På den anden side

Vi forbinder gerne forfattere med ét værk. Herman Melville er eksempelvis lig med »Moby-Dick« og Bret Easton Ellis med »American Psycho«. Men nogle forfattere har faktisk skrevet andre bøger, der er mindst lige så gode, mener Jeppe Krogsgaard Christensen, der her præsenterer seks vedtagne hovedværker – og seks fuldgode alternativer.

Marguerite Duras' »Det stille liv« er et flot alternativ, der kredser om de samme temaer som forfatterens hovedværk »Elskeren«. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP PHOTO PLATIAU/FILES

Marguerite Duras

Hovedværket

»Elskeren« (1984)

En navnløs kvinde ser tilbage på sin ungdom i Indokina i 1920erne, hvor hun på en færge på Mekong-floden mødte en hovedrig mand. De drages mod hinanden, selvom murene rejser sig mellem dem: Han er 27, hun er kun 15, han har penge, hun har ingen, han er kineser, hun er fransk.

De har ikke en chance, og Marguerite Duras fortæller den smukke, hårde og selvbiografiske historie, så hendes siden så velkendte temaer - skam, social ulighed, familiemørke - står forslået og poetisk-intenst frem. »Elskeren« modtog den store franske Goncourt-pris, og Jens-Jacques Annaud har signeret en udmærket filmatisering.

Alternativet

»Det stille liv« (1944)

»Vi får det, det stille liv«, står der mod slutningen. Det er nu ikke rigtig til at tro på. Forløbet op til fortællerens udsagn er så fyldt med smerte og mørke, at det mere ligner resignation oven på alle de frygtelige begivenheder: »Jérômes død er virkelig indtruffet, men Nicolas er også død. Clémence er borte, Noël er ladt i stikken. Forældrene er blevet nærmest demente, færdige.«

Romanen er ligesom »Elskeren« kort og kredser om de samme temaer, ligesom prosaen ofte er næsten lyrisk. Som her: »Jeg kan høre mit hjertslag, og mine håndflader føles, som om de begge to tilhører mig: mig, der lige nu tåler min opdagelse. I dette øjeblik hvor jeg synker ned sammen med tingenes hære - mænd, kvinder, dyr, korn, måneder ...«

H.G. Wells' »Dr. Moreaus ø« kredser om det stadig aktuelle tema menneskets indblanding i naturen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

H.G. Wells

Hovedværket

»Klodernes kamp« (1898)

Romanen er indbegrebet af science-fiction, også selv om den er 117 år gammel. Afsættet er, kort fortalt, at der en nat over London ses »noget« på himlen, som tages for at være en meteor. Byboerne bliver dog klogere, og det viser sig at være en slags metalcylinder befolket med fremmede væsener fra Mars. Som om det ikke var slemt nok, er de mennesker teknologisk overlegne.

»Klodernes kamp« vandt ekstra udbredelse og omtale, da Orson Welles i 1938 dramatiserede romanen i amerikansk radio og gjorde det så livagtigt, at der halloween-aften 1938 udbrød panik. Mange amerikanere troede simpelthen, der var landet rumvæsener på Jorden. Siden er romanen også blevet holdt i live af flere filmatiseringer og en TV-serie af Steven Spielberg, ligesom den store Hollywood-basker »Independence Day« plankede handlingen.

Alternativet

»Dr. Moreaus ø« (1896)

»Jeg begyndte at få øjnene op for det mere gemene aspekt ved Moreaus grusomhed.« Det er Edward Prendick, der er forlist på en øde ø, der når til erkendelsen et sted i »Dr. Moreaus ø«. H.G. Wells kaldte selv romanen en »opvisning i ungdommelig blasfemi«, mens Jorge Louis Borges kaldte den »et vederstyggeligt mirakel«.

Anledningen til væmmelsen er Dr. Moreau, der gennem eksperimentel kirurgi skaber menneskelignende dyr gennem en komplet afsporet form for videnskab. Det er hårrejsende og perverst, og romanen blev udgivet i en tid, hvor man flittigt diskuterede moralsk ansvar, menneskelig identitet, og hvordan mennesker blander sig i naturens orden. Temaer som stadig er aktuelle.

