag, og det er man heller ikke på forlaget Carlsen, der udgiver hæfterne om duksedrengen Tintin og hans festlige makker kaptajn Haddock. I Hergés Tintin-historier finder man tekster og tegninger, der kan virke anstødeligt racistiske, men forlaget nærer ingen ønsker om at skønmale tegneseriemesterens litterære og visuelle udtryk. Heller ikke selv om lejligheden byder sig, nu da hele herligheden er ved at blive nyoversat. I en af de tidlige Tintin-historier, »Tintin i Amerika«, er der nogle hvide amerikanere. der lyncher en flok uskyldige negre, bare for sådan lige at statuere et eksempel. Det gør de også i den nye udgave. En anden gammel historie, »Tintin i Congo«, er nu kommet i en udgave, der virker om muligt mere »racistisk« end den gamle, for hvor de indfødte afrikanere hidtil har talt grammatisk korrekt, ytrer de sig nu på et ubehjælpsomt »pidgin-dansk«.

»Det er ikke, fordi vi synes, at det er fedt at gå rundt og kalde folk for halenegre,« forklarer Jens Trasborg, der er litterær direktør på Carlsen.

»Vi har slet ikke skelet til, om originalteksterne er politisk korrekte eller politisk ukorrekte. Vi har blot ønsket, at de nye oversættelser skulle ligge så tæt op ad originalerne som muligt. Det har læserne også forstået. Vi har næsten fået skuffende få vrede henvendelser.«

Der er dog tilfælde, hvor det, ifølge Jens Trasborg, kan være hensigtsmæssigt at luge de værste udtryk væk. Det gælder ikke mindst bøger, tekster og tegninger, der henvender sig til de yngste:

»Vi laver flere forskellige udgaver af »Elefantens vuggevise«, og i alle disse udgaver har vi skiftet niggerdrengen ud med en kokosnød i den sætning, hvor der står »i morgen får du en niggerdreng, og ham kan du bruge som rangle.« Der er jo tale om en sød lille tekst til bitte små børn, og det ville falde mange forældre for brystet, hvis de skulle synge niggerdreng. Det ødelægger ikke teksten, at man ændrer på dette ene ord.«

Niggerdrenge eller ej: Dansk børnelitteratur - og børnebøger, der er oversat til dansk, myldrer med stereotypt opfattede sorte mennesker i ord og billeder. I Heinrich Hoffmanns »Den store Bastian«, der siden 1847 har begejstret danske børn, kan man bl.a. læse om negeren, der er sort som blæk og spadsere en tur på Vesterbro. I filmen »Far til fire og ulveungerne« fra 1958 synger Lille Per en vise om »en sort lille nigger fra Afrika« . I Jørgen Clevins bøger om strudsen Rasmus er negrene nogle søde og nuttede nogen, der har store læber og ringe i næsen. Rasmus-bøgerne udgives af Gyldendal, og samme forlag udsender stadigt nye udgaver af skotske Helen Bannermans klassiker »Lille sorte sambo«, der bevæger sig i samme bastant barnlige og forældet etnocentriske boldgade. Det har Gyldendal tænkt sig at blive ved med at gøre:

»Vi synes, at det er i orden at udgive disse bøger, fordi de fortæller nogle søde og uskyldige historier, der ikke har racistiske bagtanker. Men det handler også om at vise respekt for forfatterens intentioner,« siger Camilla Wahlgreen, der er presse- og marketingchef på Gyldendal.

»Efter vores opfattelse ville det være misforstået politisk korrekthed at gå ind og ændre ved originalerne.«

De forlag, der - som Gyldendal - holder fast på, at gamle tekster og tegninger skal præsenteres uden retouche, får opbakning fra Danmarks vel nok største kender af børnelitteratur før og nu, professor Torben Weinreich:

»Man skal under ingen omstændigheder lavet om på tingene,« siger han.

»Det er et overgreb på det oprindelige værk og et udtryk for en manglende forståelse for, hvordan tingene har fungeret i deres samtid.«

Torben Weinreich nævner Egon Mathiesens klassikere »Frederik i bilen« og »Bugivugi og hans fire sønner« som eksempler på bøger fra midt i 1940erne, der kun kan forstås ud fra deres tid. I begge bøger beskrives mørke mennesker på en måde, som ingen normale mennesker ville gøre det i dag. Men det betyder ikke, at Egon Mathiesen er en suspekt forfatter med en skjult racistisk dagsorden. Tværtimod: »Bøgernes pointe er, ligesom Egon Mathiesens øvrige forfatterskab, at vi alle er lige gode, selv om vi er forskellige,« siger Torben Weinreich.

