På sporet af den tabte tid

»Midt på kirkegården er der en høj. Fra toppen af den kan man se langt, man kan se marker, skov og fjord. Det har altid stået for mig som en af de smukkeste udsigter, man kan se for sine øjne. Her burde vi alle begraves, hele familien med tilløbende, med vold og magt, op ad bakken, ind i kirken, ned i jorden, her kan vi alle ligge godt.« Nils Gunder Hansen har besøgt udspringet for sin fædrene slægt, landsbyen Støvring uden for Randers, og den kirkegård, hvor slægtens bene roligt muldne hisset bag den gamle mur.

Fra toppen af højen har man den mest storslåede udsigt over landskabet. Man kan se marker, man kan se skove og man kan se fjorden. Foto: Bo Amstrup<br> Fold sammen
Læs mere

Jeg har hele tiden forestillet mig det på en anden måde. Jeg ville stå af rutebilen nede i byen. Og så ville jeg gå op ad bakken, op til kirken og kirkegården. Det var den vej begravelsestoget altid fulgte. Alting endte oppe på bakkens top.

Nu er det helt forkert. Rutebilen kommer nemlig til Støvring fra den anden side, fra Støvringgaard, og da jeg bliver sat af, står jeg allerede oppe på bakken lige ved siden af kirken. En dobbelt forbavselse. For kirken og kirkegården er sig selv lig i en perfekt match mellem erindring og virkelighed. Og jeg er dumpet ned lige foran den i stedet for at få den mediterende og indzoomende vandring op ad kirkebakken, hvor man rigtigt kunne få sjælen med det sidste stykke.

Støvring er en lille landsby, der ligger en halv times kørsel nordøst for Randers og ikke skal forveksles med det større Støvring i Himmerland. Det bliver den nu altid alligevel. Min far, født 1921, er vokset op i Støvring ved Randers, og den har altid stået for mig som slægtens Heimat, vores svar på landsbyen Schabbach i den store tyske TV-krønike. En hjemstavn vi havde lagt bagude. For det kan sikkert tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har været i Støvring, og det var mest i forbindelse med begravelser og besøg på kirkegården. Men der er noget særligt over steder, hvor man har været ganske få gange i sit liv, men i uomgængelige anliggender. De steder arbejder i erindringen. Især hvis de også er blevet omtalt og overleveret i familiemytologiens fortællinger. De er ikke længere kun fysiske lokaliteter, men også mentale og mytiske steder, hele verdensbilleder.

Nu er det nær ved tyve år siden, jeg sidst har været i Støvring, så da jeg alligevel er på de kanter for at dække Henrik Pontoppidan-symposiet, der foregår i Randers, synes jeg, det er oplagt med en valfart til stedet, hvor »Roligt muldne gamle Bene, hisset bag den gamle Muur«, som en anden gammel digter skrev.

Min gamle mor og far virker en anelse forundrede, da de hører, at jeg agter mig til Støvring, nærmest lidt konsternerede. Faktisk er de slet ikke sikre på, at jeg kan komme derud at der går en rutebil. Og selv om der gør, er det sandelig ikke sikkert, at jeg kan komme derfra igen og komme tilbage til Randers. Det er på ingen måde sikkert. Tænk hvis jeg skal overnatte på kirkegården, som min far siger.

Det undrer mig lidt. Jeg vil dog immervæk drage derud midt på dagen, i det klare lys. Det er, som om de ser Støvring som noget, der kun er halvt virkeligt, et sted hvor man uforvarende kan træde ud af nutiden. Måske er det erindringen om de store afstande i 1920rne, der blander sig med den fornemmelse af affolkning og forladthed, de selv har haft ved senere besøg i Støvring? Det kan være, de er bange for, at jeg skal blive taget af de underjordiske, som en Pontoppidan-forsker deltagende foreslår over morgenmaden på Hotel Randers, hvor jeg fortæller om min tilstundende rejse.

