Overlevende fra holocaust planlagde massemord på nazister

I 1946 forsøgte hævntørstige jøder at forgifte tusindvis af tidligere SSere. Planen mislykkedes. Trods nye oplysninger i sagen fra USA er det stadig et mysterium hvorfor.

Abba Kovner, stående midt i billedet, fotograferet i Vilna lige efter befrielsen. Til højre for ham med hue står hans kæreste, Vitka Kempner. De blev senere gift. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Quentin Tarantinos film »Inglorious Basterds« (2009) opsøger jødiske modstandsfolk nazister, der dræbte og plagede jøder, og myrder dem på grusomste vis. Filmen er fiktion, men ikke uden baggrund i reelle historiske forhold. Der blev nemlig gjort adskillige forsøg fra jødisk side på at kæmpe mod og myrde nazister i Europa både under og efter krigen, og det absolut mest beslutsomme og vovelige forsøg blev gjort i 1946, hvor jødiske overlevende prøvede at tage livet af i tusindvis af nazister med arsenik.

Man har kendt til historien fra jødiske kilder, men nu har nyhedsbureauet AP fået adgang til dokumenter fra den amerikanske militære efterretningstjeneste i det amerikanske nationalarkiv. Dokumenterne bekræfter tidligere oplysninger, men afklarer ikke, hvorfor planen mislykkedes.

AP har fundet frem til og interviewet den nu 91-årige Joseph Harmatz, der var medlem af en gruppe,som kaldte sig Hævnen - eller på hebraisk Nakam. Joseph Harmatz siger til AP, at det eneste, han fortryder i dag, er, at forsøget kuldsejlede: »Vi ønskede ikke at komme tilbage til Palæstina uden at have gjort noget for at hævne de myrdede.«

For de fleste jøder var tanken om hævn fjern, da de fleste af de overlevende fra lejrene var så ødelagte fysisk og psykisk, at de havde nok at gøre med blot at klare livet efter krigen. Mange andre havde travlt med at skabe sig et nyt liv i et ødelagt Europa eller i Palæstina, men en gruppe på omkring 60 mænd og kvinder, hvoraf hovedparten havde kæmpet i modstandsgrupper i Europa, besluttede sig for at tage hævn. Under Nürnberg-processerne bestræbte man sig på at dømme de ledende nazister, men her var jødiske organisationer ikke formelt repræsenteret. Det gav en udbredt fornemmelse af uretfærdighed, fordi mange nazister undslap dom og hurtigt klarede sig fint i det krigshærgede Tyskland, hvor man under genopbygningen havde brug for mange hænder.

Joseph Harmatz siger til AP, at Hævnens mål var at slå så mange nazister som muligt ihjel. Gruppen blev anført af den tidligere partisan Abba Kovner, der var født i Sebastopol på Krim, men voksede op i den polsk-litauiske by Vilna. Da tyskerne i 1941 angreb Vilna, lykkedes det Abba Kovner at skjule sig på et kloster sammen med nogle jødiske venner, men han vendte tilbage til Vilna, hvor han i 1942 organiserede den første reelle modstand mod nazisterne. Efter at nazisterne havde forstærket grebet om byens jødiske ghetto, flygtede Abba Kovner og hans kæreste med en lille gruppe medkæmpere gennem kloaksystemet og ud i skovene. Her kæmpede de under sovjetisk ledelse mod nazisterne, men det var ikke let, for blandt Stalins folk var antisemitisme også udbredt.

Abba Kovner var ifølge jødiske kilder den egentlige drivende kraft bag planerne om at slå igen, og den første plan gik ud på at myrde så mange tyske borgere som muligt ved at forgifte vandforsyningerne i byer som Hamburg, Frankfurt, München og Nürnberg. Den næste plan var mere målrettet, nemlig at dræbe tidligere SSere, der opholdt sig i krigsfangelejre. Ifølge historikeren Dina Porat, der har skrevet en biografi om Abba Kovner, rejste denne fra Europa til Palæstina for at få fat i gift, og ifølge oplysninger fra Abba Kovner selv og Joseph Harmatz sluttede de førende zionistledere og senere præsidenter i Israel, Chaim Weizmann og Ephraim Katzir, sig til planen. En påstand, som israelske historikere dog har udtrykt mistillid til.

