I løbet af oktober 1943 lykkedes det civile at bringe omkring 95 procent af de danske jøder i sikkerhed i Sverige.

De cirka 7.000 personer blev sejlet over Øresund i både og fiskekuttere i sikkerhed i det neutrale Sverige. Cirka 500 danske jøder blev taget til fange af besættelsesmagten og sendt til den tyske koncentrationslejr Theresienstadt. Her fortæller otte jøder om flugtdagene.

Ber Kasinsky blev født i en jødisk landsby i Ukraine i 1897. Som lille dreng kom han i begyndelsen af århundredet med sin familie til Danmark. Et stykke tid opholdt familien sig i udlandet, hvilket betød, at Ber Kasinsky ikke havde dansk statsborgerskab, da jødeaktionen fandt sted. Han blev derfor fanget og deporteret. Ber Kasinsky blev 101 år gammel.

»Kort før det jødiske nytår indledtes razziaen mod jøderne. Der kom besked om, at vi skulle af sted, og at der ville komme en taxa. Det lykkedes os at få fat i min kone, og hun hoppede ind i vognen, hvor jeg og vor lille datter, Danielle, var sammen med en herre, der ledsagede os på turen. Vi kørte nu til Amaliegade, til det tidligere teater, Casino, der var omdannet til pakhus lige ud for Toldboden, hvorfra man hurtigt kunne komme til Sverige uden om tyskerne. Det blev for farligt, og vi ventede på en anden lejlighed til at komme over Øresund.

Nogle dage efter blev vi hentet af en ung mand. Vi tog toget til Helsingør, og toget var fyldt med jøder, hvoraf de fleste skulle til kysten. Det var folk, der tilbragte deres sommerferier der og kendte fiskeskipperne. Vi skulle egentlig til Gilleleje, men taxachaufføren nægtede at køre den tur, da han havde hørt, at den forrige var taget af tyskerne.

Turen gik tilbage til København, og således kom vi til Frederiksberg og til vor egen lejlighed, hvor der nu boede nogle unge frihedskæmpere. Sådan levede vi i uvished i flere dage, fik vasket barnet og os selv. En dag med frygteligt uvejr blev der ringet på telefonen: Send de tre pakker. Grædende sagde jeg til vor kontaktmand, der kom efter os: »Lad os blive her lidt endnu, til der er faldet ro over aktionen«, men nej, vi måtte af sted. Vi kom til Syrefabriksvej i Kastrup og kom ind i fabrikkens hal, hvor der var forsamlet en snes mennesker. Der var mørkt, og vi kunne intet se.

Vi skulle lige til at gå hen til en båd, da der blev råbt: »Tyskerne er her«. Vi blev hurtigt gennet ind i en lade, men udefra blev der råbt »Juden heraus!« og så blev døren sparket op. »Hände hoch.« En kvinde – en skuespiller fra Tyskland ved navn Feiffer – går frem mod tyskerne og bliver skudt ned. Vi andre kom op i »præmievogne«, og så kørte de rundt med os i timevis uden at orientere os om, hvor vi var. Om morgenen standsede vi, og vi var fanger hos tyskerne i Horserød- lejren.

Fra Horserød sendes vi til koncentrationslejren Theresienstadt. Min situation var vanskelig, for jeg var jo statsløs, fordi jeg ikke havde fået dansk statsborgerskab. Jeg gik til overrabbiner Friediger (den danske overrabbiner, red.) i Theresienstadt og spurgte om min situation, og om jeg var i fare for at blive sendt videre til Auschwitz, men han kunne ikke hjælpe mig. Jeg havde ikke meget med de andre danske jøder at gøre i lejren, og min kone og datter så jeg ikke meget til, fordi de boede for sig selv. Jeg troede ikke, at vi ville overleve.«

Ber Kasinskys fortælling er fra Weekendavisen 1997, hvor han blev interviewet af Bent Blüdnikow, og suppleret med uddrag af Ber Kasinskys dagbøger bragt i Tidsskrift for Dansk Jødisk Historie, nr. 29, 1990.

