Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
For andet år i træk er dansk film repræsenteret i det bedste selskab, når Oscar skal uddeles den 26.februar i Hollywood. Martin Zandvliets »Under Sandet« blev tirsdag eftermiddag udpeget som en af de fem film, der er nomineret til bedste udenlandske film ved årets Oscar uddeling.
Samtidig er den danske kortfilm »Silent Nights«, instrueret af Aske Bang og produceret af M&M Productions, nomineret i kategorien bedste kortfilm, og sandelig om ikke også vores halvdanske Hollywood-stjerne, 58-årige Viggo Mortensen er nomineret som bedste hovedrolle for sin præstation i filmen »Captain Fantastic«.
Zandvliets drama beskriver et kapitel i den danske efterkrigstid, hvor tyske krigsfanger skulle agere mineryddere ved den jyske vestkyst. I hovedrollen ses Roland Møller, der i rollen som brutal sergent fik sit store gennembrud. Filmen har fået den internationale titel »Land of Mine« og allerede indkasseret en række priser rundt om i verden.
Instruktøren Martin Zandvliet indrømmer overfor Berlingske, at han var nervøs forud for oscarnomineringen, ikke mindst fordi »Under Sandet« har amerikansk premiere den 11. februar.
Fyrre anonyme akademi-medlemmer fra Los Angeles, New York og London har set de ni udenlandske film i shortlisten og udvalgt fem, og indtil oscaruddelingerne den 26. februar, skal Martin Zandvliet deltage i promoveringen af sin film overfor Oscar-akademiets 6.000 medlemmer.
»Der er jo ingen blandt dem, der ved hvem jeg er, men forhåbentlig kan jeg være med til at forsyne vores publicist nogle vinkler på filmen, som amerikanerne kan bruge,« siger Martin Zandvliet. Han mener selv, at »Under Sandet« vækker genklang i Trumps tidsalder, »hvor meget bygger på frygt og frygt på sit lands vegne,« som han siger.
»Når Trump taler om den mur han ville bygge, og når folk her taler om den mur de vil bygge rundt om Europa, så er det de samme følelser, man genfinder i min film. Og de følelser fører ikke noget godt med sig,« siger Martin Zandvliet.
»Under sandet« er lavet af Nordisk Film, som også har en finger med i spillet som medproducer i en anden nomineret film - nemlig svenske »En mand der hedder Ove«, med Rolf Lassgård som den knarvorne Ove, der får vendt op og ned på livet, og som også er blevet nomineret blandt de fem bedste udenlandske film. De tre øvrige nomineret i kategorien er australske »Tanna« , iranske »Sælgeren« og tyske »Min far, Toni Erdmann«, der netop har haft succes i danske biografer også.
Oscarspecialist og forfatter, Andreas Halskov, mener, at der er flere grunde til »Under Sandet« kom bag de fem nominerede.
»Oscarakademiet vælger typisk alvorlige film, grænsende til det melodramatiske, og de foretrækker sociale problemfilm og historisk-biografiske film over komiske eller mere 'lette' produktioner. Det er en vigtig film, der fortæller et stykke centrale nationalhistorie, men det er også en universel fortælling om hævn, skyld og menneskelig ondskab,« siger Andreas Halskov.
Hos Det Danske Filminstitut er der forståelig begejstring over de to nomineringer til dansk film.
»For femte gang inden for syv år er vi nomineret med en spillefilm. Det er der ingen andre lande, der kan hamle op med. Samtidig er Aske Bang og M&M Productions nomineret for kortfilmen "Silent Nights". Det er imponerende,« siger vicedirektør for Filmstøtte på det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard.
»Martin Zandvliet og hans hold lader det danske Vesterhavslandskab folde sig ud på smukkeste vis på det store lærred. Aldrig har det tillokkende sand taget sig så godt ud og samtidig optrådt så forræderisk. Og samtidig får vi fortalt er en stærk menneskelig historie om liv og død, om had og forsoning.«
»Tillykke til holdene bag »Under sandet« og »Silent Nights«. Tak, fordi I viser, hvad den danske filmbranche formår. I har stærke konkurrenter, men vi tror på jer,« lyder det fra Claus Ladegaard.
I hovedkategorierne blev det som ventet Hollywood-musicalen, »La-La Land« med Emma Stone og Ryan Gosling, der trak det helt store læs nomineringer hjem. 14 blev det til i alt - inklusiv de fleste hovedkategorier som Bedste film, Bedste instruktør i Damien Chazelle og bedste hovedroller. Ikke siden Titanic i 1997 har en film fået så mange nomineringer.
Også Dennis Villeneuves anmelderroste »Arrival« og Barry Jenkins' »Moonlight« blev solidt repræsenteret med hver otte Oscarnomineringer, mens Mel Gibsons drama »Hacksaw Ridge« og Kenneth Lonergan »Manchester by the Sea«, der lige har fået premiere herhjemme, fik hver seks nomineringer.
Se alle nomineringerne her: