På sporet af Proust

4.469 sider, 13 bind, fire oversættere, 14 års arbejde. Nyoversættelsen af Marcel Prousts »På sporet af den tabte tid« foreligger nu samlet. Digteren og forfatteren Niels Lyngsø fortæller om de seks bind.

Marcel Proust . FOTO: AFP Paris Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forestil dig en hangar, der skal fejes med en tandbørste. Du begynder i det ene hjørne og arbejder dig så minutiøst gennem den kæmpestore hal. Et halvt eller et helt år senere er du færdig.

Sådan er det at oversætte ét bind af Marcel Prousts »På sporet af den tabte tid«, hvis man skal tro Niels Lyngsø. Og det er der god grund til, for han har oversat seks af de i alt 13 bind, som det 4469 sider lange værk er fordelt på i den nye danske oversættelse.

Nu er der efter 14 år sat endeligt punktum for et af nyere tids mest omfattende danske oversættelsesarbejder. De tre sidste bind af »På sporete af den tabte tid« udkommer i morgen.

»Det har været den vanskeligste og mest tilfredsstillende oversættelsesopgave, jeg har haft og formentlig kommer til at få,« siger Niels Lyngsø.

»For ikke at drukne i det har jeg undervejs målt hangaren op og regnet ud, at hvis jeg nåede så og så meget pr. dag, så var jeg med, så nåede jeg det. Jeg har en ret tålmodig side.«

Tålmodig og vedholdende må man også sige, at Marcel Proust var, når det gjaldt hans litterære pragtpræstation. Den franske forfatter skrev på værket fra 1908 og næsten uden ophør, til han døde i 1922. »På sporet af den tabte tid«, der er blevet en klassiker i verdenslitteraturen, udkom i Frankrig fra 1913 til 1927 og på dansk første gang allerede i 1930erne.

Det er ni år siden, Niels Lyngsø, der selv er digter og forfatter, blev tilknyttet nyoversættelsen.

»Jeg befandt mig på et skriverefugium upstate New York, da jeg en nat, mens jeg lå og sov, blev ringet op. Jeg blev helt forstyrret, man tænker altid det værste, når telefonen ringer om natten. Men det var en meget begejstret mand, jeg ikke kendte, som talte løs om Proust. Det var først, da jeg vågnede næste morgen, at det gik op for mig, at han havde spurgt mig, om jeg ville være med til at oversætte »På sporet af den tabte tid.« »

Manden i røret var Henrik Borberg, forlægger på det lille forlag Multivers, som overtog udgivelsen, efter at landets største forlag, Gyldendal, havde opgivet at løfte den.

Da Niels Lyngsø fik opgaven, var oversætteren Else Henneberg Pedersen i gang med de første bind. Efter tre bind stoppede hun, men hun havde udarbejdet en omfattende ordbog, som Lyngsø og de to andre nye oversættere af resten af værket – Lars Bonnevie og Peter Borum – kunne benytte sig af. For at sikre en kontinuitet.

 

»Det er jo altid en bekymring, når flere mennesker skal oversætte et værk, at det bliver ujævnt. Den ujævnhed prægede i for høj grad den gamle oversættelse. Det ville vi undgå, og den vigtigste måde at gøre det på var at bruge Else Henneberg Pedersens omfattende ordbog, som vi fik med elektronisk,« forklarer Niels Lyngsø.

På listen, der indeholdt mere end 1000 centrale gloser, havde oversætterkollegaen detaljeret angivet, hvordan hun havde oversat ordene i forskellige sammenhænge.

Og så gik Niels Lyngsø ellers i gang.

»Jeg sad rent praktisk med et Word-dokument og skrev den danske oversættelse, og så fandt jeg en onlineversion af den originale franske tekst. Jeg har en lidt bred skærm, så jeg kan sidde med de to dokumenter ved siden af hinanden. I begyndelsen brugte jeg bogudgaven, men det gik op for mig, at hver gang jeg flyttede øjnene fra skærmen og ned i bogen, spildte jeg nogle sekunder på at finde det sted, jeg var kommet til.«

På skrivebordet havde han Blinkenbergs blå fransk-dansk-ordbog, ligesom han slog op i fransk-fransk-ordbøger.

Proust er berømt for sine uendeligt lange sætninger, én sætning kan sno sig over flere sider. Det, kombineret med den franske sætningsopbygning, gjorde det til lidt af en opgave bare at oversætte en enkelt sætning.

»Jeg arbejder på den måde, at jeg først læser sætningen og prøver at forstå den. Jeg slår de ord op, jeg ikke kender, og så splitter jeg den ellers til atomer. Jeg oversætter de enkelte dele af sætningen, og så sidder jeg med en masse brikker til et puslespil, som det gælder om at få til at gå op og passe med en dansk sætningskonstruktion. Jeg er virkelig kommet i god syntaktisk form.«

Men selv om Niels Lyngsø er gået i syntaktisk spagat og bro og været ude i de mest ekstreme vridninger for at få sætningerne til at flyde på dansk, er der én grundregel, han aldrig bryder.

»Man må ikke sætte et ekstra punktum. Det er snyd. Med Prousts lange sætninger kan man være fristet til det, men jeg har fulgt ham slavisk, hvad det angår. Det er noget af charmen og det ærkekarakteristiske ved Proust; hans sætningsrytmne. Der kan komme tre korte sætninger, og så pludselig kommer der en ordentlig lang én; en lang parade af ting og sager, og så en helt kort én, måske tre ord, og så igen en halvlang. Der er musik i den måde, Proust bygger sætningerne på. Det synes jeg, man skal have med på dansk.«

Hver gang Niels Lyngsø havde oversat 50 sider, sendte han dem til John Pedersen, der er professor emeritus i romansk sprog og litteratur og har været konsulent på nyoversættelsen.

