Overdådig bryllupsfest på slottet

Et ordinært gilde med ni eller 12 retter skulle det ikke være, da Christian IV holdt bryllup for sin ældste søn i 1634, men en manifestation som fik fyrstehuse i hele Europa til at måbe. Aldrig før og aldrig siden er der i København blevet afholdt en så kostbar fest med en sådan overflod af pragt.

Det kongelige residensslot i København set fra Højbro. Det var her, Christian IV i 1634 holdt en bryllupsfest, som blev den dyreste i landets historie. Tegning fra 1693, Før og nu, 1. årg. Fold sammen
Læs mere

Det var hårde tider. Trods hidsigt stigende skatter og afgifter kunne indtægterne langtfra dække de årlige udgifter. Både statsgælden og kongens private gæld voksede som en konsekvens af nye underskud og løbende renter og renters rente.

Så mistrøstig var situationen, da Christian IV i 1634 arrangerede bryllup for sin ældste søn, den »udvalgte prins« Christian. Til lensmanden, som havde ansvaret for Øresundstolden, skrev han en kortfattet meddelelse: »Det guld, som findes i toldkisten, skal straks sendes hid«, og det kunne ikke misforstås.

Et ordinært gilde med ni eller 12 retter skulle det ikke være, men en manifestation som fik fyrstehuse i hele Europa til at måbe. Aldrig før og aldrig siden er der i København blevet afholdt en så kostbar fest med en sådan overflod af pragt.

Brylluppet er efterfølgende gået over i historien som »Det Store Bilager«, og det har sin forklaring. For i hine tider var bilager en almindelig betegnelse for den muntre ceremoni, som altid udfoldede sig, når brud og brudgom i gæsternes nærvær tog plads i brudesengen. I al tækkelighed, vel at mærke, og ved denne lejlighed foregik det under indtagelse af betydelige mængder konfekt og syltetøj, mens kanonerne tordnede fra volde og skibe.

Bruden, den 16-årige prinsesse Magdalena Sibylla af Sachsen, var af kongen valgt med omtanke og accepteret af prinsen. De nærmere betingelser for ægteskab var forhandlet på plads af sekretæren for tyske anliggender, og samtidig benyttede majestæten den gunstige lejlighed til at bortgifte en uægte tiårig datter til en holstensk adelsmand.

Alt var vel planlagt, intet kunne gå galt. Til rideturen gennem byen skaffede kongen sig en guldbroderet saddel oversået med perler, og kronprinsens hest fik en fornem ædelsten anbragt i panden.

300 sølvtallerkener, 300 sølvfade og 12 dusin skåle og kopper blev bestilt hos guld- og sølvsmedene, og både Højbro og Holmens Bro blev bygget om. De økonomiske trængsler blev for en stund skubbet i baggrunden, og for lånte penge blev der indkøbt bjerge af mad og oceaner af vin.

Festen var berammet til mange dage, og de fornemme gæster skulle hverken sulte eller tørste. Det kom de heller ikke til.

Den franske gesandt havde taget sin sekretær med til festen, og det var heldigt. For ikke blot oplevede sekretæren meget nyt og spændende om danskernes måde at gebærde sig på i festligt lag, han skrev det også ned. Og det er opbyggelig læsning, men det begyndte med en skandale.

For de mange fornemme gæster kunne ikke blive enige om, hvem der var fornemst og derfor skulle have hæderspladsen ved siden af kongen. Det endte med, at Christian IV gik sin vej og spiste alene, og repræsentanten for det spanske hof rejste fortørnet hjem.

Men gang i festen kom der alligevel. Den franske sekretær noterede, at gæsterne førtes til bords med trompeter og paukeslag klokken seks. »Det var et langt bord besat med retter, og mellem disse stod tre skueretter af voks, gips og sukker med skrigende farver og forgyldte. De virkelige retter var efter dansk smag fortræffelige, os smagte de ikke.«

Seks timer varede måltidet, og indimellem var der sangere til at stå for underholdningen. Franskmanden forstod ikke sproget, men han mente nok at fatte, hvad sangene handlede om på baggrund af herrernes skraldende latter og damernes blussende rødmen.

Midt på gulvet stod en skænk med bægre, pokaler og drikkekar, og under hele måltidet havde tre mundskænke travlt med at skænke op og blande sukker i vinen. De havde nok at gøre. »Thi ikke alene drak bordgæsterne, men også tilskuerne til måltidet opmuntrede ustandseligt hinanden til endnu en skål, hvorefter de faldt de hinanden om halsen og forsikrede om venskab, hvilket alt sammen parret med klang af trompeter og fløjter gjorde et ikke ringe spektakel.«

Mange bukkede under for øllets og vinens magt, konstaterede sekretæren, men alligevel fortsatte gæsterne med at drikke på hinandens sundhed længe efter, at bordet var hævet og dansen begyndt.

Og så var det praktisk, at der på trappeafsatsen og i hjørnerne »var anbragt tønder og kar, hvori de drukne kunne komme af med deres overflod og lade vandet,« som han nøgternt konstaterede. »Os uerfarne franskmænd forekommer dette noget nyt og utiltalende.« Trods denne nyttige foranstaltning oplevede han, »at en af de fornemste, hvis navn jeg ikke skal nævne, i hast trængte sig gennem selskabet, men endnu ikke havde nået døren, da han måtte give drikken fra sig.«

Dagen efter var der ringridning på Amagertorv og om aftenen taffel i Kongens Have. Men det blev hverdag igen. Gæsterne rejste hjem, og der var ikke gået to uger, før kongen atter sendte brev til en betroet undersåt.

Nu med den befaling at smelte genstande i sølvkammeret om for at skaffe penge – »dog at han dermed så hemmeligt omgås, som muligt være kan.«

Ude i byen sagde man, at så glimrende en fest havde ingen nogensinde oplevet, og ingen håbede at opleve det igen.