Yael Enoch blev født i Tyskland i 1938 og havde polsk-jødiske forældre. I 1938 blev familien statsløs og måtte forlade Tyskland. Det lykkedes familien at komme til Danmark i august 1939 med tre ugers opholdstilladelse, men de blev i landet illegalt. Hvis familien blev fanget under jødeaktionen, ville det betyde deportation til kz-lejr. Det lykkedes efter flere forgæves forsøg familien at komme til Sverige.

»Mine forældre og jeg boede til leje i et par værelser hos en familie. Lejligheden lå i det indre København. Nogle gange kom der tyske soldater marcherende i lange kolonner ned ad Nørre Farimagsgade, og jeg kan huske, at vi fra vinduet kunne se dem i deres grønne uniformer og hjelme og høre lyden af støvlerne, der trampede i asfalten. I efteråret 1943 hørte jeg mine forældre og deres venner diskutere muligheden for flugt.

Selv om jeg ikke helt forstod betydningen af dette ord, mærkede jeg alligevel uhyggen. Vi blev i vores lejede værelser lige til selve flugten. Eftersom vore værtsfolk ikke var jøder, stod de ikke opført i kartoteket over medlemmer af Mosaisk Troessamfund, så deres lejlighed var så godt et skjulested som noget. Hvordan aftalen om vor flugt var kommet i stand, ved jeg ikke. Vi startede hjemmefra en tidlig morgen.

Min mor og jeg havde flere lag tøj på, og min ellers så velklædte far var klædt på som fisker. Jeg blev mere og mere sur, græd og ville ikke med. Jeg var bange. Langt om længe nåede vi ud til Københavns Havn og blev sammen med et par andre mennesker stoppet ned i lasten på en lille fiskerbåd. Fiskeren havde allerede sat motoren i gang, da der kom en mand løbende og fortalte, at havnepolitiet var blevet udskiftet med nogle mere tyskervenlige betjente, og at det var umuligt at sejle lige nu.

Fiskeren gennede os ud af båden, og det gjaldt om at komme væk i en fart. Min far bar mig og løb, så hurtigt han kunne, mens min mor i den almindelige forvirring løb i den modsatte retning. Mine forældre var efter dette mislykkede flugtforsøg overbeviste om, at det ikke ville lykkes os at komme over sundet, og ville derfor sikre sig, at i hvert fald jeg, deres eneste barn, overlevede rædslerne.«

Fortællingen er fra »Jødeaktionen i Danmark oktober 43«, red. af Jacques Blum og Eva Bøggild (2010). Yael Enoch døde i år.

Simon Kurland havde forældre, der kom fra Letland. Familiens sønner var kendte brydere i den jødiske sportsklub Hakoah, og hans bror Abraham havde vundet olympisk sølv ved olympiaden i Los Angeles i 1932, men havde afvist at deltage i Berlin-olympiaden i 1936, selv om han var guldfavorit. Brødrene flygtede sammen med venner. Simon Kurland døde i 2016.

»Den 3. oktober 1943 mødte vi alle op ved indgangen til Nørreport Station. Vi gik ned til toget og lod, som om vi ikke kendte hinanden eller nogen andre, som vi mødte. Vi løste billet til Gilleleje og steg op i toget, hvor der i forvejen sad mange mennesker. Jeg så straks, at jeg kendte mange af dem, men alle lod, som om de ikke kendte hinanden og sad og læste deres aviser på en tilstræbt afslappet måde. Der var spænding og nervøsitet i luften.

Vi var alle bange for, at der skulle dukke tyske soldater op i kupeen eller stikkere, der kunne angive os. Det tog lang tid at nå til Gilleleje, følte vi. Nerverne var på højkant, men vi nåede uantastede frem. Og to og to gik vi med passende afstand til vor leder ned til havnen, hvor vi blev vist ind i et hus, hvor der boede en fisker. Her var der ingen ventetid.