»Han har været en rigtig god bagstopper at have, for jeg ved strengt taget ikke ret meget om fransk. Jeg er ikke uddannet i det, jeg har bare lært mig det for at kunne læse det, men jeg taler det ikke specielt godt. Jeg vil tro, de fleste gymnasielærere i fransk er bedre til fransk, end jeg er.«

Niels Lyngsø var heller ikke Proust-kender, da han gik i gang. Havde kun læst et bind eller to af »På sporet af den tabte tid«. Til gengæld kan Niels Lyngsø, der er uddannet i litteraturvidenskab, noget, der er altafgørende, når man oversætter.

»Jeg er sindssygt god til dansk. Det er min styrke; at jeg kan skrive et godt og nuanceret dansk. Det er helt generelt det, det gælder om, når man oversætter. Man skal selvfølgelig kunne det sprog, man oversætter fra, men man behøver ikke være ekspert i det. Hvis der er et ord, man ikke kender, kan man slå det op eller ringe til en ekspert. Men man skal selvfølgelig kunne det så godt, at man kan se, når der er et problem,« siger Niels Lyngsø og tilføjer:

»Det handler om litterær indlevelse. Det er ikke tilfældigt, at mange oversættere selv er forfattere. Man skal kunne leve sig ind i den psykologi, der er, forstå romanpersonernes sociale baggrund, have fornemmelse for tidens sprog. Man skal have sprogligt og litterært gehør.«

Niels Lyngsø har tidligere oversat den franske filosof Gilles Deleuze til dansk, men har ellers især oversat fra engelsk, norsk og svensk. Alt fra amerikanske forfattere som Philip Roth og Junot Díaz til den svenske krimiforfatter Jens Lapidus og den norske bestsellerforfatter Anne B. Ragde. Forfatternes forskellighed smitter også af på måden, han arbejder med oversættelsen på, fortæller han.

»Når jeg for eksempel oversætter krimier, som jo er meget plotdrevne, oversætter jeg fra bladet uden at have læst det hele først. Netop fordi der er den fremdrift i historien, gør det det sjovere at gøre det på den måde. Men med Proust er der overhovedet ikke noget plot. Det handler ikke om noget, og der sker ingenting. Der kan gå 70 sider med et middagsselskab, hvor folk bare snakker. Det kan være i en salon, hvor der bliver spillet musik, og nogle konverserer hinanden.«

Niels Lyngsø udbryder:

»70 sider, det er jo ugevis af arbejde som oversætter! Der sker ingenting, men til gengæld er der nogle fabelagtige personportrætter.«

Vi taler om, hvad der ellers karakteriserer »På sporet af den tabte tid«.

»Der er nemmere at sige, hvad bogen ikke er,« siger Niels Lyngsø.

»Der er som nævnt ikke noget plot, og hvis man reducerer romanen til, hvad den handler om, så har man ikke sagt noget som helst. Det, der gør den til et så strålende værk, er, at den er så fint aflyttet. Der er rigtig meget dialog, meget psykologisk karakteristik. Det er skildret så fint og nuanceret. For eksempel hele det her snobberi, der kørte i salonkulturen omkring år 1900. Hvem er finere end de andre, hvem har hvilke adelstitler, og hvem har giftet sig til sine formuer? Hele det her fine sociale spil, som man også finder i alle mulige andre lag – det er jo ikke forbeholdt overklassen – det er Marcel Proust eminent god til at skildre.«

Og selv om det sidste af »På sporet af den tabte tid« blev skrevet for snart 100 år siden, har den stadig masser at sige os i dag, mener Niels Lyngsø.

»Man kan selvfølgelig se romanen historisk, som et indblik i en fjern tid. Men jeg synes, at det mest interessante ved værket er den langsomhed og det fravær af plot, der præger den. Noget af det, der kendetegner vores liv i dag, er selvfølgelig, at alt går hurtigt, det ved vi godt, men også, at alt er organiseret i fortællinger. Selv et indslag i TV-Avisen skal være en fortælling. Der skal være en dramaturgi. Vi er så optaget af fortællingen, at vi faktisk har glemt, at betydning også kan organiseres på en anden måde. At der findes ikke-fortællende måder at bruge sproget på. Det viser »På sporet af den tabte tid« os.«

Niels Lyngsø griner og siger: »Jeg vil faktisk sige, at »På sporet af den tabte tid« er eminent lokumslæsning, netop fordi der ikke er noget plot eller nogen spændingsbue. Det her værk er et rum, man kan træde ind i og ud af igen. Man behøver heller ikke læse det hele, man kan læse et bind eller to, eller man kan læse 30 sider, og så har man været der og mærket stemningen.«

Netop fordi Proust, som Niels Lyngsø ser det, ideelt set skal nydes i små bidder, føler han selv, at de mange års intense arbejde med den franske forfatter har givet ham en overdosis.

»En lidt plat sammenligning er mad. Der er noget fast food - krimier - dem sluger man, og der er måske ikke sindssygt meget næring i dem, men de smager godt, og man kører dem bare ind, så hurtigt man kan. Proust er måske mere foie gras eller måske kryddersild. Kryddersild er jo lækkert; det er dejligt at få en god kryddersild med et godt glas øl til, men hvis du skal spise otte kilo kryddersild, er det ikke så fedt længere. Det er sådan, jeg har det med Proust lige nu,« siger Niels Lyngsø.

»Men jeg forestiller mig, at det kunne være sjovt at vende tilbage til ham om 10 eller 20 år. Det er det, der kendetegner yndlingsværker. At man har lyst til at tage dem frem igen. I håb om, at de så siger én noget nyt.«