På vejen igen

Jack Kerouacs »On the Road« blev generationens store klassiker. Nu 50 år efter genudsendes den med Kerouacs oprindelige tekst, der blev skrevet på en lang papirrulle i begyndelsen af 1950erne, men først udgivet i USA i 1957. Bogen former sig som en rejse gennem landskaber, sprut, kvinder og sex og er et opgør med det borgerlige liv. Det hele - også Kerouacs forfatterskab - endte med alkoholisme og tidlig død.

»On the Road« blev skrevet på en 30 meter lang papirrulle (lille foto), som findes i Kerouacs arkiv. For tiden er rullen udstillet i New Yorks folkebibliotek. Imens arbejdes der på en filmversion af »On the Road«. Producenten er Francis Ford Coppola, og som filminstruktør er udset Walter Salles, der lavede filmen »Motorcykel dagbøgerne«. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Beatgenerationen hvad var det nu for noget? Noget med modkultur, hash, antiautoritær levevis, pacifisme og rocknroll. Og graver vi ned til rødderne af bevægelsen støder man uundgåeligt på Jack Kerouacs navn. Forfatteren, der skrev beatgenerationens bibel »On the Road« i disse dage for 50 år siden. Nu udgives den igen, men i en ny ucensureret udgave med de passager tilføjet, som forlaget strøg i 1957. Det var i »On the Road« Jack beskrev sine venner med udtrykket »beatgenerationen«, mens de turede rundt i USA og Mexico, drak hjernen ud og bollede mindreårige mexicanske prostituerede. Da han døde af skrumpelever i 1969 var den modkultur, han havde indvarslet, i fuld flor, men da var Kerouac allerede inde i en ny fase, før døden opslugte ham. Han lagde afstand til hippie-bevægelsen og var blevet troende katolik.

Jack Kerouac er sammen med navne som William S. Burroughs, Ken Kesey og Allen Ginsberg de tidlige budbringere af det ungdomsoprør, der tog sit opsving i 1960erne. Hans familie var fransk-canadiere, der var immigreret til Massachusetts i USA. Han viste sig som teenager som en lovende atlet, og hans evner skaffede ham ind på Columbia Universitet. Et brækket ben satte en stopper for hans sportskarriere, og han droppede ud af universitetet. Han meldte sig til flåden og var sømand i 1943, men blev landsat, fordi han viste ligegyldighed overfor arbejdet. De følgende år flagrede han rundt i New York-området og stiftede bekendtskab med kommende hippier og forfattere, der dyrkede modkulturen.

Blev »On the Road« skrevet på tre uger?
I 1950 forsøgte han sig som forfatter med bogen »The Town and the City«, der imidlertid solgte dårligt. Året efter skrev han »On the Road«, der efter sagnet blev til i løbet af tre uger på opkvikkende midler. Han skrev teksten spontant under en rundrejse med sin ven Neal Cassady og bagefter blev teksten redigeret og skrevet ud som en lang rulle. Denne lange rulle eksisterer endnu, og det er den, som har skabt baggrund for at rekonstruere teksten i den nye bogudgave.

Bogen bærer bevidst præg af være skrevet spontant med en teknik, der kan bringe James Joyces bevidsthedsstrøm i tankerne. Imidlertid er der ingen tvivl om, at Kerouac gennemskrev sine tekster mange gange efter sit første spontane skriveudbrud. Fortællingen er i vid udstrækning en selvbiografisk skildring fortalt af en person ved navn Sal Paradise, der beskriver rejser gennem USA og Mexico sammen med vennen Neal Cassady, der i romanen går under navnet Dean Moriaty. De to venner bliver drevet af eventyrlyst og rodløshed til at farte gennem USA, men det er ikke en begejstret hyldest til frigørelsen fra det vante liv. Hverdagen trænger sig på, og Sal har også sine problemer med vennen Dean. De opsøger skæve eksistenser og fattige miljøer og i en berømt passage lader Kerouac sin hovedperson sige:

»De eneste personer, der tæller, er de vanvittige. Dem der er vanvittige efter at leve, vanvittige med at snakke, vanvittige efter at blive frelst; samtidig med at de begærer alt. Dem, der aldrig gaber eller siger noget banalt, men brænder brænder brænder, ligesom de fantastiske gule romerlys, der eksploderer som edderkopper hen over stjernerne.«

I løbet af turen bliver Sal mere og mere desillusioneret og utilfreds med sit liv på landevejene. Han opsøger hovedsagelig de lavere klasser og møder gamle sorte amerikanere og mexcanske ludere i samfundets periferi. Den sidste del af turen foregår i det mexicanske grænseland, hvor de to venner drikker og går på bordel, hovedsagelig for at have sex med mindreårige piger. I det hele taget synes helt unge piger at tiltrække sig de to venners sexsuelle interesse, og folk med puritanske tendenser bør nok ikke læse den nye udgave.

Vanskeligt at finde forlag
Det var ikke let at finde forlag til teksten, som virkede vanskeligt tilgængelig og under Den Kolde Krig også vakte politisk animositet. Forlaget Viking Press påtog sig at udgive bogen, men krævede dybtgående ændringer, og selv om Kerouac havde skrevet teksten i begyndelsen af 1950erne udkom den først i 1957. Romanen fik en omfattende og begejstret anmeldelse i New York Times, hvor Kerouac blev beskrevet som sin generations stemme og hyldet som en afgørende vigtig amerikansk forfatter. Dermed var grunden lagt til hans berømmelse. Andre af beatnik-generationen som f.eks. Allen Ginsberg priste Kerouacs spontane tekstteknik og overtog den selv, mens f.eks. Truman Capote stillede sig kritisk an og bemærkede:

»Han skriver ikke litteratur, han skriver på skrivemaskine.«

I eftertiden er Jack Kerouacs prestige som forfatter vokset og vokset, bl.a. holdt i live af den forunderlige fascination, som beatgenerationen stadig udøver på nye generationer. Forfatteren Luc Sante har i en artikel i New York Times i forbindelse med bogens genudsendelse sat Kerouac ind i en amerikansk eventyr- og vagabondtradition og skrevet: »Mødet med Neal Cassady gjorde det muligt for ham at skrive det 20. århundredes svar på»Huckleberry Finn«. Kerouacs tekstrulle tydeliggør bogens forbindelse med fortiden til Mark Twain og vagabondfortællingerne og Woody Guthrie og cowboy-sagaerne.«

Keruoac skrev flere bøger, der fulgte op på»On the Road«s tema, men han havde sine problemer med sit eget omdømme. Han blev kaldt kongen af beatgenerationen, men sagde til New York Times: »Jeg er ikke beatnik, jeg er katolik.«

Sine sidste år levede han i St. Petersburg, Florida, men da var alkoholismen blevet et alvorligt sundhedsproblem. Han døde i oktober 1969 af leverproblemer og efterlod sig sin tredje hustru og sin mor, men ingen børn så vidt vides. Hans ven Neal Cassady tog efter deres fælles trip til Mexico del i modkulturens saftigste aktiviteter. Også han døde i 1968 som en alkoholiseret mand. De levede livet stærkt, døde unge og efterlod nådesløst deres familier i Cassadys tilfælde en hustru og tre sønner til deres eget forgodtbefindende.

Nu er de på vejen igen.@Tekst m. indryk: