På sporet af den glemte stjernekunstner

Den Hirschsprungske Samling er gået på jagt efter historien om kunstneren Bertha Wegmann og hendes (tabte) tid. Kuratorerne mangler værker til den store udstilling, de planlægger.

I malerierne efter Paris-opholdet ser man tydeligt, at Bertha Wegmann lærte et og andet af impressonisterne. Her har vi både den »hysteriske«, nærmest snap-shot agtige beskæring, lyset og de heftige penselstrøg. »Høet vendes«, 1888, Den Hirschsprungske Samling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Den Hirschsprungske Samling

Bertha Wegmann var for lidt over hundrede år siden en søgt og feteret portrætmaler i København. Hun var ven med både Hirschsprung- og Melchiorfamilien og malede flere af deres medlemmer.

Samtidig udstillede hun jævnligt både på Charlottenborg og på salonen i Paris. Her vandt hun flere gange medaljer for sin indfølte portrætkunst, der med både psykologisk forståelse og malerisk overskud var helt på linje med P.S. Krøyers bedste stykker.

»Det mærkelige er, at Bertha Wegmann helt som sine samtidige kønsfæller i dag er stort set fraværende i den officielle danske kunsthistorie.«


En sådan produktion, sådanne evner og en sådan karriere burde være alment kendt, men det mærkelige er, at Bertha Wegmann helt som sine samtidige kønsfæller i dag er stort set fraværende i den officielle danske kunsthistorie.

De forsvundne kvinder

Og det er mere mærkeligt, end man lige tror. Den konventionelle fordom siger, at kvinder helt frem til rødstrømpebevægelsen i 1960erne var henvist til et undertrykt liv som husmødre, men det er ikke hele sandheden. I slutningen af det 19. århundrede talte kunstens verden en række »emanciperede« kvinder, der nød både anerkendelse og respekt overalt.

Det var først i det 20. århundredes begyndelse – samtidig med at kampen for kvindernes valgret blev intensiveret – at de kvindelige malere blev skrevet ud af kunsthistorien.

Den fordom og den uretfærdighed vil blandt andre Hirschsprungs Samling gerne gøre op med, og blandt andet derfor planlægger det fine museum i Østre Anlæg i denne tid den første store samlede præsentation af Bertha Wegmanns værker.

Hun blev født i Schweiz i 1847. Hendes far var schweizer og hendes mor var dansk. Familien flyttede til Danmark, da Bertha var fem år gammel, og hun voksede op i København, hvor hun blandt andet fik tegneundervisning af F.C. Lund.

Bertha Wegmann ville gerne være kunstner, og hendes far opmuntrede hende – måske fordi han selv havde uindfriede ambitioner i den retning.

Under alle omstændigheder støttede faderen hende på alle måder og sørgede for, at hun i 1867 kunne rejse til München for at gå på forskellige fine kunstskoler der. Akademiet i København optog ikke kvinder på det tidspunkt.

Valget af uddannelsessted må have været kontroversielt så tæt på 1864, men det nævner historien ikke noget om. I stedet beretter den om en lang karriere i udlandet. Wegmann studerede i München og mødte dér den tysk-svenske maler Jeanna Bauck, som hun blev nær ven med.

De boede sammen, malede sammen og rejste sammen til Paris for at se på alt det nye, der foregik. De lejede atelier i Paris og besøgte blandt andre Manet, som Bertha Wegmann dog ikke var så imponeret af.

Hun lærte dog et og andet i Paris og måske endda af Manet, for efter opholdet dér forlod hun det akademiske »muddermaleri«, hun havde lært i München, og begyndte at male langt mere frit og lyst, samtidig med at hendes kompositioner blev skæve og »fotografiske« som impressionisternes.

Desuden aflurede hun Manets evner med den sorte farve. Ikke ret mange andre malere kunne få så megen klang ind i et stykke sort silkestof som Bertha Wegmann.

Opholdet i Paris blev kort, men succesfuldt. Både Bauch og Wegmann fik malerier optaget på salonen, der var den tids kunstneriske udstillingsvindue og superliga. Bertha Wegmann vandt endda hæderspriser på salonen både i 1880 og 1882.

Hun udstillede også på Charlottenborg og blev allerede som relativt ung kendt som en fremragende portrætmaler. Hun flyttede til Danmark, men levede stadig et internationalt liv og opretholdt kontakten med Bauch. Blandt andet findes der et tænksomt og meget indfølt portræt af veninden fra 1885.

I København omgikkes hun Marie Krøyer og andre medlemmer af kunsteliten og nød i det hele taget stor anerkendelse.

Hun blev valgt ind i kunstakademiets plenarforsamling som den første kvinde – og burde egentlig være et kendt navn i den danske kunsthistorie. Det er hun imidlertid ikke. Faktisk er hun stort set ukendt i dag, hvilket kan synes ejendommeligt.

Det mærkelige er, at det først er i årene efter 1900, at kvinderne bliver skrevet ud af den danske kunsthistorie. De store oversigtsværker, som bliver skrevet i det 20 århundredes begyndelse, bliver definerende for kunsthistorien, og i disse værker nævnes Bertha Wegmann og andre kvindelige billedkunstnere ikke med et ord.

Først for nylig er museerne begyndt at rette op på den uretfærdighed. Godt nok viste Øregaard Museum allerede i 1998 en udstilling med Wegmann, men hun er stadig ikke et navn, der får mange klokker til at ringe blandt danske kunstinteresserede.

I øjeblikket arbejder Den Hirschsprungske Samling derfor på en udstilling, man på museet håber vil blive den endelige rehabilitering af Bertha Wegmann som en væsentlig, internationalt orienteret, dansk billedkunstner i slutningen af det 19. århundrede. Der er grund til at glæde sig til 2022.