Karl Ove Knausgård forbindes oftest med sit seks bind store monumentale værk »Min kamp«. Sidste år udgav han »Om vinteren«, der er en om muligt større læseoplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

Karl Ove Knausgård

Hovedværket

»Min kamp« (2009-2011)

Da Karl Ove Knausgårds ekskone blev spurgt om, hvad hun syntes om hans monumentale værk - seks bind og over 3000 sider - sagde hun, at det var, som om han havde indgået en faustisk pagt. Altså ofret alt, også sine intimeste relationer, for at få verdensomspændende succes. Og Knausgård skriver virkelig meget direkte om familie og nære venner i »Min kamp«. Om sex, relationer og sin anden hustrus sindslidelse.

Hjemme i Norge er de seks bind solgt i en halv million eksemplarer, i en befolkning på bare fem millioner, og resten af verden har med stadig større interesse – og nyfigenhed – læst med. Også mange yngre forfattere, for hvem bøgernes stærke selvbiografiske stil har dannet skole.

Alternativet

»Om vinteren« (2015)

I det sidste bind og på den allersidste side af »Min kamp« skrev Knausgård, at han ville stoppe: »Om nogle få minutter vil jeg rejse mig fra skrivebordet, gå ud på gaden, ta’ mig en kaffe og nyde – virkelig nyde at jeg ikke længere er forfatter«. Sådan gik det heldigvis ikke, og han er vendt tilbage med endnu et hyperambitiøst værk, hvor hvert af de planlagte fire bind bærer en årstids navn.

Udkommet er allerede »Om efteråret« og ikke mindst »Om vinteren«, som faktisk er en større læseoplevelse end »Min kamp« og består af tre breve til hans endnu ufødte datter og 60 tekster om alt muligt og umuligt, han gerne vil beskrive for hende: Mønter, sne, sukker, vatpinde samt mere abstrakte begreber som fødselsdage, vaner og samtaler. Det hele beskrevet så præcist, at der opstår mirakler i flere af teksterne, der dirrer mellem essayistik og brevkunst og udskiller en art poesi.

Charlotte Brontë er en af de tre Brontë-søstre, der alle er en del af litteraturhistorien. Hun er bedst kendt for »Jane Eyre«, mens »Villette« udgør et godt alternativ. Fold sammen
Læs mere
Foto: NNG.

Charlotte Brontë

Hovedværket

»Jane Eyre« (1847)

De tre Brontë-søstre blev - det er næsten naturstridigt - alle en del af litteraturhistorien. Det gjaldt således også den ældste, Charlotte, der udgav den for længst kanoniserede »Jane Eyre« under pseudonymet Currer Bell. Så meget for ligestilling.

Men genialitet kan ikke holdes tilbage, og hendes dannelsesroman har stadig et stort, hengivent publikum, der stadig dyrker fortællingen om en pige, der bliver kvinde og forelsker sig i Mr. Rochester på Thornfield Hall. På vejen gennem tid og modstand modnes Jane Eyre på flere måder - mens blandt andet socialkritik, religion og tidlig feminisme bringes i spil - og Charlotte Brontë skriver det hele frem i en stærk, opladet prosa, der tidligere havde været forbeholdt poesien.

Alternativet

»Villette« (1853)

Lucy Snowe – sikke et navn – rejser fra den engelske landside til den fiktive by Villette i Belgien, hvor hun arbejder som engelsklærer på en kostskole. Her er kulturen og måden at være troende på anderledes end den, den familieløse pige forlod, men hun forelsker sig i Paul Emmanuel, som hun ikke kan få. Det rammer hende hårdt, men hun rejser sig og åbner sin egen skole, og som i »Jane Eyre« benytter Brontë en jeg-fortæller.

Meget af dialogen er desuden på fransk, sådan som det ville have været, hvis historien var virkelig. Den ofte overraskende og delvist selvbiografiske »Villette« blev i sin samtid kritiseret for at tegne et groft, ufeminint portræt af Lucy Snowe. På den måde nærmede Brontë sig virkelighedens mere nuancerede kvinde og skrev sig væk fra idealbilleder, der var fremherskende i samtidens litteratur.

Både »Den kroniske uskyld« og »Nøleren« siges at være bygget op omkring Rifbjergs venskab med forfatteren Niels Barfoed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.

Klaus Rifbjerg

Hovedværket

»Den kroniske uskyld« (1958)

Få romaner er vel blevet holdt mere i live af gymnasiernes pensumlister end »Den kroniske uskyld«. Den er da også til at gå til for såvel uerfarne læsere som uinteresserede teenagere, der kan lokkes til af den seksualitet, der er til stede i fortællingen om den unge Janus, og af den midaldrende fru Junkersen - foreviget på film af Susse Wold - der er et både manipulerende og æggende bekendtskab. Ud over seksualitet favner romanen også andre temaer - klasseskel, kærlighed, løgn, venskab - via det på papiret ret enkle handlingsspor.

Alternativet

»Nøleren« (2012)

Det er næsten ikke muligt at komme på længere afstand af »Den kronisk uskyld« end med »Nøleren«: 54 år var gået, Rifbjerg var ikke i sit forfatterskabs afsæt, men i sit livs landing, og det kan også mærkes på romanens indhold, hvor læseren møder en 70-årig litterat, der har fået stjålet et maleri, som forestiller en mistet ven.

Hvor det siges, at »Den kroniske uskyld« var modelleret op om venskabet mellem Rifbjerg og Niels Barfod, så siges det også om »Nøleren«. De to forfatteres venskab, og senere uvenskab, er kendt i litteraturverdenen, og bruddet skyldtes efter sigende, at Rifbjerg brugte Barfoed som forlæg for adskillige karakterer i sine romaner.

Det gjorde han ironisk nok også i »Nøleren«, der især imponerer med sit psykologiske portræt af den gamle litteraturprofessor, der livet igennem har været lidt, ja, nølende, men nu har issues langt op i halsen. På den led er viden om Barfod ligegyldigt, det er bare biografisk sladderværk, og »Nøleren« er værd at læse som det, den er: En indsigtsfuld roman.

Filminstruktør og forfatter Paul Auster fik afslag fra 17 forskellige forlag, før det lykkedes ham at få udgivet første bind i hovedværket »New York Trilogien«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen.

Paul Auster

Hovedværket

»New York Trilogien« (1987)

Paul Auster fik afslag fra 17 forlag, før han endelig fik antaget »By af glas«, som sammen med »Genfærd« og »Det aflåste værelse« udgør den kolossalt populære »New York Trilogi«. Hvad det er for en slags romaner, er svært at sammenfatte, men både detektivromanen og den postmoderne er til stede i de svimlende handlingsspor, hvor identitet spiller en afgørende rolle.

Læseoplevelse kan måske illustreres med en scene fra »By af glas«, hvor hovedpersonen, Quinn, er en forfatter, der skriver kriminalromaner under navnet William Wilson. En dag ringer hans telefon, og en stemme spørger, om han er Paul Auster. Han svarer nej og gør det samme da telefonen ringer igen. Men tredje gang forsøger han sig med et ja, og på den måde vikles romanens forfatter ind i romanforfatteren og i William Wilson. Forvirret? Så læs lige den her sætning: »Ingen spørgsmål, tak. Mit navn er Peter Stillman. Det er ikke mit virkelige navn«.

Alternativet

»Moon Palace« (1989)

Mange af grebene og temaerne - identitet og forvirring for bare at nævne to - fra »New York-trilogien« er også til stede i »Moon Palace«. Ja, få forfattere kan i højere grad end Auster siges at skrive den samme roman hver gang. Men »Moon Palace« er også noget andet og mere og på sin vis mere kulørt med sine tre forbundne fortællinger om mænd, der mister deres elskede og ender i ensomheden og på vejen derud må gennem et vildnis af optrin og tilfældigheder.

Netop tilfældet og mønstret er klassiske Auster-signaturer, som her kommer til udtryk i en roman fuld af lys, mørke og eventyr. Det er ikke for ingenting, at en af de tre hovedkarakterer hedder Marco Stanley Fogg. Han bliver i øvrigt reddet ud af sit forarmede eneboerliv i Central Park af en kinesisk eventyrprinsesse med det lige så æggende navn Kitty Wu.