Fiskeren kom hurtigt ind til os og sagde, at vi for at støtte modstandsbevægelsens farlige arbejde lige så godt kunne hælde vore penge op på bordet med det samme, så ville vi straks komme af sted. Jeg havde sparet ca. 5.200 kr. op, som jeg havde hævet i banken, og i taknemmelighed over, at nogen ville risikere livet for at hjælpe os, lagde jeg dem, hver en krone, på bordet. Mine brødre hældte også deres penge på bordet. Vi fik besked om at gå mod havnemolen en ad gangen til den fiskerbåd, der lå yderst, og gå om bord.

Jeg fulgte ordren og gik ud langs kajen, hvor der lå flere både. Ud for hver båd, jeg passerede, sad der fiskere på kajen, der lod, som om de havde travlt med at reparere deres garn. Hver gang vi kom forbi én, gav han et lille, diskret kast med hovedet i den retning, vi skulle gå. Jeg nåede fiskerbåden og sprang om bord, og det gjorde de andre også én efter én, og umiddelbart efter gjorde fiskeren klar til at sejle.

Fiskeren åbnede en lem ned til lasten, hvor fangsten til daglig blev opbevaret, og beordrede os til at hoppe ned. Vi hoppede alle fire ned i lasten, hvor der lå tomme sildekasser. Lemmen blev lukket, og motoren sat i gang. Med lyden duk-duk-duk kunne vi høre og mærke, at båden langsomt lagde afstand til kajen. Det var ikke ligefrem behageligt at ligge i lasten. I lemmen foroven var der et lillebitte hul, og herigennem slap en lille, tynd solstråle skråt ned foran mit ansigt.

Efter et godt stykke tid blev der stille. Lemmen over os blev hevet væk, og der blev sagt: »Så kan I godt komme op«. Vi kom op én efter én, og foran ved bolværket stod fire soldater og pegede på os med geværer og påsatte bajonetter. »Vi er blevet forrådt,« udbrød jeg og vendte mig om for at kravle tilbage i lasten. Som om det ville have hjulpet os! Soldaterne, der var svenske, udbrød i det samme »Välkomne til Sverige«.«

Citat fra Simon Kurlands erindringsbog »Kurland. En jødisk sportsmand i krigs- og efterkrigstid« (2010).

Ruth Weisdorfs forældre var kommet til Danmark fra Sverige. Om sommeren boede familien i Nordsjælland. Det fik dem til i oktoberdagene at søge nordpå for at få hjælp med overfarten, men kontakten mislykkedes, og familien tog toget tilbage til København, hvor de besluttede at tage Bornholmerfærgen for at nå Sverige.

»Mine forældre havde pas og alle identitetspapirer med, og så gik vi om bord i Bornholmerfærgen fra København. En venlig dansk politibetjent gemte vore pas, for der var tyske vagter og soldater om bord, så vi måtte ikke kunne identificeres. Vi gik ned i skibets underetage, og jeg husker, at min mor sad og syede penge ind i tøjets fór, hvis vi blev taget, for så havde vi skjulte penge. Min søster, Ketti, der var tre år ældre og huskede bedre, fortalte, at min mor også havde taget giftpiller med, hvis vi blev taget (...).

Vi kom til Rønne, og jeg husker, hvordan vi blev ført over klipperne væk fra byen til apotekerens sommerhus. Der blev vi indlogeret, og min far eller apotekeren fik fat i en båd. Der blev aftalt, at vi skulle betale 10.000 kr., hvilket var en uhyre stor sum, men det var også en lang og farefuld tur til Sverige, og min far havde pengene. Skipperen skulle have 5.000 før turen og 5.000 efter.

