P2-pris til ungt cellotalent

Den 19-årige cellist Jonathan Algot Swensen fik Talentprisen, mens barytonen Johan Reuter modtog Kunstnerprisen, da årets P2-priser til de bedste klassiske musikpræstationer i 2015 blev uddelt til aften.

Foto: Mads Nissen. Jonathan Algot Swensen - her ved en koncert i 2012 - vandt P2s Talentpris.
Læs mere
Fold sammen

Jonathan Algot Swensen har spillet cello, siden han var syv år, og har allerede vundet flere priser, bl.a. Talentprisen i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i 2012 og en flot 2. plads i DRs  »Spil for livet«-konkurrence i 2011. Og til aften blev han så hædret igen, denne gang med  P2 Talentprisen 2016, som er P2’s hæderpris til en yngre dansk musiker, der har markeret sig i den forgangne koncertsæson.

Prisen blev overrakt ved et prisshow i Musikkonservatoriets Koncertsal på Frederiksberg i samarbejde med Copenhagen Phil og med Lawrence Foster som dirigent.

»Jonathan er et af tidens største instrumental-talenter, der kan få celloen til at synge som få. Udover et – for sin alder – uhørt højt teknisk niveau og en stor original musikalitet, har han en umiddelbar smittende fremtoning, når han giver sig hen til musikken og tryllebinder sit publikum,« hed det i begrundelsen, da Jonathan Algot Swensen fik prisen overrakt.

Ialt fem priser blev uddelt i aftenens løb. Allerede i september blev det afsløret, at P2 Kunstnerprisen 2016 ville gå til barytonen Johan Reuter, som selv sang både Wagner og Mozart ved priskoncerten.

»Johan Reuter har en lysende musikalitet og et formidabelt vokalt overskud, som brænder igennem – både når han står på en operascene, og når han synger intime lieder. I kraft at et stærkt fysisk nærvær og stor scenisk autoritet, har han gjort figurer som Mozarts Figaro, Wagners hollænder, Carl Nielsens Saul og Henrik, Alban Bergs Dr. Schön og mange flere,« hed det bl.a. i begrundelsen.

Årets ildsjælepris gik til Gabriella Meinert-Medici for hendes arbejde med at arrangere klassiske koncerter for børn helt ned til toårs-alderen gennem foreningen Genklange – en klassisk musikklub for børn.

Årets danske cd-udgivelse blev »L’amour et la foi – Vocal music by Oliver Messiam« med DR Vokalensemblet og DR Koncertkoret, mens prisen for årets internationale cd-udgivelse gik »La Belle Excentrique« med den franske sopran Patricia Petibon og den amerikanske pianist Susan Manoff.