Otte mesterværker af Nolde? Nej, ellers tak

Der gik 29 år, før Statens Museum for Kunst endelig tog imod og udstillede en samling af den store tysk-danske kunstner Emil Noldes fineste oliemalerier. Årsagen var antigermanisme og en direktør, der var mere til fransk kunst.

Emil Noldes fine oliemaleri »Nadveren« fra 1909, som med sin groteske fremstilling af det religiøse provokerede voldsomt i sin samtid. Foto: Statens Museum for Kunst Fold sammen
Læs mere

I dag er den verdensberømte kunstner Emil Noldes oliemalerier ikke alene et af de kunstneriske højdepunkter i samlingerne på Statens Museum for Kunst. De er også nogle af de mest populære. Folk strømmer til hans farverige og ekspressionistiske billeder, som har deres helt egen og let genkendelige stil.

Men sådan har det ikke altid været.

Da Emil Nolde i de sidste krigsmåneder i 1945 tilbød at give museet otte af sine fornemste oliemalerier og nogle fine akvareller i testamentarisk gave, fik han ganske vist et venligt svar fra museets daværende direktør. Men der skulle gå 14 år, før nationalgalleriet endelig tog sig sammen til at tage imod den uvurderlige gave. Og yderligere 15 år før billederne langt om længe fik plads i museets permanente udstilling.

De 29 år mellem kunstnerens generøse tilbud og billedernes ophængning i museets samling er ikke alene et eksempel på, at store kunstnere først sent høster den anerkendelse, de fortjener. Det er også historien om dansk antigermanisme godt gødet af Anden Verdenskrig og et dansk kunstliv, som traditionelt har været meget orienteret imod fransk kunst.

Allerede da Statens Museum for Kunst fik tilbudt billederne, var Emil Nolde en internationalt anerkendt kunstner, der blev betragtet som en af den tyske ekspressionismes førende skikkelser. Direktøren for Statens Museum for Kunst, Leo Swane, tog da også venligt imod tilbuddet, da Emil Nolde tilbød museet »otte af mine bedste Billeder og en Del Akvareller«, som der stod i gavebrevet til museet. Men direktøren svarede samtidig forbeholdent, at det på grund af krigen ikke ville være muligt at få sagen på plads med det samme.

Den samling, som Nolde tilbød det danske nationalgalleri, var nøje udvalgt. Den repræsenterede et spænd på 31 års kunstnerisk virke og indeholdt flere af hans hovedværker, bl.a. »Nadveren« og »Klematis og georginer«. Tilbuddet hang sammen med Noldes tilknytning til Danmark. Han var født i Sydslesvig lige syd for den dansk-tyske grænse, han var dansk gift, havde siden Genforeningen i 1920 haft dansk statsborgerskab, og ægteparret havde i flere år boet i Danmark. Nolde ville med gaven udtrykke sin taknemmelighed over for hjemstavnen og skabe et minde for sin afdøde hustru Ada. Hans håb var også, at hans kunst kunne være med til at skabe forståelse mellem Danmark og Tyskland.

Først efter Emil Noldes død den 13. april 1956 blev sagen om den testamentariske gave taget op igen. Museets nye direktør Jørn Rubow fik en henvendelse fra landsretssagfører Uffe Vilstrup, der repræsenterede Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde, som administrerer parrets omfattende kunstsamling. Rubow svarede yderst forbeholdent for ikke at sige afvisende på tilbuddet. Han var først og fremmest kritisk overfor, at museet skulle forpligte sig til permanent at udstille billederne, og desuden ønskede han et andet udvalg af billeder end det, som Nolde havde ønsket. Bl.a. mente han, at mesterværket »Nadveren« ville komme bedre til sin ret på det museum, som var blevet indrettet i kunstnerens hjem i Seebüll tæt på den dansk-tyske grænse.

»Flere museumsdirektører rundt omkring i Europa ville antagelig have taget imod en testamentarisk gave af den karakter med kyshånd,« skriver kunsthistorikeren Louise Straarup-Hansen i en artikel i årsskriftet »Journal 2001« fra Statens Museum for Kunst.

Stiftung Seebüll accepterede kravet om et andet udvalg af billeder, men derefter syltede direktør Jørn Rubow sagen. Først da stiftelsen i januar 1959 rykkede for et svar, skete der noget. Pludselig accepterede Rubow Noldes oprindelige udvalg af billeder antagelig fordi en af hans nære medarbejdere, der i 1956 havde lavet en udstilling med Emil Nolde på Fyns Stiftsmuseum, havde påvirket ham. Den pågældende medarbejder, museumsinspektør Lars Rostrup Bøyesen, som senere blev direktør for Statens Museum for Kunst, skrev i kataloget til udstillingen på Fyn om det misforhold, at Nolde havde verdensry som tysk ekspressionismes »før­ende personlighed«, men stort set ikke var kendt i sit andet fædreland, Danmark. Som årsag anførte Lars Rostrup Bøyesen, at der i Danmark herskede en »grundfæstet og oftest vel ganske ureflekteret aversion mod tysk kunst«.

Selv om de otte pragtfulde billeder nu var kommet til Danmark, var det ikke slut med Statens Museum for Kunsts lunkne behandling af Emil Nolde. Bortset fra en kortvarig ophængning blev billederne ikke vist på museet. I stedet blev de udlånt til en række store museer i London, New York, Frankrig, Bruxelles og Amsterdam, hvor man hellere end gerne ville vise de fine billeder. Men Rubow var upåvirkelig af den internationale efterspørgsel. Billederne kom ikke op på hans vægge. »Museets forvaltning af Noldes testamentariske gave bar præg af ligegyldighed,« skriver Louise Straarup-Hansen i »Journal 2001«.

»Noldeskandalen«
Stiftung Nolde blev så pikeret over museets behandling af billederne, at dets direktør i et brev til Jørn Rubow i 1964 ligefrem foreslog gaven leveret tilbage. Rubow ignorerede uforskammet brevet, men nu kom sagen op i dansk presse, som skrev om »Noldeskandalen i Sølvgade«. Selv den daværende kulturminister Hans Sølvhøj blev inddraget, uden at han dog kunne blande sig i direktørens dispositioner. Først i 1974, hvor Rubow stadig var direktør, blev Nolde-billederne i forbindelse med en ombygning en del af museets permanente udstilling, hvilket de har været lige siden.

Dorthe Aagesen, Museumsinspektør og Seniorforsker på Statens Museum for Kunst, siger, at der i dag slet ikke er nogen tvivl om Noldes position.

»Vi opfatter hans billeder som et højdepunkt i samlingen, hvilket også fremgår af, at han er med i bogen »100 mesterværker«. Der er slet ikke nogen tvivl om værkernes status. I dag hænger Nolde sammen med Matisse, som jo også uomtvisteligt er et højdepunkt,« siger Dorthe Aagesen.

Ifølge hende er der flere forklaringer på den mærkværdige modtagelse af Noldes testamentariske gave til museet. Dels var den daværende direktør Jørn Rubow lige som de fleste danske kunshistorikere orientret mod fransk kunst, som dyrkede det smukke, mens den tyske ekspressionisme, som Nolde stod for, dyrkede det heftige og forvrængede. Og dels var der generelt en modvilje over for det germanske.

»Man havde generelt en reservation over for det tyske, som var dybt rodfæstet siden Danmarks nederlag til Tyskland i 1864, og som fik fornyet styrke efter Anden Verdenskrig. Man var mere orienteret imod Frankrig også selv om danske kunstnere rejste til Berlin. Rubow var i overensstemmelse med denne generelle tendens. Men han burde have været hævet over den slags fordomme og have set det store i Noldes kunst,« siger Dorthe Aagesen.

Hun tror ikke, at Emil Noldes kortvarige medlemskab af det slesvigske nazistparti 1934-1935 har spillet nogen rolle for Rubows håndtering af sagen, for det var først i 1980erne, at man blev opmærksom på det. Indtil da havde man været mest optaget af, at nazisterne havde erklæret Nolde for »entartet« og givet ham maleforbud et forbud, som han trodsede ved i det skjulte at lave sine såkaldte »ungemalte Bilder«.

På spørgsmålet om, hvad museet kan lære af sagen, svarer hun:

»At man må prøve at se ud over sine fordomme og være sig sin egen postion bevidst i den udstrækning, man kan. Man må bestræbe sig på at forholde sig professionelt til tingene og se ud over fordomme, antipatier og sympatier i tiden.«