På optagelse i kvindefængslet

Filminstruktøren Fatih Akin undgår stereotyperne, når han skildrer indvandrere og fængsler i Tyrkiet. Alligevel erkender han, at det er svært at styre uden om fordommene.

Et professor i tysk, der er tyrkisk andengenerationsindvandrer og som køber en tysk boghandel i Istanbul. En tyrkisk prostitueret i Bremen med en lesbisk datter.

Man kan ikke beskylde den 34-årige tysk-tyrkiske instruktør Fatih Akin for at bruge mange stereotyper om indvandrere. Men da Berlingske Tidende møder ham før premieren på hans film »På himlens kant«, hvori disse figurer optræder, er det oplagt at spørge ham, om han omvendt forsøger at undgå de samme stereotyper. Hvorfor er der ikke bare en enkelt af hans tyrkiske skuespillere, der bliver castet i rollen som taxachauffør eller grillejer?

»Jeg kender ingen, der bevidst ønsker at bruge stereotyper, og som du selv siger, gør jeg det heller ikke selv. Men stereotyperne findes jo af en grund – det er fordi de har forlæg i virkeligheden. Og når jeg med vilje undgår at bruge dem, har de jo også en omvendt indflydelse på mig. Men jeg er ikke særlig interesseret i at lave »problem-film« om indvandrerkultur kontra tysk kultur eller omvendt. Jeg er interesseret i outsidere. På nogle måder er en litteraturprofessor jo en outsider ligesom en prostitueret. De har begge en profession, som det er svært at dele med de fleste andre mennesker,« siger Fatih Akin.

I filmen bliver der dog plads til en smule kulturkritik. Her opsøger to muslimske fundamentalister nemlig den tyrkiske prostituterede i Bremen og truer hende på livet, fordi de mener, at hun skænder islam ved sin levevej.

Trusler i stakkevis

Fatih Akin fortæller, at ideen til de to religiøse moralister udspringer af hans forrige gennembrudsfilm »Gegen die Wand«, hvor hovedrollen indtages af den tysk-tyrkiske skuespillerinde Sibel Kekilli, der har en fortid i pornofilmbranchen.

»Vores hjemmesider blev oversvømmet med trusler fra muslimer, der var harme over, at vi lod en pornoskuespiller få hovedrollen. De mente, at de havde fuld ret til at bestemme over hende, alene fordi hun har tyrkisk baggrund,« siger Fatih Akin.

Han indrømmer, at han er en smule træt af at blive udspurgt om indvandrerproblemer og kulturforskelle.

»Men jeg beder jo selv om det, når jeg laver film om mennesker med rod i to forskellige kulturer,« siger Fatih Akin.

Elsker filmklassikere

Fatih Akin elsker sine filmklassikere, og han nikker, da Berlingske Tidende spørger ham om to paralleller til andre film i »På Himlens Kant«.

I en scene af Akins film skaffer en kurdisk terrorist/frihedskæmper sig af med en pistol ved at skjule den på et hustag i et af Istanbuls kaotiske kvarterer, som hun er flygtet op på med det tyrkiske politi i hælene. Handlingen og det kaotiske bylandskab horisonten rundt bringer klare mindelser til en anden emigrant-film, nemlig Francis Ford Coppolas’ »Godfather II« fra 1975.

»Jeg vil ikke påstå, at jeg havde netop den film i tankerne, da jeg lavede scenen. Men som filminstruktør har jeg selvfølgelig filmhistorien siddende et sted i underbevidstheden, og alle gode film om storbyer bør have en scene, der foregår på et hustag, som i »Godfather« eller Kazans »On the Waterfront«,« siger Fatih Akin.

En anden film, man kommer til at tænke på, er Alan Parkers »Midnight Express« (1978), hvor en ung amerikaner gennemlever et rent helvede i et tyrkisk fængsel. Med den film i baghovedet overraskes man af Fatih Akins film, der skildrer kvindefængslet i Istanbul som et lyst og menneskeligt sted.

»Jeg er selvfølgelig klar over, at de scener går stik mod de flestes forestillinger om et tyrkisk fængsel, og jeg er i øvrigt også blevet kritiseret for at vise fængslet på den positive facon. Men jeg kan kun sige, at miljøet er fuldstændig autentisk. Vi filmede med fangerne som statister, dog var der ingen – som i min film – politiske fanger i netop det fængsel. Det var mest kvinder, der havde myrdet deres mænd,« siger Fatih Akin.