Der stod hun, midt på Skuespilhusets Store Scene, og tissede så det plaskede. Ret op og ned, lige foran det pæne premierepublikum. Velkommen til Danica Curcic i dansk teater!

Den markante introduktion af debutanten skete i forestillingen »Lulu«, som allerede inden premieren var stærkt omtalt på grund af en væltet scenevæg, der kvæstede Søren Sætter-Lassen meget alvorligt. Midt i det kaos, ulykken førte med sig, skulle en ung, helt nyuddannet Danica Curcic pejle sig ind på både den store titelrollen som luderen Lulu og på dansk teater. Hvor hun allerede var udråbt som den nye, store stjerne.

»Jeg lærte SÅ meget af den forestilling, og jeg følte også, at jeg kom til at stå stærkere og stærkere. Men jeg havde brug for hjælp undervejs, for forestillingen var en stor udfordring i forhold til, hvor ny jeg var i teatret. Jeg var helt åben, tog alt ind. Der var intet filter. Det var så stort et ansvar. Men jeg blev meget stolt af forestillingen,« fortæller Danica Curcic om sin turbulente teaterdebut.

I dag kun tre år, men både en Bodil og en Robert-pris, en udnævnelse som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin, utallige talentpriser og nu også en Reumert-nominering senere, kan man roligt sige, at Danica Curcic har levet op til alle de store forventninger.

»Jeg har det sådan, at jeg har meget fokus på, hvor jeg er lige nu. Men det er overvældende at se tilbage. Jeg har lavet meget, og det har været hårdt arbejde, men det har været drømmeprojekter alt sammen,« siger Danica Curcic, som blandt andet har lavet en række film sammen med navne som Ghita Nørby, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Bodil Jørgensen inden for bare det seneste år.

»Det er jo store kvinder, man ser op til. Men når jeg går i gang med at arbejde, så er vi alle på lige fod. Jeg vil gerne være en svamp, der suger alt det til mig, de kan give - uden at give slip på mig selv.«

Det er ikke desto mindre teaterstykket uden andre medvirkende end hende selv, der står hende nærmest, når hun skal se tilbage på et meget hektisk arbejdsår:

» »Lort« har betydet noget helt specielt for mig at lave. Den er et hjertebarn. Jeg læste den højt sidste år ved Ny europæisk dramatik festival og blev så ramt af den, at jeg tænkte: »Jeg skal bare lave den«. Den talte til mig, og den sammenfatter så meget af det, jeg elsker ved teater: Den har meget på hjerte, formen er ekspressiv, grotesk, den går ud over virkeligheden. Og så er den skrevet så musikalsk. Det er som at læse et partitur,« siger hun om monologen af italieneren Christian Ceresoli om en ung kvinde, der har stillet sig til rådighed for det meste og de fleste for at få succes som kvinde. Den stærkt anmelderroste og store publikumssucces spiller fire gange på CPH STAGE.

»Med en monolog har man kun sit publikum at læne sig op ad. Det er vildt, det er udfordrende og meget grænseoverskridende. Grundsituationen i stykket er ligesom: »Kan I lide mig?«, og den grundsituation kan jeg bruge til meget: Er publikum stille, kan jeg bruge det til en større usikkerhed. Griner de, kan jeg bruge det. På den måde er det fedt. Det er enormt befriende, når man har en dialog med sit publikum. Men man bliver også så bevidst om publikum, når man sidder der alene. Man tager alt ind. Hver en lille bevægelse hos folk – »Nå, jeg keder dig? Jeg keder dig. Jeg keder dig! Jamen så holder jeg lige en lang pause her, så du kan kede dig endnu mere!«. Husets Teater især er meget intimt, der er alle ligesom involverede.«

Danica Curcic er ikke bare alene på scenen, hun er også helt nøgen. Det giver lidt blussende kinder og nedadvendt blik, hvis der er mange helt unge drenge i salen, og der var også den aften på Teater Nordkraft, hvor en mand blandt publikum højt udbrød: »Hun har vist glemt at ta’ en trøje på hende dér«.

»Stykket handler om den unge kvinde i forbrugersamfundet, og vores manglende kontakt med os selv mere generelt. Så nøgenheden gav så meget mening, den er med til at understøtte tematikken – »brug mig« – og at historien hæver sig over kun at handle om den ene kvinde til at blive en fortælling om kvinden. Men det er klart, man skal lige tage tøjet af, ikke?« som hun siger, og nøgenheden har da også udfordret hende i visse situationer:

»Under en publikumsprøve gik noget galt med lyset. Til sidst, hvor jeg skal synge nationalsangen med front mod publikum, var der fuldt lys på publikum, og der blev heller ikke mørkt bagefter, så jeg skulle gå ned i fuldt publikumslys også. Man kan godt sige »come on, du er jo nøgen hele tiden, det gør vel ingen forskel?«, men når man er nøgen, bliver man lige pludselig meget sårbar, hvis der er noget, der bare træder lidt uden for rammen,« forklarer Danica Curcic, som også oplevede, hvordan hun reagerede helt anderledes i forbindelse med en fotografering før premieren på forestillingen.