Jeg husker, at skipperen pegede på os og sagde, at det var fint med min far og min søster, Ketti, for de var lyshårede, men dårligt med mig og min mor, som var mørkhårede og derfor lettere at identificere som jøder, hvis vi blev fanget. Vi blev gemt nede i kabyssen, og skipperen sagde, at han ville smide sildekasser foran kabyssen, hvis tyskerne kom. Det var en slem tur og kraftig søgang. Masten knækkede, og jeg var stærkt plaget af søsyge. Skipperen smed sildekasser foran kabyssen, så der må have været tyskere i nærheden.

Men endelig kom vi til en strandbred efter fem timers hård sejltur. Vi vidste ikke, hvor vi var, og min far sagde: »Nu er det vel ikke Tyskland?« Vi blev båret i land af skipperen og hans kollega. Skipperen fik sine penge, og så vandrede vi ind over markerne. Jeg kan ikke tænke tilbage på den situation uden at græde, selv om det er 70 år siden nu. Vi var så bange og usikre. Jeg husker blot, at da vi endelig følte os mere sikre på, at det var Sverige, var det en kæmpe forløsning, og min far sagde »mazel tov«, der på jødisk betyder noget i retning af tillykke.«

Uddrag fra interview af Bent Blüdnikow i Berlingske i 2013.

Hanna Skop var født i Tyskland og kom med sin familie til Danmark under indtryk af jødeforfølgelserne. Hendes far havde siddet i den nazistiske lejr Buchenwald. Hun var 11 år, da jødeaktionen i Danmark fandt sted.

»Hanna Skops familie flygtede til Danmark i 1939. Hendes far var netop sluppet ud af koncentrationslejren Buchenwald, og familien levede nu som flygtninge i Danmark. Der blev også banket på den 11-årige Hannas families dør. De skulle væk, lød beskeden. 30 af Hannas familiemedlemmer var gået til i Auschwitz' gaskamre, var det nu deres tur?

Hannas mor skaffede hende husly hos en veninde – med forbud mod at nærme sig vinduet. Hannas legekammerater var begyndt at spørge bekymret efter hende. De næste dage anede hun ikke, hvad der var blevet af hendes forældre, storebroderen og lillebroderen. »Efter en uge blev jeg hentet af en vildfremmed dame, og med hende kørte jeg af sted i taxi. Selv om jeg ikke var ret stor, måtte jeg krybe ned i sædet, så ingen skulle se mine mørke øjne eller mit sorte hår, som var rullet op og skubbet ind under huen. Jeg blev afleveret til en lærerfamilie, og her genså jeg min lillebror.

Midt i oktober blev de to søskende sat i toget til Holbæk med strenge pålæg om ikke at give sig til kende, hvis de mødte moderen og storebroderen i toget.

»Vi fik øje på dem, men gjorde, hvad der blev sagt. Vi var som marionetter. Et par af tyskerne på toget snakkede om den yndige lille pige, mig. Jeg forstod jo tysk, og almindeligvis ville man reagere positivt, men jeg sad bare og stirrede frem for mig. Jeg undrede mig over, hvad jeg havde gjort, siden tyskerne ville fange mig.«

15. oktober 1943 var en mørk og stormfuld nat, husker Hanna Skop. Sejladsen fra Holbæk bød på storm og regn, søsyge og mange stop på vejen af frygt for tyske patruljebåde. Efter 13 timer på det stormpiskede Kattegat blev familien sat i land i Höganäs og genforenet med faderen.«

Uddrag af interview i Berlingske i 2003 lavet af Britta Stenstrup.

Simon Rosenbaums forældre kom til Danmark i 1912. De fik seks børn, men i oktober 1943 var der kun to hjemmeboende børn, Simon og han søster. Familien havde ingen flugtplaner, men det gjaldt om at komme væk fra hjemmet, for nazisterne havde taget lister over jøder fra Det Mosaiske Troessamfunds kontor og kendte således alles adresser. Familien forlod lejligheden uden bagage og fandt husly i Buddinge.