Landskabet omkring Randers er også Pontoppidans barndomslandskab, og han havde om nogen sans for det farlige, der kan gemme sig i den danske idyl og bare vente på at opsluge én. Jeg sikrer mig på forhånd via nettet og telefonopkald til Randers Trafikportal, som rutebilstationen nok så fint hedder, at der er forbindelse både til og fra Støvring midt på dagen. Og da rutebilen nærmer sig bestemmelsesstedet, må jeg uvilkårligt smile, for jeg ser en kæmpestor golfbane brede sig i omegnen af Støvring. Vi er da vist i den grad i nutiden. Randers Trafikportal er ikke en tidsportal.

Men jeg er jo slet ikke selv ude for at lede efter nutiden. Jeg vil vandre ind i et billede. Jeg husker en scene fra min bedstefars begravelse, hvor jeg skal trisse efter en gammel mand ned ad bakken. Det er den forkerte vej. Måske skal vi børn ikke være med i kirken. Jeg er blevet indprentet, at nu skal jeg være stor og fornuftig, men jeg synes, at situationen er lidt akavet, dette med at vandre efter en gammel fremmed mand i en fremmed lille by. Et tog af biler kører forbi, op mod kirken. Og pludselig er vores bil der også, og jeg kan se min mor. Så vender jeg rask omkring og løber efter. Og den gamle mand har ikke en chance for at indfange mig. Jeg kommer med i kirken. Og nu er jeg her igen.

Måske kan den lille romanske kirke ikke ophæve tidens gang, men den kan anslå en meget langsommere tid. Om kirkehuset skriver Martin A. Hansen i »Orm og Tyr«: »Dette hus er saa gammelt at det ikke ændrer alder i et menneskes levetid.« Netop fordi det ikke selv ændrer alder, kan det være baggrund for alt, der sker i tiden, det gentagne, slægters gang, fra bryllupper hvor »børn var tilovers, de blev trætte og kom til ro i høje, hvide senge i den stille ende og hørte det dundrende festhus sejle ud i nattens hav« til begravelser hvor »det gaar rask, kister ind og kister ud (..) I kirken ender folk, og der begynder de, det saa man«.

En pige, jeg kendte, sagde engang om de danske landsbykirker, at her boede Gud i hvert fald ikke. Hun måtte til Sydens store katedraler for at kunne fornemme ham. Jeg er ikke enig. Der er i hvert fald en andagt, en fornemmelse af hellighed i disse ældgamle huse. Det er det lange historiske stræk, der slår en omkuld, hver gang man står der; her er slægt på slægt gået i graven.

Min bedstemor, Bedste kaldet, vidste hele livet godt, hvor hun skulle ligge. Hun omtalte som ofte døden på en ganske materiel måde, »at komme i jorden« (det sidste ord udtalt som ånd med et j foran)«. Til sidst da hun ikke havde det godt, sagde hun til mig i telefonen: »Nu vil Bedste gerne i jånd«.

På en måde synes jeg, vi alle burde begraves her hele familien med tilløbende, med vold og magt, op ad bakken, ind i kirken, ned i jånd, her kan vi alle ligge godt. Men sådan bliver det selvfølgelig ikke. Selv ikke min far, der dog er barnefødt i Støvring, har planer i den retning. Og udviklingen går i enhver forstand den modsatte vej. Familier er spredt for alle vinde, også i døden. For nylig læste jeg i en avis, at rigtig moderne mennesker helst vil begraves sammen med deres venner eller dem fra idrætsforeningen i fællesgrave. Venner for livet og mere til. Der var dog bekymringer med hensyn til hvem af de efterlevende, der skulle holde sådan en vennegrav med 30 urner. Ville børn mon føle sig forpligtede, eller ville de også hellere være sammen med deres venner?

