På rejse gennem Langtbortistan

Den norske forfatter Erika Fatland er draget gennem det tilbagestående Centralasien, der er præget af korruption, undertrykkelse og kvindefjendske traditioner. Men hendes rejsebog, »Sovjetistan«, fortæller også om en eksotisk og uforglemmelig region, som de færreste af os ved noget om.

Familiens kvinder samlet til bøn inden slagtning af får til bryllupsfesten. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

De fleste europæere kender knap nok de centralasiatiske nationer som Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan.

Kun takket være Sacha Baron Cohens film »Borat« er der et vist kendskab i Vesten til disse fjerne egne. Sacha Baron Cohen lader sin hovedperson, Borat, komme fra Kasakhstan, og i filmen er landet præget af imbecile jødehadere og retarderede landsbybeboere. Kasakhstan er faktisk verdens niendestørste land med 18 millioner indbyggere, men i Vesten kendt som Borats fædreland.

Det var dette ukendskab til Centralasiens lande, der fristede den unge norske sociolog Erika Fatland til at rejse gennem området. Hun var ikke uden viden om Centralasien, for hun havde opholdt sig i Rusland og har skrevet bogen »Englebyen« om massakren i Beslan i 2004, hvor islamister besatte en skole i Nordossetien, og 400 mistede livet. Erika Fatland gennemrejste de centralasiatiske lande, og hendes rejseberetning er blevet til bogen »Sovjetistan.«

Hvorfor rejste du til så fjerne og ukendte lande?

»Jeg havde lyst til at rejse i de lande og skrive om dem, netop fordi de er hvide pletter på kortet. Kun få i Vesten kender de lande, og jeg var derfor drevet af nysgerrighed efter at opsøge dem og møde mennesker derfra.«

Vi hører ustandseligt om Syrien og andre kriseområder i verden, men ikke et ord om disse lande. Er det, fordi de blev kørt over af historien og efterladt i et tomrum?

»Tilbage i tiden var de vigtige som en del af Silkevejen, der forbandt Østen og Vesten. De var centrale i verdenshandlen og havde højt udviklede kulturer. Så fandt man andre veje til Asien, og de tabte i betydning og blev tilbagestående og uudviklede. Da så kommunisterne fik magten, kom de ind under Sovjetunionen, men forblev lukkede områder, fordi kommunisterne ikke tillod turister eller journalister adgang. Da de efter kommunismen fald blev selvstændige, havde de meget svært ved at vriste sig løs af fortiden og forblev tilbagestående. Det er derfor, jeg har kaldt bogen for »Sovjetistan« – fordi de endnu er præget af den sovjetiske fortid.«

Kan man bare frit rejse ind i de lande?

»De er temmelig lukkede, så man skal have tilladelse til at rejse ind i for eksempel Turkmenistan. Men er man først kommet ind, er befolkningerne præget af stor gæstfrihed og venlighed, og jeg blev stort set aldrig udsat for ubehageligheder, selv om jeg rejste som enlig kvinde.«

Millioner døde i sultkatastrofer

Er det ikke uretfærdigt, at de ikke er en del af vor bevidsthed, når mange soldater fra de lande døde under Anden Verdenskrig i kamp mod nazismen?

»Jo, det er det da, og det er glemt, at de ydede stor modstand, og ca. 10 procent af befolkningen i Kasakhstan døde under krigen. Alene i Kasakhstan døde godt 300.000 soldater og 350.000 civile af sult og sygdom.«

Og både før og efter krigen var de vel udsat for kommunistisk undertrykkelse?

»Ja, Stalin iværksatte deportationer. tvangskollektiviseringer, der førte til sultkatastrofer og almen undertrykkelse. Det var en menneskelig katastrofe af dimensioner, som landene ikke har forvundet endnu. Ikke mindst i Kasakhstan mærkede man undertrykkelsen. Stalin deporterede godt seks millioner mennesker til Kasakhstan, og her lå Sovjetunionens næststørste tvangsarbejdslejr i Gulag-systemet, der permanent havde godt 800.000 fanger. Kommunisterne gennemførte desuden 450 atomprøvesprægninger i Kasakhstan og udsatte befolkningen for stor fare.«

Var kommunismens sammenbrud så en befrielse?

»Det mærkværdige er, at da befolkningerne i 1989-90 kunne stemme om selvstændighed, så ønskede over 90 procent af befolkningerne alligevel at tilhøre Rusland.«

Hvordan kan man forklare det?

»Fordi påvirkningen fra Sovjetunionen ikke udelukkende var negativ. Da Sovjetunionen overtog magten, var disse lande underudviklede og fattige, og de gennemgik, på trods af alle dårlige ting, også en relativ positiv udvikling under sovjettiden. Sundheds- og skolevæsen blev således udviklet i løbet af 1930erne.«

Hvor slem var undertrykkelsen?