»Nu sad vi så i Buddinge og håbede på et mirakel, så at nogen ville finde os og hjælpe os til Sverige. Vi ventede og ventede, og vores værtsfolk blev mere og mere utålmodige, for de skulle have konfirmationsfest den efterfølgende søndag. I løbet af de otte dage blev jeg ti år ældre ved at se mine forældre ældes, og min far græd endda.

Den 8. oktober ringede telefonen, og der lød en besked: Pakken bliver hentet om en time. Det var os, der var pakken. Gennem værtsfolkenes svigersøn, der var søn af forfatteren Martin Andersen Nexø, blev der skabt kontakt med dem, der stod for redningsaktionerne. En time senere blev vi afhentet af en ung tillidsvækkende fyr, og i taxa blev vi kørt til Rigshospitalets bagside og ført ned i en kælder, hvor det myldrede med læger, sygeplejersker og flygtninge.

Så kom vi op i en ambulance med en læge på forsædet ved siden af chaufføren for at gøre det mere autentisk, hvis vi skulle blive stoppet. Efter ca. tre timer nåede vi frem til afsejlingsstedet, der skulle vise sig at være Faxe Ladeplads. Og efter at vi havde skjult os bag nogle buske, blev vi kaldt frem, og pludselig myldrede et par hundrede mennesker frem og blev beordret ned til strandkanten og derfra roet ud til to store stenfiskerbåde, der skulle føre os over Sundet.

Det var måneskin og dødstille bortset fra bådens larm. Efter mere end tre timers sejlads, hvor vi lå stuvet sammen i lasten, råbte skipperen: »Nu kan I godt komme op på dækket. Nu er vi i svensk farvand.« Forsamlet deroppe kunne vi se lysene i Sverige. En svensk patruljebåd nærmede sig, og vi hørte en stemme, der i megafon råbte: »Välkomna til Sverige. Du gamla, du fria«.«

Uddrag fra Jacques Blums og Eva Bøggilds bog »Jødeaktionen i Danmark oktober 43« (2010).

Ivan Joseph Martin Osiier (1888–1965) var læge og fægter. Ivan Osiier deltog ved OL syv gange mellem 1908 og 1948 og vandt bl.a. OL-sølv i kårde i 1912 og desuden 25 danmarksmesterskaber. I 1936 afviste han at deltage i OL i Berlin som den eneste danske idrætsmand ud over de dansk-jødiske sportsfolk i sportsklubben Hakoah. Hans hustru, Ellen, var ikke jøde.

»I slutningen af september 1943 fik jeg de første advarsler om de forestående jødeforfølgelser. De kom fra det svenske gesandtskab, og jeg modtog dem i fægtesalen af en svensk dame. Den 1. oktober 1943 befandt jeg mig på Sct. Elisabeths Hospital, hvor jeg havde søgt tilflugt. Da det rygtedes, at der skulle være razzia på hospitalet, måtte jeg flytte og søge ophold hos nogle venner på Nørre Farimagsgade, og både min hustru og jeg boede her hos en ungdomsveninde af min hustru.

En dag blev jeg afhentet af to civilbetjente, som kørte mig ud på Amager Boulevard til en dame, der trimmede hunde. Her skulle jeg vente, indtil betjentene havde undersøgt overfartsmulighederne. Det viste sig umuligt, og jeg vendte tilbage til Nørre Farimagsgade. Den 7. oktober kom der kontakt med fisker Carl Hansen, der gav mig besked om at være parat næste dag, og at jeg måtte være parat til at tage af sted med øjebliks varsel.

Kl. 15.00 kom Hansen og hentede mig, og vi tog af sted med det samme i en bil til Skudehavnen i København. Jeg havde fået en madpakke med og 5.000 kr., men rejste i øvrigt, som jeg gik og stod. Da jeg kom ind i bilen, sad der mig en ubekendt mand i den, og Hansen satte sig på bagsædet mellem ham og mig. Da vi havde kørt et kort stykke, sagde Hansen til mig, at han skulle have 3.000 kr., ellers kunne jeg ikke komme over. Jeg sagde ingenting, men betalte ham pengene.

