På Folketeatret er der både seje kvinder og sprogligt overskud. Men så alligevel ...

Heller ikke denne opsætning får mig rigtig overbevist om, at de lystige koner – hvor end de kommer fra – behøver gæste de danske scener så tit.

Lisbeth Gajhede og Tom Jensen i »De lystige koner« på Folketeatret Foto: Gudmund Thai Fold sammen
Læs mere

Der var et lille rim der,« pointerer Tom Jensens Falstaff mere end en gang, når han leverer en smægtende kærlighedserklæring til en af de to rige hustruer, som han forsøger at forføre, inden de narrer ham grusomt i Folketeatrets veloplagte opdatering af Shakespeares »De lystige koner i Windsor«.

Falstaff rimer ganske dårligt, for eksempel Fjord på señor, men med afsæt i Niels Brunses fine oversættelse gnistrer gendigtningen af et sprogligt overskud, hvor »resolut« bliver til »resistent«, »direktion« til »erektion« – jo, jo, der er alt rigeligt til husarerne – og hvor skønne nydannelser som »melankolerisk« indfanger såvel den omtalte persons karakteristika som hele det tegneserieunivers, intrigen udspiller sig i.

Gendigtningen har nemlig omplantet intrigen til Det Vilde Vesten, hvor cowboys, indianere, dekolleterede damer og immigranter med tykke accenter puster et vist liv i denne sædekomedie, der ganske ofte opsættes trods sit temmeligt altmodische tema om ærbarhed, hanrejer og ægte kærlighed.

Niclas Vessel Kølpin charmerer med sin tjener Sam, der da vist må være kopieret over tegneseriehelten Lucky Luke. Måske er han ikke hurtigere end sin egen skygge, men ellers kan hans vævre, top-timede krop og gummi-elastiske mimik lidt af hvert. Hans karakter er den mest gennemført koreograferede og et påskønnet supplement til de mange andre højtråbende bikarakterer.

Tom Jensen er den fødte Falstaff, der her er pensioneret general. Jensens sovekammerøjne og dvask-sensuelle krop på kattepoter sniger sig ind på byttet, men kommer først rigtig til live, da damerne – endelig – entrer scenen. Camilla Bendix kan om nogen vifte sit skød, alt imens hun svinger mellem sødmefyldt tuttenuttet og modent kvindebrøl. Mette Horn går lidt mere stille med begæret, men den voldsomme grimasseren røber hendes drifter, langt før strømpebåndet – og siden skulderen – luftes. Den skulder er så absurd antisexet, at den er hele forestillingen værd.

Kvinderne længes efter kærtegn – og nok næsten mere efter dampende sex, hvad ingen kan fortænke dem i, da deres ægtemænd i Kristian Halkens og Jesper Asholts skikkelser fremstår som de kliché-tumper, teksten dømmer dem til at være.

Horn og Bendix har præcist fat i den attrå og lyst til moralbrud, Falstaff trods sin fedme og indolens vækker i dem. Desværre får Jensen ikke lov at gå den erotiske line ud, men placeres hurtigt i narrens rolle. Så er der jo kun tilbage at tilgive narren, reetablere ægteskabets normalitet og lade de unge elskende, der som altid lever en lidt bleg tilværelse i skyggen af de modne, erotiske trakasserier, få hinanden.

Det er en glimrende idé at omplante løjerne til Det vilde vestens kontant-moralske æra, og der er høj energi og perfekt timing i forestillingen, der rammer Folketeatret efter en længere turné. Horn og Bendix brillerer og Shakespeares øje for at dramatisere naragtigheder fornægter sig ikke.

Men selv om vi også kender til jalousi i dag og på både religiøs og nypuritansk vis sætter spørgsmålstegn ved den seksuelle frihed, får heller ikke denne opsætning mig rigtig overbevist om, at de lystige koner – hvor end de kommer fra – behøver gæste de danske scener så tit. Vi vil gerne se seje kvinder, men de medfølgende mænd i denne tekst er så tåbelige, at det næsten bliver umuligt at tænde op under det bål af begær, der burde drive hele værket og give det kant.

 

De lystige koner

Frit efter Shakespeares »De lystige koner i Windsor«. Instruktion: Frede Guldbrandsen. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Koreografi: Tine Salling. Folketeatret. Til 22. april.