Oscar-natten hos Chris Pedersen: Jeg ved intet om film, men jeg kan skelne en Chanel-kjole fra en Christian Dior

I nat rulles den røde løber ud foran The Dolby Theater i Los Angeles, hvor Hollywoods A-liste vil vise sig frem i årets dyreste og mest spektakulære kreationer fra de franske couture-designere i verdens dyreste juveler. Men er tiden løbet fra de dyre rober og mediernes nådesløse lister over de bedst og værst klædte berømtheder?

Mange kvinder klædte sig helt i sort til Golden Globe-uddelingen i 2018. På billedet ses aktivisterne Rosa Clemente, Ai-jen Poo og Saru Jayaraman, og skuespillerinderne Natalie Portman, Michelle Williams, America Ferrera, Jessica Chastain, Amy Poehler og Meryl Streep. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tara Ziemba

To gange om året går jeg tidligt i seng og vågner omkring klokken seks fuld af forventningens glæde over, hvad dagen vil bringe. I begyndelsen af juni på min fødselsdag og så natten til søndag efter uddelingen af den gyldne Oscar-statuette i den amerikanske drømmefabrik.

Jeg er ikke filmnørd, jeg kan ikke nævne de vigtigste instruktører, og jeg har ikke set 93 pct. af de nominerede værker. Men jeg kan min modehistorie, jeg kan skelne en Chanel-kjole fra en Christian Dior, og igennem årene har jeg opbygget mig en nærmest leksikalsk viden om modens stadigt tættere samarbejde med filmbranchen.

»Der gik smagsdommeri i den røde løber, og da komikeren Joan Rivers i midten af 90erne begyndte at sable stjernernes rober ned gik det helt amok. En lignede en halvdød vaskekone og en anden en afdanket glædespige. Kritikken var benhård, og den afspejlede en stadigt mere ondskabsfuld dechifrering af kvindekroppen.«


For eksempel kostede silken alene 4.000 dollar, da Grace Kelly i 1955 fik syet en dueblå kjole hos den legendariske kostumedesigner Edith Head i forbindelse hendes rolle i »The Country Girl«, i 1997 sagde rygterne til gengæld, at Nicole Kidmann fik to millioner dollars for at iklæde sig en stærkt gulgrøn kjole fra Christian Dior på aftenen, og så er der alle de mere ondsindede historier om skuespillerinder som Gwyneth Paltrow og Halle Berry, som trods goodwill fra de store modehuse ofte har ladet grådigheden overtage, når de har narret syv-otte forskellige designere til at sy kjoler op i deres størrelser for så at have mere at vælge imellem på dagen, og flere – gratis – kjoler at beholde dagen derpå.

Nicole Kidmans stærkt gulgrønne kjole. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vince Bucci.

Men det er ikke kun moden, det handler om, når jeg scroller igennem de indre arkiver. Der er nemlig masser af tidsånd i spil i stjernernes klædeskabe.

I 1996 fik den kontroversielle Sharon Stone for eksempel tøjkæden The Gap til at donere en anselig sum til hjemløse, da hun, kort før hun skulle ud ad døren, valgte at iføre sig en gammel Armani-frakke og en rullekravetrøje fra den amerikanske high street-gigant, mod at hun nævnte The Gap på den røde løber.

Julia Roberts satte fokus på »genbrug«, da hun i 2001 var iklædt en gammel Valentino-kjole fra 1982. Men i løbet af årene blev tonen også mere og mere konkurrencebetonet.

Julia Roberts i 2001 i en sort og hvid Valentino-kjole fra 1982. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lee Celano.

Hvem var bedst klædt, og hvem var værst? Der gik smagsdommeri i den røde løber, og da komikeren Joan Rivers i midten af 90erne begyndte at sable stjernernes rober ned, gik det helt amok. En lignede en halvdød vaskekone og en anden en afdanket glædespige. Kritikken var benhård, og den afspejlede en stadigt mere ondskabsfuld dechifrering af kvindekroppen, som Hollywood først gjorde op med i 2018, da skuespillerinderne klædte sig i sort til Golden Globe-uddelingen og sagde #TimesUp.

Da Oscar-prisen blev uddelt samme år, modtog Frances McDormand sin statuette i Birckenstock-sandaler og uden makeup, mens Jimmy Kimmel udtalte om selve prisen, at Oscar var »en af de mest elskede og respekterede mænd i Hollywood«, fordi han altid holder hænderne der, hvor man kan se dem, og fordi den gyldne statuette »ikke har nogen penis«.

Den amerikanske skuespillerinde, der var nomineret for sin rolle i »Three Billboards outside Ebbing, Missouri«, Frances McDormand råbte, at kvindelige nominerede skulle rejse sig til Oscar-uddelingen i 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Ralston.

Fortryder min fordømmelse

Det var et point of no return for den kyniske tone, der blandt andet havde fået skuespillerinden Renée Zellweger til at tage en pause fra filmarbejdet, og faktisk fik det også mig selv til at se anderledes på rød løber-kulturen, hvor jeg igennem årene har udtalt mig om de bedste og de værste kjoler. Jeg skammer mig stadig, når jeg tænker på den svada, jeg sendte til komtesserne af Rosenborg, da en tabloidavis ringede efter et hofbal, hvor jeg var lige i stødet.

Det føltes morsomt i øjeblikket, men jeg græmmede mig, da jeg så det på print dagen efter, fordi det virkede arrogant og unødvendigt, og fordi jeg egentlig helst vil leve i en verden, hvor der er plads til at skeje ud, og hvor vi fejrer dem, der gør sig umage og tør være sig selv, også selv om de ikke ligger under for modens luner. Det er nemlig sværere at være, hvis en af hær af kritikere sidder parat foran skærmen og piller folk fra hinanden. Det holder folk fra at turde at glimre, og lige nu har verden mere brug for glimmer end nogensinde før.

Og det vil jeg have in mente, når jeg fuld af forventning glor på kjoler i morgen tidlig. Jeg vil glæde mig over de smukkeste, jeg vil elske de grimmeste, og jeg vil have barmhjertighed med alle dem, som ikke tør være sig selv, og som derfor placerer lige midt imellem. Og mest af alt, så vil jeg lade mig inspirere af de få mænd, som stikker ud som påfugle i mængden. Og drømme om selv at turde sætte en fjer i hatten.