Overdådig Halfdan Rasmussen-forestilling for hele familien rammer lige midt i fantasien

Det er vinterferie, og Det Kongelige Teater byder stærkt ind med en magisk, melankolsk og farvemættet fortolkning af Halfdan Rasmussens børnerim til feriefamilierne.

Levende myldrebillede: Julian Toldam Juhlins henrivende scenografi til »Halfdans Hokus Pokus«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther

»I Mågodtland må man gerne gå og gøre hvad man vil,« lyder et vers i et af Halfdan Rasmussens utallige børnerim, og den levevis forvalter holdet bag forestillingen »Halfdans Hokus Pokus« på fineste, billedmagiske vis. I to korte akter, et musikalsk intermezzo og en ditto epilog bydes vi indenfor i et univers bygget på lige dele nonsens og empati.

Halfdan Rasmussen er om nogen eksponent for den danske nonsensdigtning, hvor sproget er en leg i sig selv og bogstaveligheden drives ganske ud i det absurde. Ordet tages, om man så må sige, på ordet.

»Det er svært at forstå, når man ikke forstår det,« siger forestillingens fire små sovetryner til sidst.  Men vi forstår det faktisk godt. For bag nonsens og livets store gåder – hvor er man henne, når man sover fx – gemmer der sig altid en kærlighed til fantasiens magi og en aldrig svigtende empati med de skæve og skøre eksistenser, der popper poetisk op og ud af Rasmussens tekstunivers.

Anne Liisberg, anmelder

»Forestillingen er et digt af billeder og ord.«


Laus Høybyes forsigtigt-dansende bolsjedyr går på eventyr med Karen-Lise Mynsters bredt skrævende Tyggegummikonge, mens Merete Mærkedahl gør ballerinaen moderne, og Rasmus Fruergaards æggepige koket spytter æg til den store guldmedalje. Trippende, undersøgende, forsigtigt lattermilde bevæger figurerne sig gennem første akts primærfarvede rum, mens vi i anden akt sansebombarderes af et vildvoksende myldrebillede til bankende rytmer, der stille glider over i sær underlighed, når garder, fisker, snegl og Den lille Havfrue mødes i melankolske sange og øjeblikke.

Tror på sit unge publikum

Dejligt, at Anders Lundorph tror på sit unge publikum. Selv små børn kan sagtens lytte stille til svære ord, hvis magien fanger. Det gør den i »Halfdans Hokus Pokus«, hvor den dramatiske kurve er irrelevant. Forestillingen er et digt af billeder og ord, der får liv gennem den godt afstemte kvartet på scenen og de dybe suk og ivrige tilråb fra salen.

Magien opstår ikke mindst i Julian Juhlins visuelle fortolkning af Rasmussen-universet. På den ene side en eksplosion af farver, forstørrelser og finurligheder og på den anden et lige så hjerterent udtryk som forestillingens nysgerrigt-betuttede figurer. En overdådighed af bolsjestriber, Babusjka-dukke, balanceakt og bowlefisk – hele tiden holdt i skarp tømme, så øjet overraskes, men ikke forvirres. Mageløst!

Under det hele triller Sune Skuldbøl Vraa Nielsen muntre, legesyge toner, fint accentueret af et lydunivers, hvor de farlige fyres gungren lyder som kyllingepip og tidens evige tikken kan tændes og slukkes på en knap gemt i gardersoldatens hus.

Det er vinterferie, så grib straks de børn, du kender, og dyk ned i denne fabulerende fortolkning af en dansk klassiker. Halfdan Rasmussens nonsenspoesi for børn rammer stadig lige midt i deres fantasi.

»Halfdans Hokus Pokus«. Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenografi og kostumer: Julian Toldam Juhlin. Komponist: Sune Skuldbøl Vraa Nielsen. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Jonas Vest. Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset. Til 16. marts.

Det søde og lidt forsigtige bolche i »Halfdans Hokus Pokus« på Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.