Uanset hvad, der er korrekt i den spegede affære, sejlede Abba Kovner og flere af hans kammerater tilbage til Europa med en større portion gift ombord på et britisk skib med henblik på at forgifte vandforsyningerne i tyske byer. De smed dog giften over bord, fordi briterne fattede mistanke til Abba Kovner og arresterede ham. Ifølge Joseph Harmatz blev de sammensvorne forrådt af ledende jødiske politikere, der frygtede, at en terroraktion mod uskyldige ville mindske international støtte til dannelsen af en jødisk stat. Abba Kovner sad derefter i fængsel i Kairo i flere måneder, og hans kammerater besluttede at droppe den første plan og gå over til at målrette angrebet på nazisterne.

Kovners næstkommanderende Yitzhak Avidav overtog derefter ledelsen. Planen var at forgifte nazisterne i en lejr i nærheden af Nürnberg, når chancen bød sig. Denne mulighed kom 13. april 1946, da mændene brød ind i et bageri, der forsynede lejren med brød, og smurte arsenik på 3.000 brød, der skulle fordeles mellem fangerne i lejren. Planen var at myrde 12.000-15.000 SSere, og Joseph Harmatz fortæller, at han selv var til stede uden for bageriet, mens mændene indenfor sørgede for, at giften kom på brødet. 23. april rapporterede The New York Times, at 2.283 tyske fanger var blevet forgiftet, og at 207 var kommet på hospitalet og var »alvorlig syge«. Ifølge Harmatz døde 300-400 tyskere af giften, men ifølge de nye dokumenter fra den amerikanske militære efterretningstjeneste døde ingen af nazisterne.

Hvad de nye amerikanske dokumenter viser, er, at den amerikanske militære efterretningstjeneste i 1946 vurderede, at mængden af arsenik var nok til at forårsage massedød. Ja, faktisk konkluderede amerikanerne, at der var gift nok til at slå 60.000 ihjel. Rapporten konkluderede, at der var gift på både top, bund og sider af brødene, og at mange tidligere SSere blev syge og viste tegn på symptomer, der svarede til dem, man får ved kolera, hvor man kaster op og får udslæt. Rapporten konkluderede, at der på et brød blev fundet 0,2 gram arsenik, hvor 0,1-0,3 gram skulle være nok til at slå et menneske ihjel.

Det er til denne dag et mysterium, hvorfor arsenikken ikke slog nazisterne ihjel, men kun gjorde dem syge. Én teori er, at giften på grund af travlhed blev spredt for tyndt ud på brødene. En anden teori er, at nazisterne hurtigt fornemmede, at noget var galt med brødene, og derfor ikke spiste nok af dem.

Efter angrebet blev Joseph Harmatz og hans venner nødt til at flygte. Ved grænsen til Tjekkoslovakiet mødte de en tjekkisk jøde ved navn Yehuda Maimon, der havde overlevet Auschwitz, men mistet sin familie i dødslejren. Han sluttede sig til gruppen og smuglede mændene ind i landet ved at bestikke grænsevagter. Derfra kom de videre til Italien, senere nåede de til Palæstina.

For hævnerne sluttede det hele dog ikke her, for flere af dem optrådte i en dokumentarfilm i 1999, hvor bl.a. Joseph Harmatz gav sin version af historien. Det førte til, at anklagemyndigheden i Nürnberg indledte en undersøgelse om mulighed for at rejse tiltale for mordforsøg mod Joseph Harmatz og en af hans kammerater. Det blev dog i maj 2000 besluttet at undlade at rejse en sag.

AP har talt med historikeren Dina Porat, der er ved at skrive en bog om Hævnen, og hun bekræfter Jopseh Harmatz’ oplysninger om aktionen med brødene: »Folkemordet på jøderne var allerede ved at blive glemt, og hvis man ikke straffede for dén forbrydelse, ville der komme en ny. Det var denne advarsel, der drev dem, og ikke blot ønsket om hævn. En advarsel om, at verden ikke mere skulle behandle jøder på den måde, uden at det fik konsekvenser.«

Abba Kovner slap ud af Kairo og bosatte sig i Israel, hvor han blev digter og en af landets helte fra krigens tid. I 1980 fortalte han til en avis om livet efter krigen: »Mine fødder løb gennem mørke gader, fra den ene til den anden. Ansigterne på dem, der jagede mig, var ikke synlige, jeg kunne høre dem råbe »Raus, raus«, og de var næsten nået op til mig. Så vågnede jeg op, dryppende af sved og skrækslagen.«

AP har også fundet frem til den 92-årige Yehuda Maimon, der fra sit plejehjem i Israel udtrykker glæde over at have hjulpet gruppen: »Hvis jeg er stolt af noget, så er det at have tilhørt denne gruppe. Gud forbyde, at vi efter krigen bare var gået tilbage til vores rutiner uden at give igen mod de bastarder. Det ville have været forfærdeligt ikke at have svaret igen.«

bbl@berlingske.dk