Noget andet er så, at der rent faktisk blevet skrevet stærkt racistiske børnebøger. Også på dansk. I en af Walther Christmas' engang så berømte romaner om Peder Most - udsendt omkring år 1900 - står der således:

»Peder hadede dovne mennesker, og han nærede den dybeste foragt for negre i almindelighed.«

Et andet sted lægger forfatteren følgende replik i munden på én af sine personer: »Jeg skød mit sidste skud ind i en hoben negerkød, og jeg masede hovedet med bøssekolben på en grim rad.«

For 100 år siden blev der - som det fremgår - ikke lagt fingre i mellem. Bøger som Walter Christmas' var, fortæller Torben Weinreich, helt almindelig læsning i petroleumslampens skær:

»Men igen skal man se det i sammenhæng med tiden,« siger Torben Weinreich. Han henviser i den forbindelse til en samtidig udgave af Salmonsens Leksikon, hvor man kan læse, at Negrene står »på samme barbariske Standpunkt som for tusinder af Aar siden«, at ingen af dem »har formaaet at skabe en selvstændig Kultur«, og at man i det hele taget maa sætte negeren »lavt i intellektuel henseende.« Leksikonlæserne oplyses også om, at »Huden er blød, atlaskagtig, men har modbydelige ammoniakalske Uddunstninger, der virker i høj Grad frastødende paa Europæerne i deres Omgang med de sorte.«

»Det var det, der var refererencerammen for de mennesker, der dengang skrev for børn,« siger Torben Weinreich.

»Det var i orden at skrive sådan, for sådan blev negre beskrevet, når den højeste videnskab kom til orde.«

Da Peder Most-bøgerne i løbet af 1950erne blev genudgivet, var de værste scener blevet fjernet. Forståeligt nok, siger Torben Weinreich. Efter Anden Verdenskrig og nazismens grusomheder var man på en helt anden måde på vagt over for racisme i alle afskygninger, og det var også grunden til, at niggerdrengen i »Elefantens vuggevise« ikke længere måtte være en niggerdreng. Men Torben Weinreich siger samtidig, at han principielt ikke bryder sig om, at man laver om på gamle tekster. Ikke engang når de er så i særklasse grimme som i Peder Most-bøgerne:

»Det er en falsk måde at beskytte sig over for virkeligheden på. Man vinder en lille fordel, men man sætter sig uden for enhver historisk sammenhæng. Det er historieforfalskning, og man ender et meget farlig sted. Det næste bliver, at man også ændrer på tekster om indianere, grønlændere, asiater, kvinder og seksuelle minoriteter. Hvis vi fortsætter ad det spor, bliver det spændende at se, hvor meget der overhovedet bliver tilbage!«

I de senere år har nordmændene, ifølge Torben Weinreich, været de værste, hvad den form for censur angår, og det både i børne- og i voksenlitteraturen.

»Men også i resten af Europa er der eksempler på, at man vil gøre tingene mere »rene.« Det er vigtigt at bekæmpe disse tendenser. Der er andre og vigtigere ting at tage sig til i denne her verden.«

Niels-Erik Hansen, der leder af Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, er enig med Torben Weinreich i, at man må se i tingene i de rette proportioner:

»Tænk på de somaliere, der over én kam bliver mistænkt for at omskære deres små døtre. Tænk på de muslimske fædre, som bliver mistænkt for at tæve deres koner, bare fordi de er muslimske mænd. Det er jo den slags alvorlige ting, vi er oppe imod,« siger Niels-Erik Hansen, der ikke har nogen planer om at give sig til at finkæmme gamle danske børnebøger for at finde ubehagelige eksempler på hverken velment eller eksplicit racisme. Omvendt vil han selvfølgelig reagere, hvis der kommer konkrete henvendelser fra folk, der føler sig krænkede. Det er det, centret er sat i verden for. Niels-Erik Hansen husker en konkret sag om en skolebog, der gengiver en vittighed om en storvildtjæger, der fortæller, at han har skudt en masse pleasere. »Hvad er pleasere?«, er der én, der spørger. »Det er sådan nogle sorte nogen, der står på to ben og siger »please, please«, lyder svaret.

»Der var en sort pige, der ikke syntes, at den vittighed var spor sjov. Det viste hendes lærer ingen forståelse for, og den sag tog vi naturligvis op,« siger Niels-Erik Hansen.

»Men det er samtidig vigtigt for mig at pege på, at børn, der i dag går på internettet, risikerer at støde på langt værre ting end sådan noget som »Lille sorte sambo«. På internettet ligger der chat-fora og online-spil med indlagt nazipropaganda. Set i dét lys kommer spørgsmålet om racisme i gamle børnebøger til at virke temmelig akademisk.«