På det skrotum-skrumpende hav

James Joyces hovedværk, »Ulysses« fra 1922, udkommer 7. november i en ny dansk oversættelse. Oversætteren Karsten Sand Iversen fortæller om arbejdet og romanen, som mange kender, men få har læst.

Forfatter James Joyce. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad tænkte du, inden du gav dig i kast med det, der regnes for en af litteraturhistoriens sværest tilgængelige romaner?

»Jeg ved ikke, om jeg tænkte så meget. Jeg er ret dumdristig af natur, så jeg sagde straks ja, da forlaget spurgte, og bagefter følte jeg det, som om jeg svævede. Det var en vidunderligt løftet og euforisk følelse, og jeg har egentlig aldrig følt mig nervøs over for opgaven eller skræmt af værkets ry og status. Jeg er nu også altid med på den værste. Dog ikke James Joyces »Finnegans Wake«. Den er altså for krampet, og den bryder jeg mig ikke om.«

Er du ekspert i engelsk?

»Jeg er ikke uddannet i engelsk, men jeg var gift med en englænder i næsten 30 år og har boet 31 år i Wales, og min svigerfar havde irsk baggrund. Og det skægge er, at nogle af de vendinger, jeg lærte af min svigerfar, optræder i »Ulysses«. Jeg brugte også mange, mange fugtige timer på lokale pubber i min tid derovre, hvor jeg lærte lavengelsk og proletariske talemåder, og det har på samme måde været til stor gavn i oversættelsesarbejdet. Joyce skriver jo ikke bare i det højeste register, men også i det laveste, og jeg vil næsten formaste mig til at sige, at det skal være en betingelse for at oversætte »Ulysses«, at man har boet i Irland eller i hvert fald i Storbritannien. Man skal med andre ord have sproget i ørerne for som oversætter at kunne høre, om et ord er sjældent, normalt eller en vending, der er drejet lidt.«

Hvad er din overordnede ambition med oversættelsen?

»Jeg hæftede mig engang ved, hvad forfatteren Albert Dam sagde i et interview i Berlingske Tidende i 1965. Han havde som ung fået fat i en engelsk udgave af »Ulysses«, som han læste uden at forstå forfærdelig meget af. Men han fortalte også, at han havde haft stort udbytte af at synge sig gennem romanen. Og så tilføjede han: »Den danske synger ikke«. Det må have været Mogens Boisens oversættelse fra 1949, han talte om. Min oversættelse skulle meget gerne være som Joyces engelske tekst; musikalsk, syngende.«

Har det været et stort arbejde at fange og forstå de kulturelle og samfundsmæssige referencer, »Ulysses« vrimler med?

»Ja, men det er blevet meget nemmere, end da Mogens Boisen oversatte. Nu er der så mange opslagsværker om alt, hvad der citeres, og om alle de lokale personer, som ingen djævel, der ikke er vokset op i Dublin på den tid, har en chance for at kende til. Det er hensynsløst fra Joyces side, men der har været god hjælp at hente. Også på internettet. Men det er som oversætter ikke bare vigtigt at forstå et værks baggrund og referencer, men også at kunne skrive på en måde, der ikke er røvkedelig. Et eksempel kunne være et berømt sted i »Ulysses«, hvor der står »the scrotumtightening sea«. Det handler altså om måden, pungen trækker sig sammen på, når en mand stiger ned i havet. Det er i Mogens Boisens oversættelse blevet til »det pungstrammende hav«. Det er inderligt kedeligt og upoetisk, synes jeg, og jeg har i stedet oversat det til »det skrotum-skrumpende hav«. Det lyder da af noget, og Joyce var virkelig et klangligt legebarn.«

Hvad har du særligt lagt mærke til og nydt ved James Joyces sprog?

»Variationen er vidunderlig. Om det handler om mad, en avisredaktion eller vinden, er sproget forskelligt. Der er ikke én stemme, som i en normal bog, men utallige, og kapitel 14 består utroligt nok af 29 stilpasticher fra kvasilatin i middelalderen og helt op til den sene 1800-tal. Det tog mig ni måneder at oversætte det kapitel. Fordi jeg skulle læse op og forholde mig til så meget. Men fælles for alle kapitlerne er den musikalitet, jeg talte om tidligere. Et af kapitlerne er endda direkte bygget op som musik, nemlig som en fuga. Dertil kommer bogstavrimene og ordspillene, alle de ydre virkemidler, som det puristiske Danmark måske ville kalde klingklang, men som Joyce, med inspiration fra gælisk litteratur, benytter sig flittigt af. Det skal lyde af noget!«

Virginia Woolf mente, at Joyce spildte sit geni på »Ulysses«, og kaldte romanen for både prætentiøs og et fejlskud. Fortjener den sin plads i litteraturhistorien, synes du?

»Jeg sidder lige nu og oversætter Woolfs dagbøger og har moret mig over hendes kritik. Hun kom i øvrigt på andre tanker senere. Men jeg synes helt kort, at »Ulysses« ER et genialt værk, der bare vokser og vokser, jo mere man læser i det. Og måske virker »Ulysses« utilgængelig, men dét, der i begyndelsen stritter i syv retninger, viser sig at hænge sammen og være del af et enestående, tætvævet værk, en genial komposition, fyldt med en overlegen viden om alt fra jesuitiske problemstillinger til det at gå til luder eller på lokum. Alt er der, både hvad angår viden og sanselighed, og man vil altid læse »Ulysses«. Interessen for den nye danske version er da også vild. Genial litteratur er der altid plads til, det er jeg ikke i tvivl om. Og mit oversættelsesarbejde går ud på at yde den fuld retfærdighed.«

»Ulysses« på BogForum

Under Uret, fredag 16.00-17.00