Ankommet til Skudehavnen blev jeg anvist et skur, som blev benyttet til opbevaring af fiskerigrej. Der fandtes ingen vinduer, men døren stod frit åben med udsigt over havnen. Ved indgangen til havnen var der posteret dansk politi, og der patruljerede en dansk politibetjent nede ved havneudløbet. Efter ca. 90 minutters ventetid så vi et tysk patruljefartøj sejle forbi havneudløbet i nordlig retning, og da det havde passeret, gav den vagthavende betjent ved havnekajen et tegn med hånden, hvorpå vi fik ordre til i største hast at begive os ned til en fiskerbåd, der lå og tøffede i havnen.

Der var i alt ti flygtninge, udenlandske og danske jøder, der ikke kendte noget til hinanden. Jeg blev stuvet ned i båden, og et par dæksplanker blev lagt over mig. Vi tøffede af sted. Vandet var blikstille, der var ikke en vind, og jeg lindede lidt på plankerne, men fik ordre til straks at dække mig til, da der krydsede tyske flyvere over farvandet. Vi nåede imidlertid uden forstyrrelse af nogen art over på svensk søterritorium, og vi kom nu alle op i det dejlige vejr. Lidt uden for Barsebäk blev vi prajet af en svensk båd, som da de hørte, at vi var danske flygtninge, råbte det ene ord til os: »Välkomna«.«

Uddrag fra »Dage i oktober 43, vidnesbyrd« af Klaus Rothstein og Bent Blüdnikow (1993).

Ib Katznelson var et lille barn, da hans forældre forsøgte at flygte i oktober 1943, men blev taget af tyskerne. I første omgang kom Ib og hans mor til den frygtede kz-lejr Ravensbrück, og hans far til Sachsenhausen, men de blev forenet i Theresienstadt. I sin bog »Lad ham dø. 2-årig i Ravensbrück og Theresienstadt« (2017) har Ib Katznelson genskabt familiens skæbne. Hans barneår i en kz-lejr var i mange år fortrængt, og først under et besøg i Israel på et Theresienstadtmuseum blev han bevidst om sin fortid. I 2016 var Ib Katznelson på besøg i Theresienstadt, hvor han så sit navn blandt andre jødiske ofre for holocaust. Han var drengen, som blev regnet for død.

»Pludselig kom mit otteårige barnebarn Noah styrtende hen til mig og hev mig i armen og sagde, at mit navn stod på væggen med de dræbte børns navne. Jeg stod helt lammet. Jeg havde naturligvis ikke drømt om at kigge efter mit eget navn på væggen.

Man talte absolut ikke om de oplevelser, og ingen i min jødiske omgangskreds talte nogensinde om det. Mine bedsteforældre, der også var deporteret, nævnte aldrig noget, og mine forældre sagde ikke noget sammenhængende til mig. Ja, heller ikke min egen jødiske omgangskreds af unge, hvoraf 47 andre børn havde været i Theresienstadt, sagde noget. Så chokket i Israel var stort, for selvfølgelig vidste jeg, at jeg havde været i en koncentrationslejr, men den egentlige historie havde jeg aldrig rigtigt erkendt. Jeg har haft et behov for at beskytte mig selv ved at gemme det så langt væk, at det kunne give mig en slags forsvarsskjold, så det føltes, som om jeg ikke havde noget med det at gøre.«

Og din mor og far sagde aldrig noget?

»Kun meget spredte bemærkninger. Min far sagde eksempelvis, at kulden i Sachsenhausen var værre end sulten i Theresienstadt. Og da min mor lå på sit dødsleje, sagde hun til mig, at nu var situationen vendt om. Dengang i Ravensbrück madede hun mig, men nu var det mig, der madede hende. Det var hendes sidste ord til mig.«

Uddrag fra Bent Blüdnikows interview med Ib Katznelson i Berlingske i 2017.