Israel er pludselig blandt de absolutte favoritter til at vinde Eurovison.
Den israelske sang er nu nummer to på bookmakternes favoritliste forud for lørdagens finale.
Den israelske sanger Eden Golan er rykket seks pladser op ad listen, efter hun torsdag gik videre fra semifinalen.
Det skriver det israelske medie The Times of Israel, som sammenkæder hendes store hop på favoritlisten med en stor brøler på den italienske tv-station RAI.
Under udsendelsen viste RAI i en grafik i bunden af skærmen, hvor stor en andel af seerne i Italien, der havde stemt på de forskellige sange i semifinalen.
Stemmeandelen bliver normalt ikke offentliggjort.
Men det var lige præcis, hvad den italienske tv-station kom til at gøre.
Her kunne man se, at Israel havde fået 39 procent af de italienske stemmer.
Sangens store popularitet i Italien bliver set som en indikation på, at Israel kan ende med at vinde. Kroatien er dog stadig ganske stor favorit til at løbe med sejren.
Hvis Israel vinder, kan det muligvis blive politisk sprængfarligt.
For Israels deltagelse i sangkonkurrencen har de seneste uger og dage skabt international debat og store demonstrationer i Malmø.
Torsdag aften gik flere tusinde propalæstinsiske demonstranter i Malmøs gader for at vise deres utilfredshed med, at Israel har fået lov til at stille op i Eurovision, alt imens den israelske hær bomber i Gaza.
Da det i går aftes blev annonceret, at Israel gik videre til finalen, lød der både jubel og buhråb i Malmö Arena, hvor Eurovision finder sted.