Mørke og melankoli er taknemmelige størrelser. De tilfører noget til det musikalske udtryk, som altid ligner seriøsitet. At der her er en rigtig kunstner på arbejde, tænker man lettere i selskab med moltoner end med musik i dur.

Det er dog ikke altid tilfældet, og nogle gange føles det musikalske mørke ikke som stort set andet end et æstetisk greb; som en lækker leg med noget, der i sidste ender klinger lidt hult, gemacht.

Sådan har jeg indimellem haft det i selskab med Anders Trentemøllers to album »The Last Resort« og »Into The Great Wide Yonder«. Og når treeren hedder »Lost«, kunne det umiddelbart lyde, som om en af de få danskere, der har et reelt publikum i udlandet, fortsætter i samme spor.

Som sidst har Trentemøller trukket en stribe gæstemusikere og bands ind i sine sange, og navnene er imponerende. Low, Kazu Makino fra Blonde Redhead og The Raveonettes’ Sune Wagner medvirker blandt andre på udspillet, der åbnes med »The Dream«, hvor superbandet Low byder ind med deres karakteristiske disede, dæmpede instrumentering og Mimi Parkers lyse, vemodsladede vokal.

Herefter bevæger albummet sig ind i mere velkendt Trentemøller-land med »Gravity«, hvor bassen pulserer side om side med Lower Dens-sanger Jana Hunter, som lægger lavmælt stemme ind på forløbet, der bevæger sig i en stadigt lettere, lysere og mere poppet retning.

Det er en vidunderlig sang med et fint forløb og med flere forskellige stemninger indlejret. Siden løber albummet videre ud i tracks, der både viser Trentemøllers tilknytning til klubscenen i den beatstærke, vellydende »Still On Fire« og hans kærlighed til Suicide og postrockens intense kulde i stærke »River Of Life« – og overalt med flair for industrielle lydbilleder: trykudligningslyde og metalliske klange.

Tekstur og gulvbas

Bedst er Trentemøller, når han arbejder i lange forløb som »Trails«, der undergår flere metamorfoser og samler de fleste af hans styrker over syv minutter.

»Morphine« er et andet højdepunkt, hvor en rugende fornemmelse på samme tid underbygges og punkteres af en gulvbas.

Albummet er i det hele taget en rigt varieret oplevelse, som også viser, at Trentemøllers styrke er stemning, tekstur og forløb.

Men indimellem får det lidt uinteressante lækkermørke overtaget. Som i »Candy Tongue«, hvor Marie Fisker synger i et vellydende, men også lidt ligegyldigt lyddesign. Og måske havde albummet i det hele taget stået stærkere, hvis nogle numre var skåret fra, og det ikke tikkede ind på 71 minutter.

Med »Lost« viser Trentemøller sig nu oftest som en uhyre dygtig lydmager, hvis renommé også har trukket gæster til, der i de fleste tilfælde løfter kvalitetsniveauet. »Lost« viser med andre ord, at manden bag overhovedet ikke er fortabt.

Hverken på den ene eller den anden måde.

Hvem: Trentemøller.
Hvad: »Lost«, In My Room/A:Larm.