Min bror mener vist også, at alle i familien burde ligge her i Støvring. Her er godt at være. Selv om han dyrkede en barsk kirkegårdshumor over for Bedste. Når hun sad med sin kaffe og klagede over træk fra døren, sagde han altid: »Der er koldere i graven, Bedste!«. Men der skulle mere til at ryste hende. Nu ligger hun tæt på højen midt på kirkegården.

Højen ligner også sig selv. Man går op ad en meget smal sti, der snor sig om højen på ydersiden. Jeg synes, jeg husker sommerdage, hvor vi sammen med kusinerne løb rundt og rundt, op og ned ad højen, men vi har dog vel ikke leget til begravelserne. På toppen af højen står en bænk, men bliver man stående, har man den mest storslåede udsigt over landskabet, man kan se marker, man kan se skove, og man kan se fjorden. Det har slået mig som en af de smukkeste udsigter, jeg har set i mit liv, og det er også derfor Støvring Kirkegård har en særlig plads i min bevidsthed. Det er her, det ender, men det er ude i landskabet, det begynder. I skovene løb min far rundt som dreng og legede Robin Hood med de andre drenge fra landsbyen. En gang blev han ramt i håndfladen af en af de hjemmelavede pile og fik et slemt sår. Arret kan ses endnu. Som dreng omfattede jeg det med ærefrygt.

Der er noget med den høj og det udsyn. Det er en snoet sti, der fører lige op i himlen. En himmelstige med fuldt udsyn over det jordiske paradis. De døde er nok i jorden, men de er også i himlen og nyder denne udsigt i forklaret form. Alt ender ikke på toppen af bakken, for på bakken ligger højen, og højen fører op i himlen.

Nu hvor jeg står der igen, forekommer udsigten mig kun næsten lige så fantastisk, som jeg husker, og det skyldes, at blikket bliver standset i sin flugt mod skovene og fjorden bag markerne. Der står et skur et stykke nede ad skråningen, og der er også nogle tynde flagstænger med vimpler. Vorherre bevares. Hvad sker der mon her?

Jeg går ned igen. En kvinde ordner blomster ved et gravsted. Hun viser sig at være medlem af menighedsrådet og fungerende graver. Vi snakker lidt og er fuldstændig enige om, at vi lige nu befinder os på et af de smukkeste steder i Danmark. Men hvad er det for et skur? Spørger jeg. Ja, det er jo golfklubbens, og det er slemt nok, men det kunne være gået endnu værre, for de havde engang stærke ønsker om at få golfbanen udvidet helt op til kirkegårdsdiget. Men den tidligere graver sagde altid, at det blev over hans lig. Og det bliver også over mit, tilføjer den fungerende graver, for det nytter det jo ikke, at der går nogle golfspillere rundt og bander lige uden for kirkegårdsdiget, hvis der går en sørgende enke rundt lige indenfor.

Det er altså sådan, det hænger sammen. De golfspillere, jeg så som et trygt moment af nutid, da jeg nærmede mig med rutebilen, er i virkeligheden en trussel. De er de underjordiske. De arbejder på at underminere Støvring Kirkegård. Må det ikke lykkes dem.

Jeg tager afsked med den venlige graver. Jeg burde nok være blevet lidt længere på kirkegården og have fundet andre slægtninge og min fars gamle skolekammerater, og jeg burde også have udforsket Støvring lidt mere. Men rutebilen går snart tilbage til Randers, og derfra er der stadig lang vej til København, hvor min kone mener, at jeg med fordel kan vende opmærksomheden fra slægtens gamle og muldnede bene til dens nye og buttede bene. Og det er der selvfølgelig noget om. Vi er kun selv et led i kæden.

Jeg går ned ad bakken, væk fra kirken, stoppestedet ligger midt i byen, hvor to veje løber sammen under et stort træ. Vi er vist så meget i nutiden, at der er mobildækning i Støvring. Jeg ringer til mine forældre og fortæller, at valfarten blev til noget. Og så beskriver jeg det sted, jeg står lige nu. »Nå, det er nede hos smeden«, siger min far. Så kommer rutebilen.