»Da vi skulle tage pressebilleder, kom fotografen op på scenen, og det kunne jeg mærke, var alt for grænseoverskridende. Scenen var min. Den var mit hellige sted, og det er endnu stærkere, når du er alene på den. Jeg havde skabt en koncentrationsring på den, som ikke måtte overskrides, og det blev helt galt, da han i al venlighed lige rørte min arm for at sige, det gik godt. Der fik jeg følelsen »Stop lige dér! Mit skridt er der, og du rørte min arm lige dér - her går min grænse altså«. Det var meget mærkeligt at opleve. At mærke den grænse mellem karakteren og det private rum, hvor det pludselig bliver ekstremt grænseoverskridende, hvis en aftale bliver brudt.«

Måske hjalp det, at hendes vej ind i teatret ikke var helt lige. Den slog et sving rundt om Californien, hvor Danica Curcic i et år gik på en teaterskole, der vægtede fysisk teater og ensemblespil. Det var en kæreste, der førte hende til den – han boede lige overfor – og efter at have læst på film- og medievidenskab på Københavns Universitet var Danica Curcics drøm om at prøve skuespillet af blusset op. Om ikke andet så bare for et års tid.

»Det fede for mig på den skole var, at det var så uforfængeligt. Alt kom ud, man blev presset ud til steder, man ikke havde været før, og det har hjulpet mig meget at være blevet presset ud i de ekstremer, vi blev på skolen.«

»Det var en fuldstændig gør-det-selv skole. Man lavede alt fra scratch. Der var ingen instruktør, ingen dramatik, det var ikke baseret på tekster. Det var udefra og ind, der var slet ingen psykologi i det. De første måneder gik med at nå et neutralt punkt. Det var ret fedt at starte med dén slags teater. Det gav en stor tro på, at jeg godt kan selv. Jeg er ikke en marionet, jeg har noget at sige. Jeg ville godt selv kunne lave noget, jeg behøver ikke altid vente på at blive kontaktet.«

På et tidspunkt indtrådte dog en længsel efter at arbejde med tekster, og mere psykologisk teater, og selv om Curcic var blevet optaget på masteruddannelsen på den amerikanske skole, vendte hun hjem til Danmark – for at søge optagelse på en dansk teaterskole:

»Det blomstrede i mig at være der, de så mig og de troede på mig. Men i længden kunne jeg godt mærke, at der ikke var fokus på skuespillerinstrumentet. Hvad min stemme som skuespiller var. Det var meget projektorienteret. Jeg savnede at arbejde med tekster.«

Herhjemme kom hun ind på Statens Teaterskole – der i dag hedder Den Danske Scenekunstskole – i første forsøg. Hun havde læst hos en skuespiller op til optagelsesprøven, og læreren smed ved første møde »Omstigning til Paradis« foran Danica Curcic med ordene: »Du er Blanche«. Og det bliver hun nu for alvor på Det Kongelige Teater i næste sæson, hvor hun skal spille rollen i en opsætning instrueret af Egil Pålsson.

Ellers er Curcic kun hjemme på en kort visit, da vi fanger hende til interviewet. Hun er for tiden i Norge for at lave en tv-serie om krigen i Afghanistan. Som forberedelse brugte hun to måneder på at lære norsk – kun for til første læseprøve at få at vide, at det nok var bedst, hendes karakter talte dansk alligevel. Det nager hende noget, kan man godt mærke.

Senere skal hun medvirke i en film om de danske jøders flugt over Øresund i efteråret 1943, »Fuglene over sundet« hedder den:

»Den handler om et ungt jødisk par, der flygter op til Gilleleje for at komme videre til Sverige. Det er et meget fint kammerspil, og så er det min første mor-rolle! Det er en anden tid, jeg skal sætte mig ind i – det er ret vildt at tænke på, at fra den ene dag til den anden ændrer ens liv sig bare,« siger Danica Curcic med henvisning til det bratte opbrud fra deres hjemland, de danske jøder måtte foretage i 1943.

Det kunne faktisk have været en spejling af Danica Curcics egen historie og skæbne. Hun er født i Serbien, men da hun var kun et år flyttede hendes forældre til Danmark, fordi hendes far skulle arbejde her.

Da krigen i Eks-jugoslavisen brød ud, valgte familien at blive i Danmark. I dag drømmer Danica Curcic dog om at prøve at arbejde i sit fødeland.

»Jeg er vokset op med meget serbiske forældre, så der er en del af mig, der savner at udforske den del af mig. Der bliver lavet nogen fine ting i Serbien, men det er klart, det er ikke et land med mange penge til kunst og kultur,«siger Danica Curcic, der i det hele taget gerne vil prøve af at arbejde i udlandet. Hun da også fået en agent nu.

»Jeg brænder for at lave både teater og film, men det er rigtig svært at få det til at gå op. Men jeg vil aldrig holde op med at lave teater. Jeg udvikler mig på en anden måde på teatret. Det er dér, jeg virkelig lærer mit instrument at kende. Man har et helt andet ansvar for historien, fordi man står der hver aften over for et publikum. På film kommer man med en masse bud, som instruktøren og klipperen sætter sammen, og så ser man det efter et år. På teatret står man aften efter aften og skal hele tiden finjustere og være til stede på en helt anden måde,« siger Danica Curcic og tilføjer:

»Og så elsker jeg prøveperioden, hvor man prøver alt muligt af sammen og ser, hvor man kan tage forestillingen hen.«

For eksempel det at tisse midt på Nationalscenen.