Kun 40 procent af danskerne kender Radio4, der siden 2019 har sendt radio på fm-båndet. Det fremgår af Radio4s public service-redegørelse, der er blevet offentliggjort.

Radio4 overtog pladsen på fm-båndet fra det gamle Radio24syv. Radio4 begyndte sendingen 1. november 2019, og i bekendtgørelsen, som er grundlaget for radiokanalens eksistens, står der, at kendskabet i 2022 skal ligge på 70 procent.

Ifølge Finansloven for 2022 modtog Radio4 109,9 millioner kroner i 2020, 103,5 millioner kroner i 2021 og 99,9 millioner kroner i 2022. Fra 2023 får kanalen 96,9 millioner kroner om året.

Ifølge fagbladet Journalisten er der også nedslående nyheder for kanalen, hvis man ser på dens lyttertal.

I de første fem måneder af 2023 havde kanalen i gennemsnit 242.000 ugentlige lyttere, skriver fagbladet på baggrund af en gennemgang af lyttertallene fra Kantar Gallup.

For et år siden sagde radioens direktør, Anne-Marie Dohm, at målet var 350.000 lyttere om ugen i gennemsnit.

Sidste år fik Radio4 kritik af Radio- og tv-nævnet, som bad kanalen gøre rede for, hvorfor lyttertallet ikke var højere.

Det mente Anne-Marie Dohm, administrerende direktør og chefredaktør, ikke var rimeligt, og hun kritiserede i Berlingske Radio- og tv-nævnet, som hun mente »trådte uden for sine beføjelser«.

Hun sagde derudover, at nævnet udtalte sig på baggrund af gamle tal, men det ser nu ud til, at tallene er fortsat med at falde.

Til Journalisten har Anne-Marie Dohm sendt en skriftlig kommentar. Hun fremhæver, at selvom kun 40 procent kender radioen, så er andelen af lyttere, som har svaret, at de er tilfredse eller meget tilfredse med radioen, på 77 procent i 2022. Det er over målsætningen på 75 procent.

»Man kan så at sige råbe eller købe sig til kendskab. Men høj kvalitet kræver målrettet arbejde. Derfor er vi stolte over at ligge på så højt et niveau. Det er herfra, at vi skal øge kendskabet til radioen og udbredelsen af indholdet. For det er klart, at vi ønsker at lave godt indhold til endnu flere,« skriver hun til Journalisten.

I forhold til lyttertallene påpeger Dohm, at selvom de er faldet, så ligger kanalens andel af det samlede lyttertal konstant på omkring 1,1-1,5 procent. Altså, mener hun tilsyneladende, skyldes faldet i lyttertal et generelt fald i lyttertal på tværs af alle kanaler.

Berlingske har bedt Kantar Gallup, som laver radiolyttermålinger, om en opgørelse af lytterandelen for Radio4. I den kan man se, at lytterandelen var højest i 2019, lige efter Radio4 overtog Radio 24syvs frekevenser på fm-båndet i 2019. Udover det har Anne-Marie Dohm ret i, at lytterandelen er nogenlunde konstant, hvis man kigger på gennemsnittene for årene.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Anne-Marie Dohm, fra Søren Sandfeld Jakobsen, formand for Radio- og tv-nævnet, og fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).