»Den var hård, og kommunisterne indsatte brutale herskere, der rask væk undertrykte befolkningen og sendte dem i lejre. Alle kender til hungersnøden i Ukraine, hvor millioner døde, men også i disse lande medførte tvangskollektiviseringen hungerskatastrofer, hvor næsten lige så mange mistede livet. Men der var også positive ting for almindelige mennesker, og de havde jo været vant til herskere, der var mindst lige så brutale som Sovjetunionens.«

Kleptokratier

Du beskriver disse lande som dysfunktionelle med mere eller mindre vanvittige diktatorer og en korruption, som vi næsten ikke kan forestille os?

»Ingen af disse lande er velfungerende. Kun i Kirgisistan er der et vist demokrati, men ellers styres de af diktatorer. Man skal huske på, at de aldrig har kendt til demokrati, og da kommunisterne overtog magten, kom de fra feudale styreformer og blev underlagt kommunisterne. Flere af dem, der er ved magten, blev faktisk udpeget under sovjettiden. De er endnu ikke kommet ud af kommunismens skygge, og de gamle magthavere styrer stadig landene efter sovjettidens metoder kombineret med en vanvittig personkult.«

Men det er ikke kommunisme?

»Nej, absolut ikke, men det ligner et kleptokrati, som Putin også har installeret i Rusland, altså en lille klan og slægtninge, der har overtaget magten og suger alle midler til sig. Men de var også korrupte før, så der er intet nyt her. Usbekistans nuværende leder, Islam Karimov, blev således indsat af Gorbatjov i et forsøg på at komme den værste korruption og nepotisme til livs, men det nyttede ikke. Det er et kæmpeland med 28 millioner mennnesker. Under Karimov er Usbekistan blevet et af de mest undertrykte lande i verden, og han slår skånselsløst ned på oppositionen, herunder islamister – i 2002 blev to islamister kogt levende. Karimov sidder ved magten endnu, og landet bliver behandlet skånsomt af USA, fordi man frygter, hvad der kan ske, hvis han mister magten.«

Praktiserer stadig kvinderov

I sin farverige beskrivelse fortæller Erika Fatland om mange mærkelige og spændende mennesker, og en del af hendes beskrivelse handler om kvinderne og fænomenet kvinderov. I Kirgisistan er det ganske normalt, at unge kvinder bortføres og må finde sig i voldtægt og at blive gift med deres bortfører. Det er en gammel tradition, og myndighederne griber ikke ind. I bogen fortæller Erika Fatland, at det i landsbyerne er flere end halvdelen af alle ægteskaber, der kommer i stand gennem kvinderov, og at over 90 procent af kvinderne bliver hos bortføreren. Det kan ske, at han får en bøde, men den er lav – straffen for at røve et får er hårdere.

»Jeg troede, at man havde overdrevet historierne om kvinderov, men det viste sig, at næsten alle kvinder, som jeg mødte, var blevet røvet. Det lyder jo romantisk, men det er skrækkeligt og er voldtægt. Jeg talte med kvindeorganisationer, der har protesteret mod disse forhold, men det nytter ikke, for det er en accepteret del af kulturen,« siger Erika Fatland.

Er der nogle af disse stater, hvor kvinder behandles rimeligt?

»Det afhænger af, om kvinderne bor i byer eller på landet, men sovjetstyret betød, at kvindernes rettigheder blev bedre, og at de i flere lande har mulighed for uddannelse, og at ægteskab er baseret på kærlighed. Faktisk er kvindernes position i disse centralasiatiske lande generelt bedre end i mange lande i Østen.«

Bange for islamisme

Er der risiko for et nyt »forår« i disse lande, der vil udvikle sig ligesom i de arabiske lande og ende i anarki?

»Faren er der absolut, for der er mange spændinger og etniske og religiøse opgør. Landene er muslimske, og man kan godt forestille sig en udvikling i retning af en islamisk bevægelse. Og mellem landene er der også stærke spændinger, og der er desuden separatistbevægelser, så det ulmer hele tiden.«

Er islamismen en reel fare?

»Det afhænger af den økonomiske udvikling, og lige nu er der krise, fordi oliepriserne falder, og Ruslands krise smitter af på disse lande. Der er allerede en udbredt islamisme, og mange er draget i krig for Islamisk Stat. De fleste mennesker er ikke særligt religiøse, men islamismen er i fremmarch, og alle regeringer er bange for den. Man forsøger fra regeringernes side med hård lovgivning og indgreb for at holde fanatismen tilbage, men det er svært at bedømme effekten. Det er ikke et ualmindeligt syn nu at se kvinder med niqab i Kirgisistan, og myndighederne har tvangsbarberet 13.000 mænd i løbet af 2015.«

På trods af korruption, kvinderov, elendighed og andet slutter Erika Fatland sin bog med en positiv vurdering: »Den gamle klankultur overlevede kollektiviseringen og centralkomiteerne. Autokratiet forsvandt heller aldrig, det fandt bare en ny form. Gæstfriheden, fascinationen af tæpper, den gamle markedskultur, kærlighed til heste og kameler: Alt dette har overlevet til vore dage og gør en rejse i regionen uforglemmelig.«

Hvad: Erika Fatland: »Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan.« 431 sider, 300 kr. Informations Forlag.